Blog: Højtuddannede elsker lighed
De politikere, der kritiserer højtuddannede for at trække Danmark skævt, burde feje for egen dør. Det er politikkerne og ikke de højtuddannede som systematisk har trukket Danmark skævere de seneste 20 år, skriver Magisterbladets redaktør Jakob Elkjær.
Akademikere øger uligheden og undergraver arbejderklassen. De seneste år er kritikken haglet ned over de højtuddannede. Deres kolde hænder holder i regneark, der ødelægger de varme hænders gode arbejde med borgerne. Og når de varme hænder så er blevet slidte og gigtramte, så vil de højtuddannede ikke engang give dem ret til tidlig pension.
Den heftige akademikerkritik er primært kommet fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, men Venstre bruger også retorikken om kolde og varme hænder.
Hvor Socialdemokratiet ellers historisk set har bygget bro mellem højtuddannede og ufaglærte, så har en række socialdemokratiske folketingsmedlemmer valgt en populistisk vej, hvor man graver grøfter mellem lønmodtagere.
Et eksempel er Socialdemokratiets Kaare Dybvad, som i maj 2017 udkom med en debatbog, der allerede i titlen uddelte en ordentlig endefuld: “De lærdes tyranni – Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund”. Den fik ikke for lidt. De højtuddannede “øger uligheden og forringer forholdene for de brede lag i samfundet”, skrev Kaare Dybvad.
Det er og var helt enkelt bare forkert.
Det er nemlig politikerne selv, der de seneste 20 år har foreslået og vedtaget reformer, som har gjort Danmark mere ulige. Professorerne Bent Greve og Jørgen Goul Andersen har sammen med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tidligere i Magisterbladet udpeget de 16 reformer, som har skabt mest ulighed i Danmark siden 2001.
Det var således Socialdemokratiet i den Helle Thorning-ledede regering, der stod bag kontanthjælpsreformen i 2013, lavere regulering af sociale ydelser, SU-forringelser, en markant indskrænkning af førtidspensionen og ikke mindst topskattelettelser. Socialdemokratiet øgede uligheden og skyder skylden på de højtuddannede. Det er vist at rette smed for bager.
Det var ikke de højtuddannede, der gennemførte reformerne. Det var politikerne. Det er da rigtigt, at arbejdsgivernes økonomer har talt for øget ulighed, og der er selvfølgelig nogle jurister, økonomer og cand. scient.er, der som embedsmænd har udført det nødvendige papirarbejde, men det skal embedsmænd jo. Sådan er vores demokrati opbygget.
Og hvis det er de højtuddannedes skyld internt hos Socialdemokratiet, så må partiet jo arbejde for at få en parlamentarisk sammensætning, der repræsenterer vælgerne bedre.
Dansk Folkeparti har systematisk stemt for velfærdsforringelser siden 2001 i bytte for stramninger på udlændingepolitikken. Hele 13 ud af 16 reformer, der har øget uligheden, har Dansk Folkeparti stemt for. Næsten lige så mange som Venstre og De Konservative, som har stemt for dem alle. Det er fx ikke de højtuddannedes skyld, at dagpengeperioden er halveret og optjeningskravet fordoblet. Det er Dansk Folkepartis skyld.
Faktisk ville samfundet være mere lige, hvis de højtuddannede bestemte. For de bekymrer sig nemlig mindst lige så meget om den stigende økonomiske ulighed som resten af befolkningen. Det viste en Gallup-måling i forbindelse med udgivelsen af Kaare Dybvads bog. I undersøgelsen svarede 54 procent af de højtuddannede, at uligheden mellem rig og fattig er et problem i dagens Danmark – mens 51 procent af hele befolkningen havde den holdning.
Når politikerne sætter lus i skindpelsen mellem forskellige grupper af lønmodtagere, så er det en del af en ansvarsfraskrivelse uden sidestykke. Under OK 18 så vi, at sammenhold i fagbevægelsen på tværs af uddannelsesskel kan styrke lønmodtagerne. Splittelse derimod underminerer selvfølgelig lønmodtagerne. Det burde sige sig selv.
Den heftige akademikerkritik er primært kommet fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, men Venstre bruger også retorikken om kolde og varme hænder.
Hvor Socialdemokratiet ellers historisk set har bygget bro mellem højtuddannede og ufaglærte, så har en række socialdemokratiske folketingsmedlemmer valgt en populistisk vej, hvor man graver grøfter mellem lønmodtagere.
Et eksempel er Socialdemokratiets Kaare Dybvad, som i maj 2017 udkom med en debatbog, der allerede i titlen uddelte en ordentlig endefuld: “De lærdes tyranni – Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund”. Den fik ikke for lidt. De højtuddannede “øger uligheden og forringer forholdene for de brede lag i samfundet”, skrev Kaare Dybvad.
Det er og var helt enkelt bare forkert.
Det er nemlig politikerne selv, der de seneste 20 år har foreslået og vedtaget reformer, som har gjort Danmark mere ulige. Professorerne Bent Greve og Jørgen Goul Andersen har sammen med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tidligere i Magisterbladet udpeget de 16 reformer, som har skabt mest ulighed i Danmark siden 2001.
Det var således Socialdemokratiet i den Helle Thorning-ledede regering, der stod bag kontanthjælpsreformen i 2013, lavere regulering af sociale ydelser, SU-forringelser, en markant indskrænkning af førtidspensionen og ikke mindst topskattelettelser. Socialdemokratiet øgede uligheden og skyder skylden på de højtuddannede. Det er vist at rette smed for bager.
Det var ikke de højtuddannede, der gennemførte reformerne. Det var politikerne. Det er da rigtigt, at arbejdsgivernes økonomer har talt for øget ulighed, og der er selvfølgelig nogle jurister, økonomer og cand. scient.er, der som embedsmænd har udført det nødvendige papirarbejde, men det skal embedsmænd jo. Sådan er vores demokrati opbygget.
Og hvis det er de højtuddannedes skyld internt hos Socialdemokratiet, så må partiet jo arbejde for at få en parlamentarisk sammensætning, der repræsenterer vælgerne bedre.
Dansk Folkeparti har systematisk stemt for velfærdsforringelser siden 2001 i bytte for stramninger på udlændingepolitikken. Hele 13 ud af 16 reformer, der har øget uligheden, har Dansk Folkeparti stemt for. Næsten lige så mange som Venstre og De Konservative, som har stemt for dem alle. Det er fx ikke de højtuddannedes skyld, at dagpengeperioden er halveret og optjeningskravet fordoblet. Det er Dansk Folkepartis skyld.
Faktisk ville samfundet være mere lige, hvis de højtuddannede bestemte. For de bekymrer sig nemlig mindst lige så meget om den stigende økonomiske ulighed som resten af befolkningen. Det viste en Gallup-måling i forbindelse med udgivelsen af Kaare Dybvads bog. I undersøgelsen svarede 54 procent af de højtuddannede, at uligheden mellem rig og fattig er et problem i dagens Danmark – mens 51 procent af hele befolkningen havde den holdning.
Når politikerne sætter lus i skindpelsen mellem forskellige grupper af lønmodtagere, så er det en del af en ansvarsfraskrivelse uden sidestykke. Under OK 18 så vi, at sammenhold i fagbevægelsen på tværs af uddannelsesskel kan styrke lønmodtagerne. Splittelse derimod underminerer selvfølgelig lønmodtagerne. Det burde sige sig selv.
