Hans er kræsen i sin jobsøgning: "Kom an – Kanøfl mig"

”Han er aparte, og så skal han kanøfles,” hedder det i en afkrog af min almene dannelse.

I 2025 kan det omtolkes til noget i retningen af ”Personen har ikke et arbejde – derfor skal denne person bashes”.

Når man, som det for tiden er tilfældet for mig, ikke har et fast arbejde på 37 timer om ugen eller mere, opstår der åbenbart automatisk en ret for alle andre til at mene noget om, hvad man skal bruge sin tid på.

Denne ret rummer en implicit fortælling om, at man jo selv har valgt situationen – eller at man i hvert fald har fravalgt at bringe sig selv ud af den.

Man kan frit kanøfles hvis:
•    Man er ledig og modtager dagpenge
•    Man har valgt at leve en periode på en lavere indtægt for egen regning
•    Man som ledig er kræsen – det vil sige, at man kun søger relevante jobs
•    Man trives i selv at sammensætte sit arbejdsliv af små bidder uanset den økonomiske risiko

Den sidste gruppe af potentielle kanøflingsofre kan dog komme ud af kniben ved at kalde sig iværksættere. Det er den direkte vej fra andegård til svanesø.

Hvad med de fyrede?

Men hvad med mig – skal jeg kanøfles?

Jeg havde faktisk et rigtigt arbejde på 37 timer om ugen med fast løn og frugt- og pensionsordning. Med kolleger og det hele. Jeg blev afskediget, fordi opgaverne blev omstruktureret – og i sådan en proces er det ofte kommunikation og markedsføring, der bedst kan undværes, for vi bidrager jo ikke til kerneopgaven … eller jo, det gør vi jo … men det gør vi altså ikke.

Jeg har nu været fritstillet i godt tre måneder, så jeg har en lille måneds tid tilbage til at finde mig et nyt job.

 Og jeg har opført mig kræsent. Eller selektivt, som jeg vælger at kalde det for at undgå den negative konnotation. 

I min fritstillingsperiode har jeg søgt helt præcist 13 jobs, hvilket er mindre end ét om ugen. Enhver ved jo, at hvis blot man søger to jobs om ugen, så er det ikke længere ens egen skyld, at man ikke får noget job – så skyldes det enten arbejdsmarkedets behov eller diskrimination på grund af nyuddannethed, fødedygtighed, overkvalifikation eller alderdom (som indtræder omtrent i 50-årsalderen).

Man skal dog stadig kanøfles, hvis man er selekt… kræsen. Jeg har fået otte blanke afslag, en enkelt ghosting, to jobsamtaler, og så afventer jeg svar på to ansøgninger. I den samme periode har jeg shortlisted og efterfølgende fravalgt yderligere 13 jobopslag, hvor jeg egentlig godt ville kunne bestride jobbet.

Men altså – jeg får min løn, og mit budget fortæller mig, at jeg kan klare mig i hvert fald året ud uden at ændre min levefod. 

Men hvis jeg ikke finder et job inden for en måned, havner jeg i mindst én af de ovenstående fire grupper. 

Mine svar til kanøflerne

Og så skal jeg jo kanøfles – hvis ikke min åbenlyst uansvarlige tilgang allerede berettiger til det.

Men altså kære kanøfler

Selvom du betaler skat og dermed er med til at finansiere dagpengesystemet, så har du absolut ingen ret til at mene noget som helst om det enkelte menneskes valg. Jobsøgning er en kompliceret individuel proces. Og selv uden dine nedværdigende kommentarer, har vi skruet vores system sammen, så den psykiske belastning for dagpengemodtagere allerede har rigeligt omfang.

Prøv i stedet med lytning og empati – det hjælper mere end gode råd om dårlige jobs. Og dagpengemodtagere er i øvrigt skatteborgere helt på lige fod med dig – vi stemmer jo efter hoveder og ikke efter høveder i vores demokrati.

Selvom du måske har svært ved at få tingene og hverdagen til at hænge sammen, er det altså ikke din sag, om jeg kan finansiere min tilværelse på en lavere indtægt. Det er min og kun min sag.

Vi har mange pligter i vores samfund, men arbejdspligt er ikke en af dem – medmindre, man uheldigvis er en ”forkert” slags dansker, men det er en anden kanøflingsproblematik. 

”Men så bidrager du jo ikke positivt til samfundet!” (Jo, jeg gør, men lad os midlertidigt acceptere din præmis): Det gør jeg heller ikke nødvendigvis, hvis jeg tager et hvilket som helst arbejde. 

Der er masser af vellønnede fuldtidsjobs, som bidrager negativt til samfundet. ”Eksempler,” spørger du. Jeg har selv fravalgt at søge job i virksomheder, som arbejder med ting, som jeg finder forkert:

Pesticisproduktion, fossilt brændsel, clickbaitjournalistik, markedsføring af tvivlsomme produkter, tåbelige politiske partier og dorske interesseorganisationer – fortsæt selv listen med dine egne favoritpunkter.

Nu er våbenindustrien blevet comme il faut, så måske kunne jeg leve af at skrive LinkedIn-opslag med overskrifter som ”7 grunde til at kaste klyngebomber mod civile”? Ville det bidrage positivt til samfundet, eller er samfundet bedre stillet med at finde sig i, at jeg lever på en sten og giver mine børnebørn ekstra omsorg?

Selvom jeg har en lang uddannelse og en solid, bred erfaring, vil jeg naturligvis sagtens kunne betjene en skovl og en kost, hvilket jeg i øvrigt ikke har det mindste imod. Ville jeg så bidrage positivt til samfundet ved at søge ufaglærte jobs – to om ugen, f.eks.? Næh.

For jeg vil være i konkurrence med nogen, som har større erfaring på området end mig, så min chance for at få jobbet er alligevel minimal. Og hvis jeg får det, så får jeg det i stedet for en, som ikke ville kunne arbejde professionelt med projektledelse og natur- og kulturformidling på mit niveau. 

Så foreløbig klarer jeg mig med løse opgaver og dårligt betalte, men meningsfyldte småjobs.

Jeg er fortsat aktivt kræsen og søger kun jobs, som er relevante og interessante. På denne måde bidrager jeg til samfundet ved ikke at stå i vejen for dem, der matcher de jobs, jeg fravælger. Og jeg bidrager ved ikke at spilde arbejdsgiveres tid med at læse mine irrelevante ansøgninger.

Så kære kanøfler

Kom an – kanøfl mig!

PS. Verbet ”at kanøfle” er aktivt valgt frem for det mere gængse ”at bashe” for at imødegå den fremadstormende amerikanske kultur- og sprogimperialisme, der som bekendt er i færd med – ja faktisk næsten i mål med – at crashe Europa.