Jeg har corona

Med mine kun 25 somre skriver jeg mig derfor ind i statistikken af unge coronasmittede. Det er ikke en rar boks at falde i, for unge er blevet udråbt som coronakrisens uansvarlige syndere, der ikke viser samfundssind på lige fod med landets øvrige aldersgrupper.

Gang på gang viser TV-Avisen billeder af unge mennesker i byen. Desværre bliver der ikke vist særligt mange billeder af de ansvarlige unge, som går i selvisolation, som aflyser arrangementer, som er adskilt fra deres familie, som arbejder hjemme på små værelser, som får online undervisning, som er blevet fyret fra deres studiejob, som har droppet sabbatsårsplaner, som holder afstand, som køber ind og sørger for ældre familiemedlemmer og meget, meget mere.

Jeg bruger mine weekender med fødderne oppe, en film på Netflix og strikketøjet i skødet. Faktisk har jeg ikke været i byen siden februar - til gengæld har jeg passet mit studie og mit arbejde, holdt ferie i Danmark med min familie og ellers gjort hvad jeg kunne for at overholde myndighedernes retningslinjer. Alligevel har jeg fået corona.

Hvorfor deler jeg dette? Jo, det gør jeg, fordi det er mit ydmyge håb, at vi på et tidspunkt begynder at anerkende, at vi lige nu har en global pandemi, som kan ramme alle. Alligevel har nogle mennesker i vores samfund større kontaktflader end andre, fordi de går på arbejde eller tager en uddannelse, fordi de har børn på institutioner, fordi de bor på små værelser og ikke har en have, hvor de kan få frisk luft, eller fordi de bor alene og er nødt til at ses med andre, for ikke at blive vanvittige. Man kan sagtens få corona uden at være uansvarlig.

De uansvarlige unge findes selvfølgelig, men det gør de uansvarlige ældre også. Jeg har mødt mindst lige så mange ældre, som synes at det hele er opblæst og overdrevet, som jeg har mødt unge, der havde behov for at komme ud. Skulle vi ikke lade være med at pege fingre og være bedrevidende?

Forresten har jeg selvfølgelig isoleret mig og kontaktet dem, jeg har været i nærheden af.