Dine nederlag gør dig ikke altid klogere - nogle gør dig dummere

Her kommer en historie fra det virkelige liv, en smule tidligere på sommeren. Jeg cykler intetanende hjem fra at have afleveret min 6-årige i skole. Jeg er glad. Morgenen har - for en gangs skyld - ikke været en tro kopi af åbningsscenen til ’Saving Private Ryan’, og jeg føler en sær lethed.

Solen skinner. Måske nynner jeg endda en lille melodi, eller måske har jeg digtet den del efterfølgende, fordi min hjerne har behov for at tydeliggøre kontrasten, hvem ved.

For pludselig splintrer idyllen. Ud af det blå, en vanvittig smerte. Mit “MOTHERFUCKER!” gjalder ud i villakvarteret, mens jeg ser ned på min venstre underarm, hvor en hveps har besluttet sig for at stikke løs. Fuldstændig umotiveret og i øvrigt gennem min trøje. Er du klar over, hvor ondt det gør at blive stukket af en hveps? Og hvor længe du bøvler med kløe, smerte, hævelse?

Jeg har i fem år sagt til mine unger, at de skal slappe af med deres insekt-hysteri. At bier og hvepse altså ikke er farlige, og kun stikker, hvis man dapper til dem. Så hvis de ellers holder deres små, fedtede grabber på pastaskruerne, så er de home safe.

Men jeg har jo fortalt dem en stor, fed løgn. Viser det sig.

Og her, efter verdens længste indflyvning, kan jeg udfolde min egentlige pointe:

Ikke alting sker af en årsag. Ikke alting har en dybere mening. Nogle gange sker der lort, og du må bare samle det op, og tage det med dig videre. Du har ikke nødvendigvis dappet til den eller det, der lagde lorten for dine fødder.

Vi kan efterrationalisere alt, vi vil - men måske blev vi bare fyret, uden at det skulle lære os noget. Måske blev vi syge, fordi det statistisk set skal ramme nogen. Måske blev vi stukket af en hveps, fordi den havde lyst. Og måske kan vi intet gøre for at forebygge det en anden gang.

Vi er blevet så forvænte med at tænke, at vi som udgangspunkt har ret til at have det godt. Hvis bare vi arbejder hårdt nok for at gøre det rigtige - spiser sundt, følger selvhjælps-guruer, træner, selvudvikler, performance-optimerer - så må modgang være et glitch i matrix.

Vi siger sætninger som: “Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort for at fortjene denne dårligdom?” Men det er i min optik en forfejlet tilgang. For dårligdom er en naturlig del af alting. Det er et spørgsmål om statistik. 

Var der virkelig en mening med min fyring?

Jeg blev engang fyret. Efter den indledende sorg og forargelse, indledte min hjerne Operation Find-en-mening-med-det-hele. Og vupti, jeg fik overbevist mig selv om, at det også var godt, fordi jeg fik frigjort tid. Jeg kunne planlægge mit eget bryllup, og desuden kunne jeg bruge 2,5 måneder på virkelig at mærke efter, hvad jeg gerne ville med mit arbejdsliv. 

Så der var jo en mening med det hele, ikke? En god læring?

Jow, udover at jeg kort efter hoppede ind på en ny arbejdsplads, hvor jeg blev micro-managed af en bestyrelsesformand, som mente, han rigtig skulle lære mig, hvordan man var en skræmmende leder - gennem en cocktail af offentlige skideballer, udskamning og underminering. Et år senere sagde jeg op, lige umiddelbart før jeg knækkede nakken.

Der var også dengang, jeg fik til opgave at være leder for en psykopat. Bevares, jeg baserer det ikke på en officiel diagnose, men jeg kan ikke forklare vedkommendes opførsel på anden vis. En opførsel, der dagligt fik mig til at stille spørgsmål ved, hvad der var virkeligt, og hvad der var opdigtet. Skete det her lige?

Og selvom det var en uvirkelig oplevelse, som den rationelle del af mig insisterer på at finde en mening med, fordi den afveg fra normalen, så minder jeg mig selv om, at normalen er noget, jeg selv definerer. Hvis jeg antager, at normalen er, at jeg altid er lykkelig og glad, så har mine 30’ere eddermaneme budt på mange unormale dage.

Hvad hvis normalen var langt mere kedelig, end vi har gået og påstået overfor os selv, siden vi var små? Hvad hvis det ikke er vores ret at være lykkelige som udgangspunkt?

What doesn’t kill you makes you stronger, siger de. Måske har de ret. Og måske ikke.

Jeg er for eksempel gået fra at være lykkeligt ligeglad med insekter omkring aftensmaden på terrassen til at få nervøse tics, hver gang jeg fornemmer vingebask i nærheden. Det er sgu da ikke at blive stærkere. Det er bare at blive dummere.

Og medarbejderen, som fik mig til at tvivle på virkeligheden, tog for evigt et lille stykke af min tillid med sig; til mig selv, til andre og til mennesker generelt.

Stop med at tro, at der er læring i alting, fordi din default-berettigelse er at leve et gnidningsfrit liv. Bølgeskvulp er en naturlig del af livet. Nogle gange med skum på toppen, nogle gange i blikstille vand.

Og det er godt nok.