Blog: Tag IKKE springet!!!
© Foto: privat
Ikke alle kan se sig selv i den arketypiske fortælling om iværksætteren, der tager springet. Og så kan man vel ikke blive iværksætter… eller hvad, spørger Hans Stokholm Kjer i dette indlæg.
Overvejer du at ”tage springet” og blive iværksætter, så har jeg først og fremmest tre råd: LAD VÆRE! DON’T! DROP DET! Det kan måske lyde lidt mærkeligt, at netop disse råd skal komme fra mig, som for længst har holdt lykkeligt sølvbryllup med det atypiske arbejdsliv og 20 års jubilæum med min første virksomhed. Men i bunden af dette indlæg kommer det til at give mening.
Det klassiske billede på en potentiel iværksætter er en modig type, som står på timetervippen og overvejer situationen. Skal han kaste sig ud over kanten og håbe på, at ”vingerne kan bære”, eller at der i det mindste er så meget vand i bassinet, at han ikke slår sig ihjel? Eller skal han lade sig overvinde af sin indre kujon og klatre forbitret ned ad stigen?
Det er ret let at forestille sig selv i den situation. De fleste af os kender os selv godt nok til at vide, om vi ”har det, der skal til”. Om vi er risikovillige nok. Om vi tør bevæge os ud på usikker grund med muligheden for at få den store gevinst og risikoen for at slå sig til lirekassemand.
Og når først 51% af kroppen er ude over balancepunktet, er der ingen vej tilbage. Den modige iværksætter har nået ”point of no return”. ”Nu må det bære eller briste”. De voldsomme metaforer står i kø.
Men ikke alle kan se sig selv i denne arketypiske karakter. Og så kan man vel ikke blive iværksætter… eller hvad?
Mit første spring
Jeg har startet virksomheder en del gange i mit liv. Jeg er altså igen og igen sprunget ud som iværksætter. Jeg har taget ikke blot ét, men masser af spring… Og dog… Når jeg tænker nærmere over det, har jeg egentlig ikke bevæget mig væsentligt ud over balancepunktet.
Tag f.eks. min første virksomhed, Kjers Kommunikation. Da jeg stiftede den, havde jeg bestemt ikke et billede af mig selv som iværksætter. Jeg havde ingen anelse om, at den virksomhed skulle komme til at være omdrejningspunktet i mit arbejdsliv. Som sagt er det mere end 20 år siden.
Jeg var ansat på et projekt, der handlede om det, man i dag vil kalde deleøkonomi. Projektet ”Alternative Transportløsninger” skulle stifte delebilklubber som andelsforeninger og arbejde med koordineret samkørsel for pendlere. Såvel markedet som teknologien var mildest talt umodne, men det lykkedes at få projektet til at tjene penge på at administrere andelsbilklubber via et booking- og økonomisystem på det den gange spritnye internet. Jeg var kommunalt ansat i projektet, så det var ret problematisk (af konkurrenceforvridningshensyn), at projektet tjente penge, så noget måtte gøres. Det var lige lykkedes mig at fundraise til et helt års drift, men det var altså ulovligt at køre det i kommunalt regi.
Som dedikeret projektmager stod jeg altså med et problem, som kaldte på en løsning. Den oplagte løsning var at omorganisere projektet og placere det i en organisationsform, som egner sig til at tjene penge. En virksomhed. Og så stiftede jeg sådan én. Jeg havde skaffet penge og opgaver til det første års arbejde i virksomheden, og ved siden af løsningen af mine opgaver, brugte jeg tid på at skaffe flere opgaver, som kunne sikre min indkomst længere frem.
Jeg havde altså på forhånd elimineret (stort set) enhver risiko. Så min timetervippe var vel nærmere en fortovskant, og mit første ”spring” var blot et skridt.
De næste spring
Når jeg sidenhen har skabt andre virksomheder, har jeg også gjort meget ud af at eliminere risici. Jeg har lavet grundige forretningsplaner og markedsundersøgelser, og i mange tilfælde har jeg (igen) sørget for at sælge, før jeg startede produktionen. Da jeg åbnede mit første trykte magasin, startede jeg med et møde hos kernemålgruppen – den lokale handelsstandsforening. Stemningen var i top, og opbakningen var stærk nok til, at jeg på forhånd kunne konstatere overskud på de første numre. Springet var et lille skridt.
