Ligestilling var engang en dansk værdi
I 2015 krakelerede billedet af, at Danmark er et foregangsland på ligestillingsområdet. Danmark er blevet overhalet af en række lande og sniger sig nu kun ind i top 15 over de lande, der bedst håndterer ligestilling. "Men var ligestilling ikke noget, vi var stolte af i Danmark?", spørger redaktør Jakob Elkjær.
Det er da lidt af et eventyr, som der er grund til at være stolt af:
Fem skandinaviske foregangslande har vist verden, hvordan man skaber et samfund med mere ligestilling mellem mænd og kvinder. Hvert år viser World Economic Forums ligestillingsrapport, “Global Gender Gap Report”, at Island, Norge, Finland, Sverige og Danmark er helt i top målt på hårde fakta som økonomiske forskelle, helbred, politisk indflydelse og uddannelsesniveau.
Også i 2015 var Island nummer et, Norge nummer to, Finland nummer tre og Sverige nummer fire. Og så plejer Danmark at hænge pænt med på en femte-, sjette-, syvende- eller ottendeplads.
Men i 2015 krakelerede billedet. Danmark faldt ned på en 14.-plads efter Irland, Rwanda, Filippinerne, Schweiz, Slovenien, New Zealand, Tyskland, Nicaragua og Holland.
Stadig pænt, bevares, men var ligestilling ikke noget, vi var stolte af? Noget, som var unikt for os som folk? Noget, der gjorde os bedre end de andre? Var det ikke lige præcis en af de specielle danske værdier, som kulturminister Bertel Haarder har peget på til sin nye Danmarkskanon over værdier og traditioner?
Nogle mener, at ligestillingsarbejdet er gået i stå i Danmark. Hvis man tror, at Christiansborg er hele Danmark, så er det rigtigt. Arbejdet med ligestilling har ikke rørt sig ud af flækken på borgen under de seneste regeringer. Men Christiansborg er heldigvis ikke hele Danmark.
De dygtige og de internationalt orienterede arbejdspladser som universiteterne i København og Aarhus, de største kommuner med København i spidsen eller Novo for den sags skyld arbejder selvfølgelig målrettet med ligestilling. Blandt andet fordi det styrker dem i kampen for at tiltrække de bedste medarbejdere.
De udygtige og solnedgangsindustrierne som for eksempel danske aviser har ikke rykket sig en millimeter. Noget så simpelt som at få en ligelig præsentation af mænd og kvinder i spalterne går det galt med år efter år, fordi redaktørerne ikke vil (hvis de ville, ville de nok heller ikke kunne).
Når det gælder kvindelige redaktionelle ledere, så skrev forfatteren og journalisten Gretelise Holm engang en meget sjov og meget præcis kronik, hvori hun påviste, “hvordan mænd ikke kan diskvalificere sig, mens kvinder ikke kan kvalificere sig til de betydningsfulde stillinger i medierne”.
For eksempel diskvalificerede det ikke mænd fra ledelse at køre plakatfuld ind i en betonklods, skide på gulvet hos en medarbejder og tørre røv i gardinerne eller smide hundredvis af millioner væk på dødfødte aviseventyr.
Nå, nok med eksempler fra det virkelige liv. Tilbage til Christiansborg. Her har man travlt med at slå muslimer i hovedet med, at vi er bedre en dem. Blandt andet fordi muslimerne ikke har ligestilling lige som os.
Hvis der på et tidspunkt skulle opstå en pause i det vigtige arbejde, og hvis man skulle lave en enkelt lovændring, som kunne føre Danmark tilbage som førende ligestillingsnation, så ville det være øremærket barsel til mænd. Man ville til og med få opbakning fra 68 procent af de højtuddannede magistre, som man kan læse i den seneste udgave af Magisterbladet.
Efter denne heroiske gerning kan Bertel Haarder og de andre godt lægge sig i hængekøjen og skælde ud på muslimer igen.
Fem skandinaviske foregangslande har vist verden, hvordan man skaber et samfund med mere ligestilling mellem mænd og kvinder. Hvert år viser World Economic Forums ligestillingsrapport, “Global Gender Gap Report”, at Island, Norge, Finland, Sverige og Danmark er helt i top målt på hårde fakta som økonomiske forskelle, helbred, politisk indflydelse og uddannelsesniveau.
Også i 2015 var Island nummer et, Norge nummer to, Finland nummer tre og Sverige nummer fire. Og så plejer Danmark at hænge pænt med på en femte-, sjette-, syvende- eller ottendeplads.
Men i 2015 krakelerede billedet. Danmark faldt ned på en 14.-plads efter Irland, Rwanda, Filippinerne, Schweiz, Slovenien, New Zealand, Tyskland, Nicaragua og Holland.
Stadig pænt, bevares, men var ligestilling ikke noget, vi var stolte af? Noget, som var unikt for os som folk? Noget, der gjorde os bedre end de andre? Var det ikke lige præcis en af de specielle danske værdier, som kulturminister Bertel Haarder har peget på til sin nye Danmarkskanon over værdier og traditioner?
Nogle mener, at ligestillingsarbejdet er gået i stå i Danmark. Hvis man tror, at Christiansborg er hele Danmark, så er det rigtigt. Arbejdet med ligestilling har ikke rørt sig ud af flækken på borgen under de seneste regeringer. Men Christiansborg er heldigvis ikke hele Danmark.
De dygtige og de internationalt orienterede arbejdspladser som universiteterne i København og Aarhus, de største kommuner med København i spidsen eller Novo for den sags skyld arbejder selvfølgelig målrettet med ligestilling. Blandt andet fordi det styrker dem i kampen for at tiltrække de bedste medarbejdere.
De udygtige og solnedgangsindustrierne som for eksempel danske aviser har ikke rykket sig en millimeter. Noget så simpelt som at få en ligelig præsentation af mænd og kvinder i spalterne går det galt med år efter år, fordi redaktørerne ikke vil (hvis de ville, ville de nok heller ikke kunne).
Når det gælder kvindelige redaktionelle ledere, så skrev forfatteren og journalisten Gretelise Holm engang en meget sjov og meget præcis kronik, hvori hun påviste, “hvordan mænd ikke kan diskvalificere sig, mens kvinder ikke kan kvalificere sig til de betydningsfulde stillinger i medierne”.
For eksempel diskvalificerede det ikke mænd fra ledelse at køre plakatfuld ind i en betonklods, skide på gulvet hos en medarbejder og tørre røv i gardinerne eller smide hundredvis af millioner væk på dødfødte aviseventyr.
Nå, nok med eksempler fra det virkelige liv. Tilbage til Christiansborg. Her har man travlt med at slå muslimer i hovedet med, at vi er bedre en dem. Blandt andet fordi muslimerne ikke har ligestilling lige som os.
Hvis der på et tidspunkt skulle opstå en pause i det vigtige arbejde, og hvis man skulle lave en enkelt lovændring, som kunne føre Danmark tilbage som førende ligestillingsnation, så ville det være øremærket barsel til mænd. Man ville til og med få opbakning fra 68 procent af de højtuddannede magistre, som man kan læse i den seneste udgave af Magisterbladet.
Efter denne heroiske gerning kan Bertel Haarder og de andre godt lægge sig i hængekøjen og skælde ud på muslimer igen.
