Tilgiv os - vi vidste ikke hvad vi gjorde
Sådan lød overskriften i 2007, da 8 tidligere embedsmænd i Finansministeriet skrev en kronik om indførelsen af new public management i Danmark. De havde selv været med til at udbrede den grasserende målstyring i de tidligere 1990’ere.
Ideen var ifølge de 8 god nok. Med en håndfuld målbare og meningsfulde indikatorer ville man sætte institutionerne fri. De skulle have metodefrihed til selv at komme hen til målene, uden at der stod en overordnet og åndede dem i nakken.
Men den menneskelige trang til perfektion og kontrol tog over, og kontrakterne blev stadig mere detaljerede med flere mål, aktivitetstal og indikatorer suppleret med evalueringer, årsrapporter og akkrediteringer. Oven i alt dette fik både direktøren og kontorchefen ny løn og egne måltal i kontrakten.
Kronikskriverne peger på, at man kunne se de irrationelle konsekvenser, når betjente pludselig fyldte gaderne op til jul for at nå et måltal om udetid. Samtidig fortalte Thyra Frank, som var leder af et plejehjem på Frederiksberg, at hun havde ansat én hjælper, som udelukkende skulle fodre kommunen med tal for at holde den væk, så hun selv kunne være en god chef. Plejehjemsbeboerne stortrivedes.
Hvad er der så sket på de ti år? Ingenting, når det handler om staten, siger de eksperter, som Magisterbladet har talt med. Samtidig konstaterer psykolog Einar Baldursson, at der i det samme årti er sket en foruroligende stigning i antallet af nye stresslidelser blandt hundredvis af klienter i videnstunge job – ikke mindst i staten. Specielt dygtige medarbejdere, der er udsat for elendig ledelse, bliver alvorligt syge.
Til gengæld har flere og flere kommuner opdaget, at den er gal, og at kerneydelsen til borgerne simpelthen bliver ringere. Som tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup konstaterer, så er vi for eksempel blevet dårligere til at løfte de socialt udsatte målt på helt håndfaste parametre. Så i mange kommuner forsøger de sig nu med andre styreformer som new public governance eller tillidsbaseret ledelse.
Opgøret med new public management betyder ikke, at vi skal have det gamle professionsvælde og skrankepaverne tilbage. Opgøret med new public management betyder heller ikke, at indsatsen ikke skal måles. For det skal den.
Ét succeskriterium må være, at man ikke slider de ansatte ned. Det kræver chefer med faglig indsigt, der kan sætte grænser. Et andet succeskriterium må være, at borgerne faktisk oplever en bedre service. Det kræver fokus på og penge til kerneydelsen. Et tredje succeskriterium må være, at de ansatte bliver sat fri til at gøre det, de er bedst til. Det kræver en reel oprydning i kontrakter, politikker og fanden og hans pumpestok, så man står tilbage med nogle få enkle og meningsfulde mål at styre efter.
Den svenske regering er i gang med en proces, der skal redde landet fra NPM’s ineffektivitet og umenneskelighed. De går grundigt til værks med stort anlagte møder på universiteterne, udredninger, en kommission og et vedtaget direktiv.
Nu vil de danske socialdemokrater også af med NPM. Man kan grine ad svenskernes langsommelighed og grundighed, men de er ret dygtige til at skabe konsensus. Måske skal vi være lige så langsomme som svenskerne denne gang. I Danmark har vi trods alt 35 års erfaring med kampagner for regelforenkling, der har vist sig at være slagord uden indhold.
Ideen var ifølge de 8 god nok. Med en håndfuld målbare og meningsfulde indikatorer ville man sætte institutionerne fri. De skulle have metodefrihed til selv at komme hen til målene, uden at der stod en overordnet og åndede dem i nakken.
Men den menneskelige trang til perfektion og kontrol tog over, og kontrakterne blev stadig mere detaljerede med flere mål, aktivitetstal og indikatorer suppleret med evalueringer, årsrapporter og akkrediteringer. Oven i alt dette fik både direktøren og kontorchefen ny løn og egne måltal i kontrakten.
Kronikskriverne peger på, at man kunne se de irrationelle konsekvenser, når betjente pludselig fyldte gaderne op til jul for at nå et måltal om udetid. Samtidig fortalte Thyra Frank, som var leder af et plejehjem på Frederiksberg, at hun havde ansat én hjælper, som udelukkende skulle fodre kommunen med tal for at holde den væk, så hun selv kunne være en god chef. Plejehjemsbeboerne stortrivedes.
Hvad er der så sket på de ti år? Ingenting, når det handler om staten, siger de eksperter, som Magisterbladet har talt med. Samtidig konstaterer psykolog Einar Baldursson, at der i det samme årti er sket en foruroligende stigning i antallet af nye stresslidelser blandt hundredvis af klienter i videnstunge job – ikke mindst i staten. Specielt dygtige medarbejdere, der er udsat for elendig ledelse, bliver alvorligt syge.
Til gengæld har flere og flere kommuner opdaget, at den er gal, og at kerneydelsen til borgerne simpelthen bliver ringere. Som tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup konstaterer, så er vi for eksempel blevet dårligere til at løfte de socialt udsatte målt på helt håndfaste parametre. Så i mange kommuner forsøger de sig nu med andre styreformer som new public governance eller tillidsbaseret ledelse.
Opgøret med new public management betyder ikke, at vi skal have det gamle professionsvælde og skrankepaverne tilbage. Opgøret med new public management betyder heller ikke, at indsatsen ikke skal måles. For det skal den.
Ét succeskriterium må være, at man ikke slider de ansatte ned. Det kræver chefer med faglig indsigt, der kan sætte grænser. Et andet succeskriterium må være, at borgerne faktisk oplever en bedre service. Det kræver fokus på og penge til kerneydelsen. Et tredje succeskriterium må være, at de ansatte bliver sat fri til at gøre det, de er bedst til. Det kræver en reel oprydning i kontrakter, politikker og fanden og hans pumpestok, så man står tilbage med nogle få enkle og meningsfulde mål at styre efter.
Den svenske regering er i gang med en proces, der skal redde landet fra NPM’s ineffektivitet og umenneskelighed. De går grundigt til værks med stort anlagte møder på universiteterne, udredninger, en kommission og et vedtaget direktiv.
Nu vil de danske socialdemokrater også af med NPM. Man kan grine ad svenskernes langsommelighed og grundighed, men de er ret dygtige til at skabe konsensus. Måske skal vi være lige så langsomme som svenskerne denne gang. I Danmark har vi trods alt 35 års erfaring med kampagner for regelforenkling, der har vist sig at være slagord uden indhold.
