Blog: Studieliv 2018 – perfektion, læring og trivsel
Der skal gøres mere for de studerendes trivsel på de videregående uddannelser, skriver Henrik Halkier, dekan på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet.
Den seneste tid har både politikere, fagfolk, forældre og unge selv sat fokus på de unges trivsel. Og med god grund fristes man til at sige, hvis man kigger på de dystre tal.
Knap 49 pct. af de unge, der deltog i Dansk Magisterforenings seneste studielivsundersøgelse, gav udtryk for, at de inden for den seneste måned ofte eller meget ofte havde følt sig nervøse eller stressede. Og værst ser det ud til, at unge kvinder mellem 16 og 24 år har det. 40,5 pct. af dem svarede i Den Nationale Sundhedsprofil 2017, at de har et højt stressniveau.
Det er uhørt høje tal, og advarselslamperne bør derfor blinke. Også i uddannelsessektoren, for det er indlysende, at dårlig trivsel har negativ indvirkning på både læring, udvikling, nysgerrighed og modet til at kaste sig ud i noget nyt.
På den baggrund er jeg ikke i tvivl om, at vi ser en udvikling, vi som samfund må tage alvorligt. Det adresserede den tidligere uddannelses- og forskningsminister også i sin afskedssalut, da han opfordrede til, at vi sætter en ramme, de unge kan finde sig selv i. Og hans efterfølger fulgte i samme spor, da han fornylig rådede de unge til at turde fejle frem for at jagte 12-taller.
De studerende skal trives både fagligt og socialt
På landets universiteter kan vi selvfølgelig ikke alene ændre denne udvikling, men vi kan forsøge at bidrage til løsningen. Et skridt i den retning kunne være at overveje, hvilken studiekultur vi vil fremme, for jeg er ikke i tvivl om, at det nuværende fokus på individualisering er med til at understøtte den dårlige trivsel hos de unge.
Jeg vil i stedet forslå, at vi styrker opmærksomheden på den sociale og faglige inklusion af de studerende på landets uddannelsesinstitutioner. Her bør målet være, at de studerende oplever, at de er en del af et fagligt fællesskab med medstuderende og undervisere, og at de har muligheder for at samarbejde og vidensdele med hinanden. Det er Aalborg-modellen for problembaseret læring, som studerende på Aalborg Universitets (AAU) uddannelser arbejder med, et langt stykke hen ad vejen med til at skabe fundamentet for, men vi må erkende, at det ikke er nok til at modvirke de tendenser, vi ser.
Forsøg skal ændre udviklingen
På Det Humanistiske Fakultet på AAU har vi derfor det sidste år haft et pilotprojekt, hvor vi har gennemført og testet forskellige tiltag, der skal understøtte de studerendes trivsel.
En af aktiviteterne går i den forbindelse ud på at bruge ældre studerende som team-coaches for nye studerende, når de skal samarbejde i projektgrupper. Her er det team-coachenes opgave at få sat fokus på de udfordringer, individer har med at arbejde i grupper, samt at styrke gruppearbejdet og lære de yngre studerende konstruktive måder at håndtere konflikter på. Gode samarbejdsevner opstår nemlig ikke af sig selv i individualiseringens tidsalder, men skal understøttes. På den måde lærer de studerende ikke kun at udnytte den læringssynergi, der opstår i et team, men opnår samtidig vigtige kompetencer til at indgå i samarbejdsrelationer i deres fremtidige arbejdsliv.
Uddannelse italesættes som en olympisk disciplin
I en af de andre aktiviteter har vi fokus på nogle af de studerende, der oplever sig hårdt stressbelastede. Her har vi tilbudt et stresshåndteringsforløb, hvor de studerende lærer teknikker til stressreduktion, samtidig med at de gennem gruppesamtaler drøfter forventninger og normer med andre i samme situation og får lejlighed til at udvikle nye strategier til at takle det præstationspres, de lægger på sig selv, og som de oplever fra omgivelserne.
De to omtalte aktiviteter er dog kun spæde skridt hen imod en effektiv indsats på området for bedre trivsel og et godt psykisk studiemiljø. Men jeg tror, at det vigtige er, at vi ikke ignorerer problemerne, og at vi ikke gør dem til den enkelte studerendes eget ansvar. En af vejene til større trivsel hos de unge er uden tvivl, at det psykiske studiemiljø på landets uddannelsesinstitutioner tages langt mere alvorligt, end det er tilfældet i dag.
Det er derfor positivt, at både den tidligere og den nuværende uddannelses- og forskningsminister italesætter problemet, men der skal også sættes handling bag ordene. Vi bliver nødt til at sætte de unges trivsel på dagsordenen, når vi diskuterer bedre universitetsuddannelser. Uddannelse er de senere år primært blevet italesat som en olympisk disciplin: hurtigere (færre fjumreår, fremdriftsreform), højere (flere studerende), stærkere (mere STEM). Alt sammen initiativer, der skal styrke de videregående uddannelsers bidrag til samfundsudviklingen, hvilket er en glimrende intention. Men hvis bivirkningen af disse initiativer bliver studerende, der ikke koncentrerer sig om faglig læring, så kan det blive vanskeligt at opnå de ønskede resultater. Effektiv uddannelsesledelse kræver et helhedssyn, der rækker langt ud over de finansministerielle regnearks begrænsende horisont.
