Selv de flinke akademikere har fået nok

66 procent af de offentligt ansatte vil sige nej til en ny overenskomst i 2018, hvis arbejdsgiverne ikke vil anerkende frokostpausen som en rettighed. Dermed er Danmark på vej mod en ny storkonflikt til foråret. Det store flertal fremgår af en meningsmåling fra TNS Gallup, som Magisterbladet har fået lavet.

Hvis nogen for tre måneder siden havde spurgt mig, om de karrieremindede akademikere i Dansk Magisterforening fra it-projektlederen over kemikeren til kulturkonsulenten, arkæologen, professoren og projektlederen ville kunne finde på at gå med i en storstrejke til foråret, så ville jeg have sagt ' aldrig i livet'.

Nu er det mest sandsynligt, at storstrejken kommer, og at akademikerne er med.

Arbejdsgiverne opfører sig ualmindeligt dumt og ødelæggende
Det er dokumenteret igen og igen, at akademikere arbejder i frokostpausen, tænker på arbejdet døgnet rundt, besvarer mails uden for arbejdstiden og i det hele taget hopper og springer for arbejdsgiveren.

Alligevel er staten og regeringens budskab, at det kan godt være, at I ser jer selv som dybt engagerede, men vi, jeres arbejdsgivere, ser jer som værftsarbejdere i 60' erne. I tænker blot på at komme hjem eller ned i frokoststuen, når fløjten lyder. Derfor forbeholder vi os retten til med et pennestrøg at fjerne jeres betalte frokostpause.

Det er ualmindelig dumt og ødelæggende for samarbejdsklimaet, det bliver meget dyrt, og det vil lægge gift for udviklingen af den offentlige sektor i årene fremover.

Der er solid tradition for teatertorden forud for overenskomstforhandlinger, men denne gang har de akademiske fagforeninger helt ekstraordinært allerede gjort strejkekasserne op. Det handler ikke blot om en klassisk magtkamp om arbejdstid, men også om identitet og selvforståelse.

Og det sidste er vigtigt, som vi ved fra lærerkonflikten.

Akademikerne i staten opfører sig nemlig ikke som værftsarbejdere i 60' erne, der stod og hang ved porten for at komme hjem, når fløjten lød. Og de går slet ikke sådan rundt og strejker i tide og utide. Faktisk skal vi helt tilbage til 1969 for at finde dens seneste store akademikerstrejke i Danmark.

En ny form for arbejder
En traditionel kampberedt industriarbejder ville ikke give meget for vore dages statsansatte akademikere. Det er nogle dukse, som siger ' vi' om arbejdspladsen.

Vi ved fra den seneste medlemsundersøgelse, at:

• 74 procent er tilfredse eller meget tilfredse med jobbet som helhed
• 76 procent diskuterer arbejde i frokostpausen eller spiser simpelthen frokosten foran computeren
• 93 procent tænker på jobbet i fritiden
• 75 procent sender også arbejdsmails i fritiden, selv om det faktisk kun er 13 procent, som angiver, at chefen forventer svar på mails i fritiden.

En af dem er en børne-og ungekonsulent i Odense, der tjekker sin mail, når hun vågner og stadig har hovedet på puden: "Arbejdet er blevet en del af min person. Det hænger meget sammen med min identitet og giver mig mening", forklarer hun i seneste nummer af Magisterbladet. 

Vi har også interviewet en ekspert i det grænseløse arbejde, ph. d. Anders Raastrup Jensen. Han var rystet, da han opdagede, at en del akademikere også drømmer om arbejdet.

Forskeren blev bekymret og tænkte, at hvis man både tænker på arbejdet i arbejdstiden, i fritiden, og når man drømmer, så er der jo slet ikke noget helle fra arbejdet. Men, siger forskeren, "de syntes, det var fint nok. De gik mere op i at skrive drømmen ned, så de kunne få glæde af den næste dag".

Til præcis de mennesker har Moderniseringsstyrelsen sagt: Vi behøver ikke give jer løn for frokostpausen. Det er bare en kutyme, som vi kan fjerne lokalt. Ligesom en massageordning eller en frugtordning.

Man fornærmer medarbejderne, som brænder for arbejdet, og på en måde minder det om KL og den daværende regerings konflikt med lærerne, hvor man også fik fortalt lærerne, at de ikke havde et kald, men blot var lønarbejdere, som skulle rette ind. Kom der en bedre folkeskole ud af det? 

Identitet, selvforståelse og regnearkslogik
Men det handler selvfølgelig ikke kun om identitet og selvforståelse. De offentligt ansatte kender Moderniseringsstyrelsens regnearkslogik. Hvis frokostpausen bliver gjort til kutyme, kan cheferne lokalt i statens forvaltningsenheder jo blot fjerne frokostpausen, og så har man øget arbejdstiden med en halv time hver dag eller 7,25 procent.

Derfor kan man selvfølgelig fyre 7,25 procent af medarbejderne uden problemer...

I Magisterbladet har de statsansattes chefforhandler, Flemming Vinther, været klar i spyttet: "Det er meget, meget svært at forestille sig en ny overenskomst stemt hjem, hvis ikke det er afklaret, at betalt frokost er en del af overenskomsten". 

Fagforeninger har fundet fodslag og bakker hinandens krav op. Og lønmodtagerne i staten, kommunerne og regionerne har lovet hinanden at stå last og brast om frokosten.

Stemningen er historisk dårlig. Samarbejdsaftalen mellem lønmodtagernes forhandlingsfællesskab, CFU, og Moderniseringsstyrelsen er sagt op. Og da forhandlingerne om lærernes arbejdstid ikke var kommet i gang som krævet, udeblev lønmodtagersiden fra de første OK-møder.

Alle eksperter siger, at der er stor risiko for konflikt denne gang.

Siden 1930' erne har der været storkonflikt i Danmark hvert 10. år. Den seneste storkonflikt var i 2008.

Man må håbe, at Moderniseringsstyrelsen og regeringen vågner op og indser, at de har kurs mod at ødelægge deres vigtigste ressource: motivationen hos den enkelte medarbejder.