Humaniora som prügelknabe

Kommentatorer og analytikere, der tjener til brødet ved at udlægge politiske begivenheder for uindviede læsere og lyttere, fortæller os, at Morten Østergaards nye post som skatteminister er en ”forfremmelse”. Heraf kan man udlede, at det i dagens Danmark er væsentligt mere betydningsfuldt at have ansvar for skat end for uddannelser og forskning. Det kan godt undre, for i virkeligheden er der vel ikke noget, der har mere vidtrækkende konsekvenser for vores samfund end uddannelsespolitikken. Og her er der aktuelt rigtig meget på spil.

I Produktivitetskommissionens delrapport om uddannelserne, der kom lige før jul, har humaniora fået rollen som prügelknabe. Der er alarmerende meldinger om stabil overledighed, lav livsindkomst og lav produktivitet. De generaliserende udmeldinger er blevet grebet med kyshånd af medier, visse politikere og erhvervsorganisationer, der har brilleret med absurde påstande om, at ligeglade humanister er skyld i landets sørgeligt lave produktivitet. For at styrke produktiviteten foreslås det så, at kommende studerende skal skræmmes fra at søge ind på en humanistisk uddannelse gennem skrappere dimensionering, lavere SU og/eller brugerbetaling.

Dykker man ned i tallene i kommissionsrapporten, holder de grove generaliseringer imidlertid ikke. Der er overledighed på nogle humanistiske uddannelser, men ikke på de klassiske humanistiske fag. Det vil derfor på alle måder være galimatias at gå benhårdt efter humaniora. Om det nu er det, rektorerne påtænker i deres nye meldinger om en dimensionering baseret på ledighedstal, fremgår ikke klart. Men det er under alle omstændigheder bekymrende, at universitetsledelserne tilsyneladende er parate til at adgangsbegrænse efter ledighedstal. At de gør det for at undgå noget, der er værre, nemlig et taxameter baseret på beskæftigelsesgraden blandt dimittenderne, er sådan set forståeligt nok.

Men det er alligevel trist, at de ikke har mod til at gå imod. For adgangsbegrænsning af den art indebærer stor risiko for at skævvride og gå helt galt af behovet på fremtidens arbejdsmarked. Det er altså ikke klogt at udforme optagelseskriterier efter bakspejlsprincipper. Arbejdsmarkedet ændrer sig konstant og stadig hurtigere. Derfor burde universitetsledelserne i stedet ranke ryggen og lade politikerne vide, at det eneste holdbare kriterium for optagelsestal er universitetets kapacitet til at give kvalitetsuddannelser gennem studieforløb, der udfordrer hver enkelt studerende til det yderste af vedkommendes potentiale.

Man må tro, at universitetsledelserne ikke har tillid til, at de kan argumentere stærkt nok for et taxametersystem, der først og fremmest fremmer kvalitet, eller at en uddannelses kvalitet ikke kan reduceres til et spørgsmål om ledigheden blandt kandidaterne. Men faktisk kunne de nøjes med at citere en temmelig overset, men meget vigtig folketingsbeslutning fra december 2013.  Alle folketingets partier har her erklæret, at ”kvalitet er, når alle studerende bliver udfordret til at udfolde deres potentiale til det yderste og ansvarsfuldt leverer deres ypperste præstationer gennem hele studiet. Kvalitet handler om almen dannelse og høj faglighed, om tid til fordybelse og god undervisning og om den studerendes evne til at tænke selvstændigt, kritisk reflekterende og tværdisciplinært”.

Hvis partierne mener, hvad de har besluttet her, bliver al tale om kvalitet som snæver arbejdsmarkedsrelevans og aktuelle ledighedstal jo helt meningsløs. Og følgelig også truslen om et beskæftigelsesgradstaxameter.