Iværksætter: Jeg troede, fastansatte var bange for at tage ansvar

Gennem 20 år har jeg gang på gang påstået, at det med at være selvstændig eller freelancer blot er en konstruktion af arbejdslivet, og at det derfor for mig ikke har været angstprovokerende at påtage mig ansvaret for at ”tjene mine egne penge”.

Jeg har hele vejen gennem dette blandede arbejdsliv nydt friheden til at kunne takke ja eller nej til forskellige projekter.

Friheden til at arbejde, hvor og når det passede mig.
Friheden til at bringe og hente børn på den blide måde.
Friheden til lange ferier betalt af lange arbejdsuger.
Friheden til selv at tage både beslutningerne og ansvaret for dem.
Friheden til at kunne opsige opgaver, som ikke gav mening.

Og jeg har hele vejen igennem ment og oplevet, at denne frihed har haft langt højere værdi end sikkerheden for en bestemt indkomst.

I de seneste år har mit største enkeltstående projekt bestået af en deltidsstilling hos Thisted Kommune, som ovenikøbet på et tidspunkt blev ”fast”. Jeg har dog også i disse år betragtet mig selv som selvstændig, som havde en enkelt stor kunde, der lagde beslag på en stor del af min arbejdstid – og som selv sørgede for faktureringen gennem ”noget, der hedder løn”.

Jeg har gang på gang opfordret folk med gode ideer til at prøve dem af på egen hånd – som selvstændig. Og jeg har gang på gang mødt mennesker, som ikke har turdet. Jeg har opfattet det som en slags angst for at klare sig selv – en angst for ansvar.

Dette indskrænkede syn på mine medmennesker har jeg nu fået lejlighed til at nuancere.

Jeg har her i sommer ladet mig konstituere i en sektionslederstilling på fuld tid – stadig i Thisted Kommune.

Og jeg må indrømme, at denne nye arbejdssituation udfordrer mit selvbillede. Jeg skal nu møde på job 37 timer pr. uge, og jeg har tre niveauer af chefer over mig – og dertil en politisk ledelse.

Jeg har lige måttet lade en spændende mulighed for to ugers aflønnet kajaktur i Norge passere. Jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg kunne have gaflet opgaven, men hvis ikke jeg var bundet til mit nye lederjob, ville jeg helt klart have forsøgt.

Heldigvis er min nye opgave rigtig spændende, og heldigvis ligger den inden for et område, som jeg er dygtig til, som jeg ønsker at dyrke, og som giver masser af mening i min tilværelse. Og så har jeg – ikke mindst – et glimrende hold af kompetente medarbejdere at holde styr på.

Men selvom jeg kun er konstitueret ”indtil videre”, som det hedder i min kontrakt, føler jeg, at jeg har taget et stort spring.

Jeg er sprunget ud i lønmodtagertilværelsen…

Jeg håber, det kan bære, men ellers kan jeg da heldigvis altid falde tilbage på mine mange års erfaring med at skabe mine muligheder selv.

Jeg går naturligvis helhjertet ind i min nye funktion, men jeg bevarer mit blik for de gode sider ved at stå på egne ben. Og her på bloggen vil jeg fortsat dele mine atypiske erfaringer og komme med mine bud på forbedringer for de atypiskes vilkår – selvom jeg altså nu må erkende, at jeg er blevet ”typisk ansat”. Jeg forholder mig nysgerrigt til min nye situation og ser den også som en mulighed for at sammenligne det typiske og det atypiske.

Hvis jeg ved tidligere lejligheder har fremstået mere eller mindre fordømmende over for folk, som har haft bekymringer omkring at se sig selv som selvstændig, lover jeg, at det nu er forbi. Jeg indser, at det ikke nødvendigvis er en angst for ansvar, men måske nærmere en sund og naturlig modstand mod et forandret selvbillede. Præcis som jeg selv føler det netop nu.

Tak til mine chefer i Thisted Kommune for at give mig den oplevelse og erkendelse.