Knap 49 pct. af de unge, der deltog i Dansk Magisterforenings seneste studielivsundersøgelse, gav udtryk for, at de inden for den seneste måned ofte eller meget ofte havde følt sig nervøse eller stressede. Og værst ser det ud til, at unge kvinder mellem 16 og 24 år har det. 40,5 pct. af dem svarede i Den Nationale Sundhedsprofil 2017, at de har et højt stressniveau.
Det er uhørt høje tal, og advarselslamperne bør derfor blinke. Også i uddannelsessektoren, for det er indlysende, at dårlig trivsel har negativ indvirkning på både læring, udvikling, nysgerrighed og modet til at kaste sig ud i noget nyt.
På den baggrund er jeg ikke i tvivl om, at vi ser en udvikling, vi som samfund må tage alvorligt. Det adresserede den tidligere uddannelses- og forskningsminister også i sin afskedssalut, da han opfordrede til, at vi sætter en ramme, de unge kan finde sig selv i. Og hans efterfølger fulgte i samme spor, da han fornylig rådede de unge til at turde fejle frem for at jagte 12-taller.
De studerende skal trives både fagligt og socialt
På landets universiteter kan vi selvfølgelig ikke alene ændre denne udvikling, men vi kan forsøge at bidrage til løsningen. Et skridt i den retning kunne være at overveje, hvilken studiekultur vi vil fremme, for jeg er ikke i tvivl om, at det nuværende fokus på individualisering er med til at understøtte den dårlige trivsel hos de unge.
Jeg vil i stedet forslå, at vi styrker opmærksomheden på den sociale og faglige inklusion af de studerende på landets uddannelsesinstitutioner. Her bør målet være, at de studerende oplever, at de er en del af et fagligt fællesskab med medstuderende og undervisere, og at de har muligheder for at samarbejde og vidensdele med hinanden. Det er Aalborg-modellen for problembaseret læring, som studerende på Aalborg Universitets (AAU) uddannelser arbejder med, et langt stykke hen ad vejen med til at skabe fundamentet for, men vi må erkende, at det ikke er nok til at modvirke de tendenser, vi ser.
Forsøg skal ændre udviklingen
På Det Humanistiske Fakultet på AAU har vi derfor det sidste år haft et pilotprojekt, hvor vi har gennemført og testet forskellige tiltag, der skal understøtte de studerendes trivsel.
En af aktiviteterne går i den forbindelse ud på at bruge ældre studerende som team-coaches for nye studerende, når de skal samarbejde i projektgrupper. Her er det team-coachenes opgave at få sat fokus på de udfordringer, individer har med at arbejde i grupper, samt at styrke gruppearbejdet og lære de yngre studerende konstruktive måder at håndtere konflikter på. Gode samarbejdsevner opstår nemlig ikke af sig selv i individualiseringens tidsalder, men skal understøttes. På den måde lærer de studerende ikke kun at udnytte den læringssynergi, der opstår i et team, men opnår samtidig vigtige kompetencer til at indgå i samarbejdsrelationer i deres fremtidige arbejdsliv.
Uddannelse italesættes som en olympisk disciplin
I en af de andre aktiviteter har vi fokus på nogle af de studerende, der oplever sig hårdt stressbelastede. Her har vi tilbudt et stresshåndteringsforløb, hvor de studerende lærer teknikker til stressreduktion, samtidig med at de gennem gruppesamtaler drøfter forventninger og normer med andre i samme situation og får lejlighed til at udvikle nye strategier til at takle det præstationspres, de lægger på sig selv, og som de oplever fra omgivelserne.
De to omtalte aktiviteter er dog kun spæde skridt hen imod en effektiv indsats på området for bedre trivsel og et godt psykisk studiemiljø. Men jeg tror, at det vigtige er, at vi ikke ignorerer problemerne, og at vi ikke gør dem til den enkelte studerendes eget ansvar. En af vejene til større trivsel hos de unge er uden tvivl, at det psykiske studiemiljø på landets uddannelsesinstitutioner tages langt mere alvorligt, end det er tilfældet i dag.
Det er derfor positivt, at både den tidligere og den nuværende uddannelses- og forskningsminister italesætter problemet, men der skal også sættes handling bag ordene. Vi bliver nødt til at sætte de unges trivsel på dagsordenen, når vi diskuterer bedre universitetsuddannelser. Uddannelse er de senere år primært blevet italesat som en olympisk disciplin: hurtigere (færre fjumreår, fremdriftsreform), højere (flere studerende), stærkere (mere STEM). Alt sammen initiativer, der skal styrke de videregående uddannelsers bidrag til samfundsudviklingen, hvilket er en glimrende intention. Men hvis bivirkningen af disse initiativer bliver studerende, der ikke koncentrerer sig om faglig læring, så kan det blive vanskeligt at opnå de ønskede resultater. Effektiv uddannelsesledelse kræver et helhedssyn, der rækker langt ud over de finansministerielle regnearks begrænsende horisont.
