Hvordan ændrer vi vores vaner? Der skal mere end politik og gode hensigter til

Når det går så langsomt med den grønne omstilling, skyldes det ikke klimaskepsis eller mangel på miljøvenlige holdninger.

Langt de fleste ved rigeligt om emnet, og et stort flertal støtter vidtgående klimatiltag og ønsker at ændre deres egen adfærd.

Det er omsætningen i handling, det kniber med, på alle niveauer. Politikerne er bange for at gøre ting, der ellers burde være flertal for, for eksempel omlægge landbruget eller satse på offentlig transport. De undlader endog at foreslå det, der er nødvendigt for at nå de overordnede målsætninger, som de selv har vedtaget. Kommer det trods alt til konkrete initiativer, møder de modstand, når de bliver mærkbare i folks dagligdag.

Alle vil have vindmøller, bare ikke i deres egen baghave. Genbrugsløsninger slår ikke igennem i praksis. Meget få formår at ændre deres forbrugsmønster og transportvaner, så de virkelig afspejler deres grønne sindelag.

Viden gør umiddelbart ikke den store forskel

Mange er klar over, at vi som individer har svært ved at ændre adfærd, men mener, at det derfor må dreje sig om styre gennem lovgivning. Men selv om politiske tiltag er nødvendige, er de ikke tilstrækkelige.

Fordi omsætningen af de politiske beslutninger er så træg og vanskelig, må man også se på, hvad der kan gøres for at få det enkelte menneske til at spille med. Ellers vil det gå for langsomt.

Hvis klimakrisen ikke bare skal være en anledning for humanister til at beskæftige sig med eller reklamere for det, de selv værdsætter – kultur, oplysning, bevidstgørelse, uddannelse – må de indse, at viden, holdninger og intentioner ikke umiddelbart gør den store forskel.

De må begynde at interessere sig for, hvordan man faktisk kan skabe adfærdsændringer. Men heller ikke viden om, hvordan man kan påvirke menneskelig adfærd, er i sig selv tilstrækkelig.

Det drejer sig ikke kun om, hvad der kan skabe forandring, men også om, hvorvidt det er acceptabelt og hvad det vil betyde for vores livskvalitet, selvforståelse og samfundsliv. Der er næppe grund til at frygte et klimadiktatur, og politikernes tøven er nok udtryk for overdreven bekymring for, hvad befolkningen vil gå med til og hvad samfundet kan holde til af større ændringer.

Tvang virker mindre godt end lyst

Men bekymringen er ikke grundløs. En hastigt gennemtvungen grøn omstilling kan skabe økonomisk og social ulighed, mindske mangfoldigheden i livsformer og værdier og fremkalde de samme eksistentielle og samfundsmæssige chok- og trodsreaktioner, som kendes fra andre store samfundsomvæltninger.

En hurtig og effektiv grøn omstilling kræver accept af og identifikation med de tiltag, der sættes i værk.

Tvang virker mindre godt end lyst og indre motivation. Så selv om situationen er så alvorlig, at den kunne retfærdiggøre drastiske tiltag og tillade at se stort på, hvad enkelte individer og grupper måtte bryde sig om, er der ikke bare etiske, men også praktiske grunde til, at man bør forsøge at give den grønne omstilling et menneskeligt ansigt.

Adfærdsforskningen viser klart, at viden, holdninger og hensigter ikke driver værket. Desværre er den mindre entydig, når det kommer til at sige, hvad der virker. Adfærdsdesign og nudging har været fejret som et hurtigt fiks. Men bortset fra det kan give anledning til moralske skrupler, har effektiviteten og anvendeligheden heller ikke vist sig at være helt så stor som håbet.

Hvad der virker i en sammenhæng, virker ikke nødvendigvis i en anden. De mange tilsyneladende succeshistorier beror til dels på publikationsbias, tendensen til at man heller vil publicere positive end negative resultater.

En kompleks opgave

Det er komplekst og langt fra så let som mange tror. Men det ikke slet ikke umuligt. Den begrænsede succes med adfærdsdesign viser, at det er nødvendigt at anlægge en helhedsbetragtning.

Selv om mange humanister overdriver den umiddelbare virkning af oplysning og kulturel sindelagspåvirkning, har de ret i, at kultur og værdier betyder meget. Og forskningen giver på mange måder grund til optimisme og noget at arbejde konstruktivt med.

Meget tyder på, at vi vil kunne opretholde en rigeligt høj livskvalitet, selv om vi bliver nødt til at reducere vores forbrug og i det hele taget ændre vores liv.

Adfærdsforskningen viser, at man med vedholdenhed og støtte fra andre kan ændre vaner og dermed også komme til at synes om at gøre det, som umiddelbart var en imod.

Sådan set bekræfter den det, der har været kendt i filosofien fra Aristoteles og frem til den klassiske dannelsestænkning: Det drejer sig om at udvikle menneskers værdier, glæder og tilbøjeligheder, så de vænner sig til at gøre det rigtige.

Vigtigheden af tilpasning og tilvænning er gledet ud af den nyere dannelsestænkning, som har privilegeret autonomi, refleksion og rationel diskussion og nedvurderet følelser, vaner og gruppepres. Hvis den grønne omstilling skal være hurtig og effektiv og samtidig til at leve med, kræver det en tilgang der er humanistisk, men samtidig realistisk.

I mit DM-online-foredrag 14. september 16.00-17.30 'Veje til bæredygtig adfærd' kommer jeg nærmere ind på hvad filosofi, psykologi og adfærdsforskning siger om mulighederne for en vellykket grøn omstilling.