It’s the inequality, stupid!
"Vi glemmer det ofte, men vi kan faktisk noget. Lad os styrke det. Ellers knækker Danmark også over i rig og fattig og ender i en sump af verdensforskrækket protektionisme", skriver redaktør Jakob Elkjær.
Sikke et svineheld. Nogle gange er det let at være redaktør. Det viser sig nemlig, at magasinet The Economist i januar skrev en leder om efteruddannelse og livslang læring – som jeg nærmest kan stjæle ord for ord til dette nummer af Magisterbladet. Man bliver helt varm om hjertet.
The Economist skriver på baggrund af sit eget tema om livslang læring, at samfundet vil falde fra hinanden i stadig større ulighed og splittelse, hvis ikke regeringerne sætter sig i spidsen for en ny uddannelsesrevolution. De folkevalgte bør satse på efteruddannelse i et omfang, der er så monumentalt og samfundsforandrende, at det kan sammenlignes med uddannelsesrevolutionen i det 19. og 20. århundrede!
Hvad er det, som får en af de frie markedsmekanismers fremmeste fortalere, The Economist, til at lyde som skandinaviske betonsocialdemokrater? Svaret er ret enkelt. The Economist ser den stigende ulighed mellem rig og fattig som en trussel mod selve den markedsøkonomiske og demokratiske samfundsorden. Man har forstået, at hvis ikke de demokratiske økonomier kan levere en verden, som er bedre for de fleste, så baner man vejen for stærke mænd og protektionisme. Og det er jo ikke så godt, hvis man er sådan rigtig liberal.
Det er den hurtige udvikling på arbejdsmarkedet med robotter og automatisering, som kalder på en uddannelsesrevolution. Det er ikke længere nok at uddanne sig længe i den første del af livet, når arbejdsmarkedet ændres så hurtigt og så radikalt. Folk er nu nødt til at få nye færdigheder igennem hele livet, hvis de skal have et godt job.
Hvis vi overlader efteruddannelse til markedet alene, så vil udviklingen blive bibelsk, i den forstand at “den, som har, ham skal der gives”, mens fanden tager de sidste. Kun de i forvejen højtuddannede, de boglige og de højtlønnede vil få efteruddannelse, skriver The Economist.
“Hvis det 21. århundredes økonomier ikke skal skabe en massiv underklasse, så er det af største nødvendighed, at politikerne får udarbejdet en plan for, hvordan vi lærer, mens vi arbejder”, lyder det.
Magisterbladets undersøgelse i dette nummer viser, at det ikke blot er de ufaglærte, der er udfordret. Faktisk er det flertallet af medlemmerne i Dansk Magisterforening, som ikke har været på efteruddannelse de seneste tre år. Og tallet er steget fra 43 procent for tre år siden. Det skyldes bl.a., at arbejdsgiverne ikke har råd, ikke prioriterer og sjældent har en plan for, hvad de vil med efteruddannelse.
Samtidig er der en meget tydelig efteruddannelsesmæssig elite. 35 procent af dem, der har været på efteruddannelse, har været det tre eller flere gange på tre år, og fem procent af alle har fået efteruddannelse for mindst 100.000 kr. de seneste tre år.
The Economist efterlyser en Singapore-model, hvor hver enkelt borger får et beløb af det offentlige til efteruddannelse. Men markedsøkonomiens fanebærer skamroser også direkte det danske trepartssamarbejde, hvor arbejdsgivere, arbejdstagere og regering sammen finder løsninger. Og man er helt oppe at køre over flexicurity og overenskomster med betalt adgang til efteruddannelse.
Vi glemmer det ofte, men vi kan faktisk noget. Lad os styrke det. Ellers knækker Danmark også over i rig og fattig og ender i en sump af verdensforskrækket protektionisme.
The Economist skriver på baggrund af sit eget tema om livslang læring, at samfundet vil falde fra hinanden i stadig større ulighed og splittelse, hvis ikke regeringerne sætter sig i spidsen for en ny uddannelsesrevolution. De folkevalgte bør satse på efteruddannelse i et omfang, der er så monumentalt og samfundsforandrende, at det kan sammenlignes med uddannelsesrevolutionen i det 19. og 20. århundrede!
Hvad er det, som får en af de frie markedsmekanismers fremmeste fortalere, The Economist, til at lyde som skandinaviske betonsocialdemokrater? Svaret er ret enkelt. The Economist ser den stigende ulighed mellem rig og fattig som en trussel mod selve den markedsøkonomiske og demokratiske samfundsorden. Man har forstået, at hvis ikke de demokratiske økonomier kan levere en verden, som er bedre for de fleste, så baner man vejen for stærke mænd og protektionisme. Og det er jo ikke så godt, hvis man er sådan rigtig liberal.
Det er den hurtige udvikling på arbejdsmarkedet med robotter og automatisering, som kalder på en uddannelsesrevolution. Det er ikke længere nok at uddanne sig længe i den første del af livet, når arbejdsmarkedet ændres så hurtigt og så radikalt. Folk er nu nødt til at få nye færdigheder igennem hele livet, hvis de skal have et godt job.
Hvis vi overlader efteruddannelse til markedet alene, så vil udviklingen blive bibelsk, i den forstand at “den, som har, ham skal der gives”, mens fanden tager de sidste. Kun de i forvejen højtuddannede, de boglige og de højtlønnede vil få efteruddannelse, skriver The Economist.
“Hvis det 21. århundredes økonomier ikke skal skabe en massiv underklasse, så er det af største nødvendighed, at politikerne får udarbejdet en plan for, hvordan vi lærer, mens vi arbejder”, lyder det.
Magisterbladets undersøgelse i dette nummer viser, at det ikke blot er de ufaglærte, der er udfordret. Faktisk er det flertallet af medlemmerne i Dansk Magisterforening, som ikke har været på efteruddannelse de seneste tre år. Og tallet er steget fra 43 procent for tre år siden. Det skyldes bl.a., at arbejdsgiverne ikke har råd, ikke prioriterer og sjældent har en plan for, hvad de vil med efteruddannelse.
Samtidig er der en meget tydelig efteruddannelsesmæssig elite. 35 procent af dem, der har været på efteruddannelse, har været det tre eller flere gange på tre år, og fem procent af alle har fået efteruddannelse for mindst 100.000 kr. de seneste tre år.
The Economist efterlyser en Singapore-model, hvor hver enkelt borger får et beløb af det offentlige til efteruddannelse. Men markedsøkonomiens fanebærer skamroser også direkte det danske trepartssamarbejde, hvor arbejdsgivere, arbejdstagere og regering sammen finder løsninger. Og man er helt oppe at køre over flexicurity og overenskomster med betalt adgang til efteruddannelse.
Vi glemmer det ofte, men vi kan faktisk noget. Lad os styrke det. Ellers knækker Danmark også over i rig og fattig og ender i en sump af verdensforskrækket protektionisme.
