Spring menu over
Dansk Magisterforening

Blog: Lise Nørgaard og ligelønnen

© RUC

Af Karen Sjørup
Del artikel:

Lise Nørgaard overser de kønnede strukturer på arbejdsmarkedet, når hun i et interview forklarer, at det er op til den enkelte kvinde at kæmpe for sin egen ligestilling, skriver kønsforsker Karen Sjørup.

Den stærkt fejrede 100-årige ’feminist’ Lise Nørgaard siger i et interview i forbindelse med 100 års dagen, at kvinder først får ligeløn, den dag de begynder at arbejde ligesom mænd. Og at det derfor er den enkelte kvinde, som skal kæmpe for sin egen ligestilling i ægteskab og på arbejdsmarkedet. Liberalist er hun jo, og hun kan jo have ret i, at den enkelte kvinde ikke skal forvente, at ligestillingen blot kommer flyvende ind ad køkkenvinduet, men at der skal en personlig indsats til.

Hun forlod fire småbørn tilbage i Roskilde, da hun flyttede til København for at starte sin karriere på Politiken. Manden og barnepigen måtte tage de to og bedsteforældrene de to andre. Ret tankevækkende, når man som jeg har haft sit arbejde hele voksenlivet i Roskilde og familie og børn i København. Og der er jo ikke blevet længere til Roskilde i den tid!

Men Lise Nørgaard overser jo, at der i dag er stærkt kønnede strukturer på arbejdsmarkedet og dermed uudsagte forventninger til kvinder om at finde ind i et kvindefag eller -felt. Måske uden kvinden egentlig ænser det spor, hun er på vej ind i, hvor hun som regel kan forvente at komme til at arbejde for en mandlig chef, hvor kønnet og seksualiteten ofte væves ind i et kompliceret og uskønt mønster, der degraderer kvinder karrieremæssigt.

Mænd ofrer gerne nogle fritimer på at arbejde over for at få lidt ekstra i løn, og når man spørger kvinder og mænd om, hvad de helst vil have mere af: fritid eller løn, så svarer kvinderne fritid og mændene løn. Kvinder bedømmes og bedømmer også sig selv i forhold til hjemmets velholdthed og hygge og børnenes renhed og velklædthed.

Men der er jo også gemt en anden problematik i dette eller måske snarere et par stykker. Nemlig at mænd typisk betragter mere af den tid, hvor de ikke er på arbejde, som fritid, mens kvinder i højere grad betragter den som familietid, hvor man får lidt mere tid til børn og hjem. Som den amerikanske sociolog Arlie Hochschild fortæller om i en case: Kvinden møder på vej hjem fra arbejde sin mand i døren, han er på vej på fisketur, siger han. Indenfor venter de tre børn i forskellige aldre på at få opfyldt hver deres behov for kærlighed, omsorg, opbakning, lektiehjælp og aftensmad. Kvinden i denne case kommer i stigende grad til at opfatte sit arbejde som sin fritid, den tid, hvor man kan hygge sig med kollegerne i kaffepausen, og hvor der ikke hele tiden er modstridende og indbyrdes konfliktende krav.

En tredje problematik er, at den stærkt strukturelle kønsarbejdsdeling fra en tidlig alder guider kvinderne ind i en karriere i et kvindefag, som jo i dag også indeholder det brede humaniora, lægefaget, jura, teologi og statskundskab. På den måde bevæger stadig flere kvinder sig ind i de mellemlange og lange videregående uddannelser, især faktisk på fag som sygepleje, pædagogik og lærerfaget.

Samtidig er mange af de unge drenge mere tilbøjelige til at ønske sig væk fra skolen efter 9. klasse og søge ind i et ufaglært arbejde eller en håndværkeruddannelse. Samtidig følger der af dette også, at drengene søger ud af den offentlige sektor og kvinderne ind i den offentlige sektor. De kvikkeste af drengene kan sidde med eget håndværkerfirma, mens kvinderne med højere uddannelse stadig befinder sig i en ’grundfunktion’ i det offentlige. Og det kan være stærkt befordrende for den maskuline stolthed, hvis man allerede kan køre rundt i egen bil som 18-20-årig.

Og der må man så spørge sig selv, om det er kvindernes egen fejl, at den offentlige sektor lønner dem væsentligt lavere også i forhold til mænd med samme uddannelsesniveau. Nej, det er det ikke, men kvinderne er mere tilbøjelige til at gemme sig i overenskomsternes overskuelige takster og ikke opdage, hvad de andre tjener. Sikkert fordi det er lidt skamfuldt for en kvinde at hævde, at hun er en langt bedre lærer end nabolæreren eller sygeplejersken. Og når man ikke ved, hvad de andre tjener, har man jo ikke ondt af det, og derfor holder man så kæft. Og søger ikke funktions- eller kvalifikationstillæg.

Men tilbage til Lise Nørgaard. I dag bebrejder hendes voksne tvillingedøtre hende, at de aldrig har set hende med et strygebræt eller en støvsuger, og at hun ikke hver weekend, som hun selv husker, kom hjem til dem i Roskilde, men blot en gang imellem og så kom hun til gengæld og satte huset på den anden ende. I dag er hun så til gengæld vel i sit lange liv den bedst tjenende journalist i Danmark blandt både kvinder og mænd.

Men pengene synes for almindelige jordiske væsener at følge kønnet i højere grad end uddannelsesniveauet, selv blandt de højtuddannede, hvor udgangspunktet er det samme og faget måske også, men hvor den glidende arbejdsdeling som en glaselevator usynligt bringer mændene op på højere niveau. Måske endda også dem, der måske hellere ville have været basismedarbejdere med tid til barselsorlov.

Så hvis vi skal have ligeløn i Danmark kræver det, at man opgraderer kvindernes med mellemlange videregående uddannelser til den løn, som mænd med mellemlange videregående uddannelser får. Kvinder med erhvervsuddannelser til det niveau, som mænd med erhvervsuddannelser får. Det vil koste penge, men langt fra i den størrelsesorden som Skats rod med inddrivelserne eller danskeres penge gemt i skattely koster. Yderligere skal man kræve synlighed i, hvad man skal præstere for at få et karriereløft, så også de højtuddannede kvinder har en chance for at se de usynlige elevatorer.