I lommen på mor og far

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Hvis pengene fosser ud af statskassen, så lad de unge betale. Hvis topskatten skal ned, så lad de unge betale. Hvis dagpengesystemet skal repareres, så lad de unge betale. Når bankerne har været for grådige, så lad de unge betale. 
I dette nummer af Magisterbladet viser vi, hvordan danskere over 60 år bliver rigere, mens unge under 40 år bliver fattigere. Og det uanset om vi kigger på formue, disponibel indkomst eller boligform. Og det bliver værre, når den seneste buket af “reformer” kommer oven i hatten.

SU til hjemmeboende er netop blevet barberet kraftigt, dimittendsatsen for ikkeforsørgende ryger ned til 71,5 procent af de maksimale dagpenge. Og regeringen planlægger ovenikøbet at sætte kontanthjælpen til unge under 30 år kraftigt ned. 
Jeg har en idé til nogle dogmeregler, næste gang der bliver nedsat en kommission eller et udvalg bestående af folk fra organisationer, erhvervsliv og universiteter:

Arbejdet må ikke ende med, at I kommer frem til, at sådan nogle som jer selv skal have mere, fordi den højtlønnede middelklasse bedst motiveres af flere penge.

Arbejdet må heller ikke ende med, at I kommer frem til, at de andre – de unge, de arbejdsløse og indvandrerne – bedst motiveres ved at få færre penge.

Når der skal ryddes op efter banker eller letsindige finansministre, så må det ikke være en naturlov at lade dem, der i forvejen har mindst, betale. De stærkeste skuldre skal bære de tungeste læs.

FN’s netop vedtagne udviklingsmål gælder ikke bare for de varme lande, men også for Danmark, og dem skal vi følge. De forpligter blandt andet til at mindske uligheden, så de fattigste 40 procent i de enkelte medlemslande får en større indkomstfremgang end befolkningen som helhed.

Men det kommer jo ikke til at ske, vel? For det ville jo være politisk selvmord at lade boligejerne, fastansatte og højtlønnede betale.

Processen omkring dagpengereformen har blotlagt, at det danske demokrati er et insiderdemokrati. Når man sætter arbejdsgivere, fagbevægelse og universitetsfolk sammen, så bliver de enige om at holde hånden under kernetropperne, som består af de ældre og de fastansatte. De bliver også enige om at lade de unge betale regningen – igen. Og de får desværre ikke tid til at forholde sig til de løse ansættelsesformer, som mange unge lever med. Det må i udvalg.

Og når sagen kommer på politikernes bord, så giver de den lige et ekstra nøk og lader de unge betale endnu mere.
Der har langtfra været et ramaskrig i den offentlige debat af den grund. At dømme efter de spredte protester skulle man tro, at den lave dimittendsats kun rammer universitetskandidater. Men den rammer også kandidater fra professionshøjskolerne og erhvervsskolerne. Elektrikere, metalarbejdere, teknikere osv.

De ældre har solgt de yngre.

Aldrende fagforeningsbosser sidder rundt om mahognibordene i den dunkle PH-lampebelysning og undrer sig såre. Hvorfor er de unge så individualiserede? Hvorfor tænker de ikke lidt mere på fællesskabet? Hvorfor melder de sig ikke ind i en fagforening? Ja, det er vel nok underligt.