Horder af flittige bier
I den forgangne uge kom jeg for skade at udtale til pressen, at den nye dille med honningbier i byerne intet godt gjorde for naturen og biodiversiteten. Min kritik går sikkert i glemmebogen, for vi mennesker foretrækker nu engang at dyrke vores forestillinger frem for at revidere dem i lyset af viden. Når der er noget, vi gerne vil tro på, er der faktisk ikke grænser for, hvor meget vi snyder på vægten.
En af de store fælles forestillinger om livet og naturen synes at være, at livet har en mening, og at vi alle er betydningsfulde. I vores kultur er meningen og forpligtelsen formuleret som sundhed og arbejde. Vi mennesker kan gøre os fortjent til at være her ved at arbejde hårdt og leve sundt og længe.
Nu vi taler om natur, har det været notorisk svært for naturelskere at få beslutningstagerne til at passe på biodiversiteten, tilsyneladende var alle alligevel ikke lige betydningsfulde! For hvad skulle de mange sære arter egentlig gøre godt for? Biologernes svar på det spørgsmål har i nyere tid oftere og oftere været, at biodiversiteten er vores livsforsikringspolice. Ud fra denne forestilling hænger Jorden sammen i et enestående komplekst netværk, hvor alle arter har en ganske særlig betydning for helheden. Vi skal altså bevare biodiversiteten, fordi jorden bryder sammen uden. Mange store forskningsprojekter har de senere årtier forsøgt at sætte beløb på værdien af biodiversitetens tjenester. Et af de foretrukne eksempler på nyttig biodiversitet er bierne, som bestøver planterne, ikke mindst afgrøderne på markerne og i plantagerne, og på den måde understøtter os mennesker.
Det er derfor svært at forestille sig nogen bedre ambassadør for vores forestillinger om livet end honningbien: Honningbiens samfund er bygget op næsten ligesom vores eget Danmark – med en masse flittige arbejdere og en dronning – og bierne arbejder flittigt fra morgen til aften uden at brokke sig. Bierne skaber en nyttig produktion af honning, og hvis bare man sørger godt for velfærden i bistadet, så vil der være vækst og fremgang. Vi mennesker kan, som Herrens hyrder, sørge for, at bierne har det godt.
I direkte forlængelse af ovenstående, og under navne som ”Bistad”, ”BeeLiving” og ”Bybi”, er foreninger og firmaer med speciale i biavl i byerne blomstret op i de senere år. Der er typisk tale om sociale initiativer, som inkluderer udsatte grupper af mennesker. I alle tilfælde argumenterer projekterne dog for, at bierne bidrager til at understøtte naturen i byerne. Og idéen fænger – alle synes det lyder genialt, og ingen føler trang til at tænke sig om eller undersøge sagen.
Desværre gør tambierne ikke anden gavn, end den honning vi høster og de æbler, der bliver bestøvet. Det er fint, men det tæller ikke for den vilde natur. Biodiversiteten i byerne omfatter ellers de vilde bier, lige fra humlebier til jordbier, hvepsebier og vejbier. Der findes 283 forskellige arter i Danmark, og mange er truet på grund af mangel på blomster og redesteder. For nogle af de vilde bier er byerne et fristed, fordi der er flere blomster og redesteder end ude i landbrugslandet. Hvis vi vil gøre noget for de vilde bier, så skal vi give plads til endnu flere blomster i byen, i stedet for græsplæner, og redesteder i form af uforstyrrede jordvolde, stendiger, kvasbunker, døde træer og varm, tør jordbund. Det ville for resten være en håndsrækning til mange andre arter. Honningbien derimod er et banalt husdyr, som i bedste fald kan inspirere byboer til at plante flere blomster, og som i værste fald jager de små vilde bier væk fra blomsterne.
