En plat form for arbejde?

Regeringen vil i sin såkaldte strategi for vækst gennem deleøkonomi tilsyneladende sikre vækst ved at bruge 100 millioner til bedre at inddrive skat hos dem, som udlejer ting og udbyder ydelser gennem deleøkonomiske platforme.

Hvor er det dog uambitiøst.

Det er indlysende, at de, som tjener penge – deleøkonomisk eller på traditionel vis – naturligvis skal betale deres skat. Og selvfølgelig er det regeringens opgave at sikre dette.

Men at forestille sig, at man skaber væsentlig vækst ved at blive bedre til at inddrive skat, er naivt.

Magisterforeningens formand, Camilla Gregersen, og HK’s tilsvarende, Kim Simonsen, skriver i et debatindlæg på Altinget, at løsningen omkring platformarbejde ikke er at hæve bundfradraget ved udlejning af bil og bolig. I artiklen oplister de alle de indlysende problemstillinger, men den eneste konkrete løsning, de præsenterer, lyder: ”Vi må ikke gå med skyklapper i forhold til presset på arbejdstagerrettighederne.”

Det er selvfølgelig også et skridt på vejen, men det tenderer til at være lige så slapt som regeringens udspil. Ikke et ord om, hvordan man politisk bør arbejde for selvstændiges og freelanceres ligestilling med lønmodtagere i arbejdsmarkedssystemet. Det er ærgerligt, når nu man lykkes med at stå sammen og få taletid.

Hvem er det, der deler?
Når jeg ser begrebet deleøkonomi brugt om platforme, der udbyder udlejning og løsarbejde, har jeg lidt svært ved at forstå, hvem det egentlig er, der deler hvad. Hvis jeg lejer min bil ud, deler jeg den ikke med nogen. Jeg tjener en klatskilling, men bilen er hele tiden min. Lejeren sparer lidt i forhold til at leje bil et andet sted eller selv at eje en bil, men min bil er stadig ikke noget vi deler. Vi indgår et handelsforhold med hinanden. Og den eneste, som altid er sikker på at tjene penge på det, det er den, der ejer platformen.

Det samme gælder for platforme, som på den ene eller anden måde udbyder opgaver og arbejdskraft. Hvis man for alvor skal tjene penge på platformøkonomi, skal man eje platformen.

Så når fagbevægelsen ønsker at sikre platformarbejdernes rettigheder og tryghed på platformsarbejdsmarkedet, må vi altså gøre mere end blot lade være med at gå med skyklapper. Og vi skal også gøre mere end at kæmpe for, at selvstændige får samme rettigheder til f.eks. dagpenge som lønmodtagere.

Hjælp os med at eje
Hvis jeg har ret i, at den, der tjener sikrest på platformøkonomien, er platformens ejer, vil fagbevægelsen bedst sikre medlemmernes rettigheder og tryghed ved at støtte os i at bygge, eje og drive platforme.

Hvis grupper af medlemmer kunne få bistand i forbindelse med stiftelse af fælles arbejdsplatforme med ordentlige arbejdsvilkår, ville Magisterforeningen være med til at skabe og sikre arbejdspladser, hvor man får freelancerens frihed kombineret med lønmodtagerens tryghed.

Magisterforeningens bidrag kunne f.eks. være konsulentbistand og juridisk bistand omkring stiftelse af selskab, så der var styr på selskabsformer, ejeraftaler, bestyrelsessammensætning, medejerdemokrati, økonomi og alt det andet, der følger med at stifte virksomhed i fællesskab. Det kunne føre til etablering af kloge kooperativer eller traditionelle selskabsorganiserede virksomheder.

Og hvis medlemmer, som påtænker at bygge platforme på egen hånd, kunne få juridisk og praktisk bistand til dette fra fagforeningen, ville der være større sandsynlighed for, at der kunne skabes trygge alternativer til de platforme, hvor magistre og andre i dag kan mødes for at underbyde hinanden uden hensyntagen til reel værdi og kvalitet. Det vil kræve, at Magisterforeningen sætter nogle folk til at sætte sig ind i, hvordan man driver platforme, og hvordan man tilfører ekstra værdi som produkt af ordentlige arbejdsvilkår.

Magisterforeningen kunne også tilbyde platformejere at hjælpe med udformningen af freelanceaftalerne. Tilbuddet skal udformes på en måde, så det er attraktivt for platformejerne at indgå i samarbejdet. F.eks. kunne Magisterforeningen kontrollere og garantere den juridiske gyldighed af platformens freelanceaftaler og dermed direkte tilføre platformen værdi.

Så hvis platformarbejde ikke skal blive en plat form for arbejde, må fagbevægelsen tænke nyt og lære medlemmerne at blive ”den, der ejer platformen”.