Herremænd og daglejere

Herremændene værdsatte naturens skønhed, ikke mindst de store jagtbare arter. Mange steder kan vi takke dem for, at vi stadigvæk har rester af gammel skovnatur og oprindelige bestande af krondyr. Selvom herskaber og herligheder var et godt match, var forvaltningen næppe præget af nogen dyb indsigt i naturens mangfoldighed.

I vore dage findes der stadig store godsejere, mens kongens besiddelser er overgået til staten og lagt i hænderne på Naturstyrelsens skovridere. Og så er der kommet en helt ny slags herremænd i landskabet. Store formuer, grundlagt i industrisamfundet, er ved arv eller fondsdannelse gået til opkøb af enestående naturområder. Forvaltningen af disse områder har formet sig efter fundatser og personlige præferencer.

Jorddrotterne tæller altså skovridere, adelige, nyrige, fondsbestyrelser og deres forvaltere. Forvalterne er helt typisk rekrutteret blandt forstkandidater eller agronomer, som har en lang og kvalificeret uddannelse i at forvalte naturressourcer med produktion for øje. Til gengæld er deres viden om Danmarks biodiversitet ofte stærkt begrænset. Det er skidt, for produktion og natur går sjældent hånd i hånd, og mange steder er der gået enestående natur tabt som følge af skovdrift og omlægning af lysåben natur.

Vore dages daglejere er naturhistorikerne. Naturhistorikerne lever og ånder for mangfoldigheden i naturen. De interesserer sig for svampe, mosser, laver, sommerfugle, biller, guldsmede, fugle, padder, krybdyr og pattedyr, og de investerer deres fritid i at lære naturen at kende. De får en enestående indsigt i udbredelsen af arterne, og de opdager, hvordan arealanvendelsen i skovene og det åbne land medfører, at stadig flere arter bliver stadigt sjældnere. De mange spændende arter i den danske natur kan ikke nyttiggøres. Derfor har naturhistorien lav status. Nogle af naturhistorikerne sidder på landets universiteter og museer eller ude i kommuner og skovdistrikter, andre dyrker interessen i fritiden.

Naturhistorikerne tilbydes kilometerpenge og andre små godbidder for at komme og kortlægge herremændenes naturværdier og derved bekræfte dem i, at netop deres besiddelser er enestående. Eftersom naturhistorikerne brænder for naturen, takker de ofte ja. Men når der skal træffes vidtgående beslutninger om nyerhvervelser, naturgenopretning eller daglig drift, så foregår det som oftest i en snæver kreds af herremænd og forvaltere. Og forvaltere, ingeniører og advokater betales godt for at implementere beslutningerne. Der er en opblødning på vej, tror jeg, en begyndende vilje til at inddrage naturhistorien, men det går langsomt.

Lad os takke herremændene for at have haft blik for herlighedsværdierne - og penge nok til at købe danske naturområder fri fra intensivt landbrug og skovbrug. Og lad os samtidig skose herremændene for ikke at invitere naturhistorikerne med, når de afgørende beslutninger skal træffes og føres ud i livet. Den type medinddragelse er helt nødvendig, hvis man bekymrer sig om det forunderlige liv. Det lykkedes ikke i nationalparkernes bestyrelser og råd, der endte som en broget samling af patientforeninger. Lad os håbe, at det lykkes at få naturhistorien stærkt repræsenteret i en kommende national naturfond. Hvis de næste generationer også skal kunne nyde en rig natur, er det på høje tid.