Blog: Spil på flere heste
© Hans Stokholm Kjer
Som atypisk ansat er det klogt at have adskillige projekter til at ligge og summe i venteposition, hvis der skulle opstå huller i kalenderen, skriver Hans Stokholm Kjer.
Når du er atypisk på arbejdsmarkedet, må du også have en atypisk adfærd. En traditionel lønarbejder vil lægge mange kræfter i at holde fast på netop et ene job, han har skaffet sig. Som atypisk må du ofte bruge kræfter på at afsøge nye muligheder. Hvis du ikke trives i den del af arbejdet, bør du forsøge at kæmpe dig ud af din atypiskhed.
I fjerde kapitel af min overlevelsesguide har jeg fokus på håndtering og prioritering af muligheder. De tidligere kapitler handler om værdi, jobskabelse og prisfastsættelse.
Summe-projekter
Som atypisk er du grundlæggende konstant fyret. Du kender ofte sidste salgsdato på dit nuværende projekt. Derfor er det klogt at have adskillige projekter til at ligge og summe i venteposition, hvor de er velforberedte og næsten klar til at sætte i værk, hvis der skulle opstå huller i kalenderen. Hvis det er muligt, kan du have projekter i ”flere størrelser” liggende, så du har noget at supplere en eventuel længerevarende deltidsstilling med.
Et porteføljeeksempel med panikstrategier
Jeg har selv været ret heldig med min portefølje fra 2016-2018, og den illustrerer ret godt, hvordan det er lykkedes mig at opretholde et atypisk arbejdsliv i mere end 25 år. I 2016 var min deltidsansættelse i Thisted Kommune stadig midlertidig. Ved siden af havde jeg halvpart i Tekstspot, jeg kørte fundraising for en velgørende organisation, jeg var layouter på et kirkeblad, og jeg løste småopgaver på timebasis. Min panikstrategi var på det tidspunkt, at jeg selv kunne overtage nogle af freelanceopgaverne i Tekstspot, hvis alle andre projekter skulle løbe ud. Min samlede arbejdstid var en smule over, hvad lønmodtagere kalder ”fuld tid”.
I 2017 fortsatte jeg i Thisted Kommune, og overtog hele ejerskabet af Tekstspot. Småopgaverne fortsatte også, så min arbejdstid steg. Sideløbende lavede jeg projektudvikling på et kunst/videnskabsprojekt i regi af Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm (det var egentlig ikke min tanke, at jeg selv skulle have et job her), jeg søgte efter en ny partner til Tekstspot, og jeg blev involveret i et app-udviklingsprojekt. Panikstrategien var den samme som i ’16.
Her i starten af 2018 lykkedes det at få en ny partner ind i Tekstspot, hvilket åbnede mulighed for, at jeg selv kunne søge projektlederstillingen (på deltid) i mit projekt på fyret, hvis finansiering i mellemtiden var faldet på plads. Fundraisingopgaven har jeg afviklet. Mine småprojekter kan jeg nu outsource til freelancere, og app-projektet (som ellers har det største økonomiske potentiale) bliver jeg nok nødt til at trække mig næsten helt fra. Min nye panikstrategi er at insource de outsourcede aktiviteter og evt. øge min aktivitet i Tekstspot. Desuden holder jeg mig åben for nye muligheder, og min erfaring siger mig, at de helt sikkert kommer tilflydende i et omfang, så jeg skal sortere mellem dem. Desuden overvejer jeg at melde mig ind i a-kassen igen, nu hvor jeg har mere end 100% af fuld tid som lønmodtager, og hvor de bedre dagpengeregler for kombinatører snart træder i kraft.
Mit arbejdsliv er en portefølje
Jeg betragter altså mit atypiske arbejdsliv som en portefølje af projekter. Jeg skelner ikke så meget mellem, hvordan de enkelte projekter er organiseret – om det er lønarbejde, selvstændig virksomhed, freelancetilknytning, løs ansættelse eller andre muligheder. Det er blot tekniske detaljer, som giver fordele og ulemper i de enkelte projekter. Jeg sigter heller ikke efter at have en fast arbejdstid. Tvært imod passer det mig fint at veksle mellem travle og stille perioder.
Jeg betragter min projektportefølje som inddelt i igangværende, planlagte og potentielle projekter. Dertil kommer en række ideer, som ligger i skuffen og måske på et tidspunkt kan modnes og udvikles til et egentligt projekt. Nåja – så har jeg faktisk også nogle dvale-projekter, herunder tre igangværende bogudgivelsesprojekter, men hvem har ikke det?
Jeg tager med jævne mellemrum (et par gange om året) min igangværende del af porteføljen op til overvejelse for at vurdere, om den giver mit liv fylde – både økonomisk og mentalt. Hvis en opgave har udviklet sig til en sur pligt, vurderer jeg, om jeg kan ændre på dette, eller om jeg skal forsøge at give den videre. Ved den lejlighed vurderer jeg også, om jeg har planlagte og potentielle projekter nok til en økonomisk bæredygtig panikstrategi. Jeg er meget bevidst om at afsætte tid til denne ”atypiske MUS-samtale” med mig selv.
