Humaniora er både refleksion og innovation

Lad mig denne gang begynde med velfortjent ros. 

Det Frie Forskningsråd har fornylig offentliggjort en ny publikation ”Innovation, refleksion og sammenhængskraft”, hvor de har samlet seks velvalgte og interessante cases, som viser, hvordan humanistiske forskningsideer bidrager til erhvervslivet, lovgivningen, den offentlige sektor, forskningsbaseret uddannelse og udviklingen af kulturelle dynamikker i samfundet.

Det er et rigtig godt tiltag, og jeg kan på det varmeste anbefale at læse publikationen, som aktualiserer diskussionen om, hvad humaniora er. Her ser jeg nemlig i øjeblikket en uheldig tendens til polarisering mellem fremtrædende opfattelser i den offentlige debat.

Hvad kendetegner humaniora?
Traditionelt er humaniora blevet opfattet som videnskabelige analyser af ”de skønne kunster”, som har været rettet mod kendere i samfundseliten. 

Eller også har humaniora været betragtet som ”den kritiske videnskab” – et greb, der har ophøjet humaniora til at være samfundets værdipolitiske smagsdommer, typisk ud fra et konservativt eller kulturradikalt udgangspunkt. 

Og i de seneste år har vi så bevæget os i en helt tredje retning. Her har fokus ikke i så høj grad handlet om, hvad humaniora er, men hvad humaniora kan bidrage med til samfundet ud fra den tilgang, tidligere forskningsminister Helge Sander kaldte ”fra forskning til faktura”.

Man kan utvivlsomt finde masser af eksempler på humanister på de danske universiteter, der forstår sig selv ud fra et af disse tre perspektiver, og som også konkret arbejder ud fra disse, når de forsker, underviser eller indgår i et samarbejde med offentlige og private virksomheder. 

De traditionelle opfattelser af humaniora er altså ikke bare idealtyper, men også praksisser, som humanister lever i, med og af.

LÆS OGSÅ: Rappport: Humaniora er vigtigere end nogensinde

Jeg mener imidlertid, at det er vigtigt for humanioras fremtid, at vi ikke fastholder os selv og hinanden i de traditionelle idealtyper, men tager udgangspunkt i, at humanioras potentiale ligger i den kombination af innovation og refleksion, som ligger bag de tre perspektiver.

Det er for eksempel innovativ refleksion, når en gruppe forskere fra tekno-antropologisk laboratorium på Aalborg Universitet i samarbejde med Teknologirådet analyserer Twitter-data for at forstå offentlighedens bekymringer om vacciner. Eller når en kommunikationsforsker undersøger, hvilken betydning det har for interaktionen mellem sygeplejerske og patient, at de fleste sygeplejersker som følge af effektiviseringer og besparelser i dag bærer en mobiltelefon.

Og det er reflekteret innovation, når en turismeforsker undersøger danskernes forhold til camping og på den baggrund giver campingpladsejere råd om, hvordan de kan udvikle deres produkt i fremtiden. Eller når musikterapeuter viser, at musikterapi kan være et redskab til at nå ind til mennesker med demens, og at det kan reducere angst, apati og aggressiv adfærd samt mindske behovet for medicin.

Jeg er derfor ikke i tvivl om, at hvis vi giver plads til, at humaniora både rummer innovation og refleksion, så vil humaniora være lige så vigtig i fremtiden, som Det Frie Forskningsråd fremhæver, at det er i dag.

LÆS OGSÅ: Musikterapi er effektivt mod stress