Da jeg startede min turistavis, afsatte jeg en måned til salgsarbejde. Jeg havde besluttet mig for, at hvis én måneds salgsarbejde kunne bringe projektet i break even (altså før løn til mig selv) i første sæson, så ville jeg gå i gang. Ellers ville jeg lukke projektet ned. Jeg nåede break even på et par uger, og den nuværende ejer af avisen har fortsat en fin forretning. Mit spring var blot et skridt.
Jeg har selvfølgelig også haft ideer, som ikke har klaret den første test. Dem har jeg så valgt at lukke ned, før de kostede mere, end jeg havde sat af til dem. Jeg tog springene, men hoppede tilbage i sikkerhed, hvilket ikke matcher timeter-metaforen.
Og igennem de seneste måneder har jeg og en makker arbejdet på et millionprojekt, som dels skal gøre os ”rige og uafhængige” og dels skal gøre verden bedre. I den nuværende fase ser det meget positivt ud, og vores søgen efter investorer går planmæssigt. Det kan lyde som ”det store spring”, men faktisk har jeg også i dette tilfælde dækket mine risici af. Vi har udarbejdet en grundig forretningsplan med produktbeskrivelse, markedsundersøgelser, udviklingsplan, budget og alt det andet, som er nødvendigt for at kende sin egen og sine investorers risici. Vi ved med andre ord, hvad vi har gang i. Det kan godt være, jeg taber noget på projektet, men jeg ved, at der er ”vand i bassinet”, hvis ”vingerne ikke bærer”. Hvis projektet lykkes – og det tror jeg selvfølgelig på, at det gør – skaber vi mange arbejdspladser, og vi kommer også selv til at tjene helt pænt på det.
Drop springet – tag skridtet
Men jeg er irriteret over gang på gang at høre den der ”springmetafor”. For den er helt sikkert med til at skræmme dygtige potentielle iværksættere væk fra at realisere deres idé. Det er da for åndssvagt at tage et spring, hvis man med en fornuftig tilgang kan nøjes med at gøre det til et skridt – og det kan man med godt resultat i masser af tilfælde.
Det er IKKE farligt at være selvstændig. Der er ikke noget spring – kun et skridt. Tag det.
(Tak til Bjørn Petersen, bestyrelsesmedlem i Landsklubben for Selvstændige og Freelancere i DM, for inspiration til dette blogindlæg)
Det klassiske billede på en potentiel iværksætter er en modig type, som står på timetervippen og overvejer situationen. Skal han kaste sig ud over kanten og håbe på, at ”vingerne kan bære”, eller at der i det mindste er så meget vand i bassinet, at han ikke slår sig ihjel? Eller skal han lade sig overvinde af sin indre kujon og klatre forbitret ned ad stigen?
Det er ret let at forestille sig selv i den situation. De fleste af os kender os selv godt nok til at vide, om vi ”har det, der skal til”. Om vi er risikovillige nok. Om vi tør bevæge os ud på usikker grund med muligheden for at få den store gevinst og risikoen for at slå sig til lirekassemand.
Og når først 51% af kroppen er ude over balancepunktet, er der ingen vej tilbage. Den modige iværksætter har nået ”point of no return”. ”Nu må det bære eller briste”. De voldsomme metaforer står i kø.
Men ikke alle kan se sig selv i denne arketypiske karakter. Og så kan man vel ikke blive iværksætter… eller hvad?
Mit første spring
Jeg har startet virksomheder en del gange i mit liv. Jeg er altså igen og igen sprunget ud som iværksætter. Jeg har taget ikke blot ét, men masser af spring… Og dog… Når jeg tænker nærmere over det, har jeg egentlig ikke bevæget mig væsentligt ud over balancepunktet.
Tag f.eks. min første virksomhed, Kjers Kommunikation. Da jeg stiftede den, havde jeg bestemt ikke et billede af mig selv som iværksætter. Jeg havde ingen anelse om, at den virksomhed skulle komme til at være omdrejningspunktet i mit arbejdsliv. Som sagt er det mere end 20 år siden.
