Livet med små børn er ikke bare en fase, vi skal igennem

Vi skal bare have det overstået. Det bliver bedre i morgen. Og lige om lidt, så trækker vi vejret igen. Alle andre ser ud til at få det til at fungere, og vi havde jo alt det, som på papiret var nogenlunde tæt på lykke-normen;

To lederjob, tre børn på tre år - takket været gevinst på tvillinge-lodsedlen - hus, have, gode venner og gode familier.

Og selvom vi trak på ungernes bedsteforældre i en sådan grad, at vi for evigt skylder på karmakontoen, var vi ved at falde fra hinanden. 

Parforholdet hang i en nylontråd. Vores mentale helbred balancerede på hver sin side af vægtskålen, og hver dag handlede det mest af alt om, hvem der kunne tillade sig at have det dårligst. For så smøgede den anden ærmerne ekstra meget op.

Vi fik lige nøjagtigt tingene til at gå op: Børnene først. Så jobs. Så huset. Ekstremt sjældent kunne vi pleje vores venskaber, om end med verdens mindste vandkande. Og til sidst, et eller andet sted i bunden af prioriteringslisten, lå vi hver for sig og rallede efter luft som strandede sild.

“Det er bare en fase, vi skal igennem,” sagde vi til hinanden på næsten daglig basis. 

Men så kom morgenen, hvor jeg vågnede med en form for åbenbaring:

Hvorfor skal det bare overstås? 

Hvorfor tænkte vi ikke tanken før?

Banaliteten er til at få øje på, og jeg kan i dag undre mig over, at ingen af os tænkte tanken, før tvillingerne var næsten to år, og vi var helt blå i hovederne af at have holdt vejret. 

Det var som om, det slet ikke var en mulighed for mig at sætte karrieren til side. 

Jeg havde en tro på, at det må være muligt både at have jobs og børn og hus og venner og familie, for sådan er det jo bare. Men også et indgroet værdisæt, der fortalte mig, at kvinder ikke skal gå på kompromis med karrieren, fordi de får børn. Og ja, let’s face it: Et identitetstab. At slippe lederkasketten og den fine titel.

Vi holdt vejret og ventede på, at det gik over. Men det gik jo ikke over. Det går ikke over. Og det skal ikke gå over. Det er jo livet for helvede.

Så i januar 2023 sagde jeg mit job op som COO uden at have noget nyt på hånden. Holdt en pause fra arbejdsmarkedet på et par måneder. Og blev sidenhen selvstændig marketingkonsulent på deltid.

Min indkomst svinger gevaldigt, og den når kun sjældent de samme højder som før. Men vi har købt os til mere tid og mere ro. 

Jeg griner igen. Vi griner. 

Bevares, vi græder og råber også. Sådan vil jeg antage, at de fleste familier fungerer. Men balancen er vendt retur. Og jeg tænker på, hvordan vi nogensinde nåede så langt ud, før vi forstod, hvad det hele egentlig handler om.