I dag fortryder Hans, at han fik kassekredit som selvstændig

Gennem mine mange år som selvstændig, freelancer og projektmand har jeg fået mange råd.

Nogle har været gode, men andre har været virkeligt dårlige. Og de dårlige råd florerer derude endnu. Oftest er de givet i bedste mening, og af og til er de givet af grådighed.

Nu samler jeg de værste i en serie blogindlæg, så du, kære læser, kan identificere dem, når du møder dem – og endnu vigtigere, når du er lige ved at gentage dem.

Lad os i fællesskab udrydde de dårlige råd. Her er den første:

Kassekreditten

Et af de dyreste råd, jeg fik, da jeg startede min første virksomhed, kom fra min bank. Måske er det ikke så aktuelt mere, for efter dot com-kollaps og finanskrise er den lille iværksætters problem med banken nok nærmest det modsatte. Men her kommer historien.

Jeg havde bestemt mig for at stifte min første virksomhed, fordi jeg skulle forankre et projekt, som hidtil havde været organiseret som et joint venture mellem fem kommuner. Jeg var projektleder, projektet var begyndt at tjene penge på en måde, som var i strid med kommunalfuldmagten. Derfor skulle der omorganiseres. Projektets styregruppe ville gerne overdrage projektet til mig på den måde, at jeg stiftede min virksomhed, som så løste den kommunale del af projektet som ekstern konsulent og den kommercielle del som almindelig kommerciel aktør.

Jeg var altså sikret en grundindtægt, som jeg kunne leve af på den kommunale del og kunne oven i det etablere et overskud på den kommercielle del.

Jeg havde absolut ingen erfaring med virksomhedsdrift. Faktisk lå det mig ret fjernt som søn af to tjenestemandsansatte.

Men min projektmagerfaglighed bød mig at undersøge mulighederne og vælge de bedste løsninger, og da stiftelse af virksomhed virkede som den bedste løsning, måtte jeg jo bare få den bedste rådgivning til den del af projektet. Hvor svært kan det være?

Mine rådgivere: Få kassekredit

Jeg søgte først råd hos den lokale erhvervschef. Han gjorde mig klart, at jeg ville få brug for en revisor og en bank. Jeg skrev en ultrakort forretningsplan og gik i banken.

Her blev jeg budt velkommen med fynd og klem. De elskede iværksættere, og de var fløjtende ligeglade med forretningsplanen. Jeg skulle have en erhvervskonto, og standardudgaven havde en tilknyttet kassekredit.

”Jamen, hvorfor skal jeg have en kassekredit? Jeg skal jo bare have et sted, hvor jeg kan stille alle pengene”, spurgte jeg.

Men det var nu engang det almindelige, og hvem ved – måske har man pludselig brug for lidt ekstra likviditet.

Og det fik jeg faktisk hurtigt brug for. Syntes jeg. Der gik nemlig nogle måneder, før det ministerium, som havde bevilget projektmidlerne, begyndte at betale. Jeg klemte ballerne sammen og forsøgte at klare mig.

Men så foreslog min revisor, at jeg jo kunne trække lidt på kassekreditten.

”Men kan jeg godt udbetale løn til mig selv, når jeg ikke har fået pengene ind endnu”, spurgte jeg.

Og det kunne jeg godt. Det var faktisk helt almindeligt. Revisoren forklarede mig, at masser af virksomheder kører på den måde, at man har minus på kassekreditten i nogle måneder og plus i andre. ”Det er faktisk hele ideen med en kassekredit”, forklarede han.

Så selvom jeg egentlig ikke havde brug for det, begyndte jeg at lave private hævninger fra firmakontoen, som derved gik i minus.

Det nye nul

Jeg blev vant til, at minus på kontoen var ok – det var jo en kassekredit, og når jeg lige havde tjent nogle flere penge, ville den jo komme på plus igen. Min skepsis over for kassekreditten som idé svandt langsomt men sikkert, og jeg købte rare ting til kontoret: Ny computer, laserprinter, møbler osv.

Efter et stykke tid ramte jeg kassekredittens maksimum. Det fik mig til at begynde at sætte tæring efter næring. Der gik nu lang tid, hvor jeg kæmpede med at få pengene ind, før jeg skulle bruge dem. Det var belastende, men jeg vænnede mig langsomt til, at kassekredittens maksimum var ”det nye nul”. Når maksimum var nået, var der ikke plads til flere udgifter. Så simpelt var det.

I dag er det pinagtigt for mig at tænke tilbage på.

Jeg nåede faktisk at stifte en virksomhed mere med endnu en kassekredit, før min fejltagelse i al sin enkelhed gik op for mig.

Jeg har brugt flere år på at tilbagebetale kassekreditten – og i al den tid har jeg betalt renter af et lån, jeg ikke havde brug for. For jeg kunne akkurat lige så godt have ladet være med at trække på kassekreditten. Jeg kunne have sigtet efter ”det sande nul” i stedet for ”det nye nul”.

Så mit modråd til ”Få en kassekredit” er: ”Brug bare løs af dine penge – når du har tjent dem.”

0=0!