Jeg var ansat på et projekt, der handlede om det, man i dag vil kalde deleøkonomi. Projektet ”Alternative Transportløsninger” skulle stifte delebilklubber som andelsforeninger og arbejde med koordineret samkørsel for pendlere. Såvel markedet som teknologien var mildest talt umodne, men det lykkedes at få projektet til at tjene penge på at administrere andelsbilklubber via et booking- og økonomisystem på det den gange spritnye internet. Jeg var kommunalt ansat i projektet, så det var ret problematisk (af konkurrenceforvridningshensyn), at projektet tjente penge, så noget måtte gøres. Det var lige lykkedes mig at fundraise til et helt års drift, men det var altså ulovligt at køre det i kommunalt regi.
Som dedikeret projektmager stod jeg altså med et problem, som kaldte på en løsning. Den oplagte løsning var at omorganisere projektet og placere det i en organisationsform, som egner sig til at tjene penge. En virksomhed. Og så stiftede jeg sådan én. Jeg havde skaffet penge og opgaver til det første års arbejde i virksomheden, og ved siden af løsningen af mine opgaver, brugte jeg tid på at skaffe flere opgaver, som kunne sikre min indkomst længere frem.
Jeg havde altså på forhånd elimineret (stort set) enhver risiko. Så min timetervippe var vel nærmere en fortovskant, og mit første ”spring” var blot et skridt.
De næste spring
Når jeg sidenhen har skabt andre virksomheder, har jeg også gjort meget ud af at eliminere risici. Jeg har lavet grundige forretningsplaner og markedsundersøgelser, og i mange tilfælde har jeg (igen) sørget for at sælge, før jeg startede produktionen. Da jeg åbnede mit første trykte magasin, startede jeg med et møde hos kernemålgruppen – den lokale handelsstandsforening. Stemningen var i top, og opbakningen var stærk nok til, at jeg på forhånd kunne konstatere overskud på de første numre. Springet var et lille skridt.
Da jeg startede min turistavis, afsatte jeg en måned til salgsarbejde. Jeg havde besluttet mig for, at hvis én måneds salgsarbejde kunne bringe projektet i break even (altså før løn til mig selv) i første sæson, så ville jeg gå i gang. Ellers ville jeg lukke projektet ned. Jeg nåede break even på et par uger, og den nuværende ejer af avisen har fortsat en fin forretning. Mit spring var blot et skridt.
Jeg har selvfølgelig også haft ideer, som ikke har klaret den første test. Dem har jeg så valgt at lukke ned, før de kostede mere, end jeg havde sat af til dem. Jeg tog springene, men hoppede tilbage i sikkerhed, hvilket ikke matcher timeter-metaforen.
Og igennem de seneste måneder har jeg og en makker arbejdet på et millionprojekt, som dels skal gøre os ”rige og uafhængige” og dels skal gøre verden bedre. I den nuværende fase ser det meget positivt ud, og vores søgen efter investorer går planmæssigt. Det kan lyde som ”det store spring”, men faktisk har jeg også i dette tilfælde dækket mine risici af. Vi har udarbejdet en grundig forretningsplan med produktbeskrivelse, markedsundersøgelser, udviklingsplan, budget og alt det andet, som er nødvendigt for at kende sin egen og sine investorers risici. Vi ved med andre ord, hvad vi har gang i. Det kan godt være, jeg taber noget på projektet, men jeg ved, at der er ”vand i bassinet”, hvis ”vingerne ikke bærer”. Hvis projektet lykkes – og det tror jeg selvfølgelig på, at det gør – skaber vi mange arbejdspladser, og vi kommer også selv til at tjene helt pænt på det.
Drop springet – tag skridtet
Men jeg er irriteret over gang på gang at høre den der ”springmetafor”. For den er helt sikkert med til at skræmme dygtige potentielle iværksættere væk fra at realisere deres idé. Det er da for åndssvagt at tage et spring, hvis man med en fornuftig tilgang kan nøjes med at gøre det til et skridt – og det kan man med godt resultat i masser af tilfælde.
Det er IKKE farligt at være selvstændig. Der er ikke noget spring – kun et skridt. Tag det.
(Tak til Bjørn Petersen, bestyrelsesmedlem i Landsklubben for Selvstændige og Freelancere i DM, for inspiration til dette blogindlæg)