Faser i ”hestespillet”
Når du ”spiller på flere heste” i dit arbejdsliv, undgår du ikke at indgå i samarbejder med andre. I langt de fleste tilfælde er 100% ærlighed og åbenhed om dine motiver og prioriteringer en forudsætning for at opretholde din integritet og din troværdighed. Der er dog en enkelt undtagelse. Hvis du er i gang med at søge et opslået job eller et job, der er konkurrence om, er du simpelt hen nødt til at lade som om, at du er 100% dedikeret til at gå ind i dette. Du får jo ikke jobbet, hvis du skriver eller siger: ”Jeg vil gerne løse denne opgave, hvis mine to andre potentielle projekter skulle vise sig at glippe.” Heller ikke selvom det rent faktisk er sådan, det forholder sig. Denne uærlighed i job- og opgavesøgning er en del af spillet, som opgaveudbyderne udmærket godt kender. En arbejdsgiver ved godt, at der ligger et implicit ”hvis” i en dybt engageret ansøgning, så i den indledende fase af et arbejdsmæssigt samarbejde med asymmetrisk magtforhold, er det skjulte ”hvis” helt legitimt.
I alle andre sammenhænge bør du være helt ærlig. Når du har sikret dig opgaven, er det vigtigt, at du orienterer din nye arbejdsgiver om, hvad du laver ved siden af, så han ikke bliver nervøs over, om du prioriterer forkert eller laver konkurrerende virksomhed. Dette gælder især, når du påtager dig en opgave som lønmodtager. Sørg for at have klare skriftlige aftaler om, hvad du ”må” ved siden af din lønnede opgave – også selvom din arbejdsgiver jo ikke har nogen bestemmelse over din fritid.
Vær også gerne åben omkring, hvilke projekter du tumler med at udvikle. Det er min erfaring, at mange finder udviklingsprojekter interessante og er parate til at bidrage med erfaringer og netværk – også selvom de ikke selv direkte får noget konkret ud af det. Min tidligere medejer i Tekstspot, Eric, var helt åben om, at han ønskede at prioritere et andet projekt, og vi var fælles om at finde frem til den løsning, at jeg købte hans anparter. Min nye makker har selvfølgelig også fra start vidst, at jeg var i gang med mit kunst- og videnskabsprojekt, og at det kommer til at tage noget af min tid.
Hvis du har ligeværdige samarbejdspartnere i dine potentielle projekter, bør du også holde dem orienterede om, hvor det enkelte projekt ligger i din portefølje. Du risikerer ubehagelige konflikter, hvis du har en makker, der tror, du lægger al din energi i et projekt, som du i virkeligheden kører på vågeblus.
Når du afslutter eller forlader et projekt, kræver det også stor omhyggelighed. Jeg forlader helst ikke et projekt uden at have afsluttet det, og hvis det alligevel er nødvendigt (eller måske ufrivilligt), så sørger jeg for, at der er taget hånd om, hvordan projektet kan køre videre uden mig. Hvis jeg bryder denne ”regel”, undergraver jeg min troværdighed, og som atypisk på arbejdsmarkedet, er jeg afhængig af at have en god troværdighed i mit netværk.
Bagsiderne
Selvom det langt hen ad vejen kan lykkes stort set kun at arbejde med sjove og interessante ting, er der selvfølgelig også bagsider af organisere sit arbejdsliv som en projektportefølje – også ud over de, der handler om sikkerhed i ansættelsen og alt det der.
For det første kommer man i berøring med langt flere projekter, end man kan realisere. Jeg har gennem årene brugt en del energi, engagement og tid på projekter, som er blevet uaktuelle, mens de har ligget i skuffen og summet. Gode, spændende og vigtige projekter, som alle var baseret på mine kompetencer og erfaringer, men som aldrig har fået pustet liv i sig. Det er frustrerende. Jeg savner stadig løsningen på dette. Jeg har også holdt masser af ufrugtbare møder med mulige samarbejdspartnere, men hvor samarbejdet af den ene eller anden grund aldrig blev til noget.
For det andet kan man jo ikke trække økonomi ud af den tid, man bruger på at udvikle eller forfølge nye projekter. Så hvis man vil have en fornuftig levefod, må man altså sikre, at de projekter, man realiserer, giver overskud nok til også at dække den tid, man bruger på udvikling af ufrugtbare projekter. I en periode, hvor jeg lavede megen fundraising for andres projekter, arbejdede jeg struktureret med risikovurdering i min portefølje. Jeg tog ikke et risikabelt projekt ind, hvis ikke jeg havde ”sikre” projekter nok i porteføljen. Og jeg tog langt højere provision i de risikable projekter end i de sikre. Og der er jo altid en risiko for, at man løber tør for potentiale i de potentielle projekter.
Jeg er så heldigt stillet, at jeg indtil nu har kunnet fylde mit arbejdsliv med interessante projekter, og at min samlede portefølje har kunnet give et fornuftigt afkast. Jeg påstår på ingen måde, at enhver kan gøre mig kunsten efter. Men hvis man vil forsøge, er det i hvert fald vigtigt at være opmærksom på at spille på flere heste, at styre sin projektportefølje fremsynet og at man gør det af lyst og ikke af nød.
I fjerde kapitel af min overlevelsesguide har jeg fokus på håndtering og prioritering af muligheder. De tidligere kapitler handler om værdi, jobskabelse og prisfastsættelse.
Summe-projekter
Som atypisk er du grundlæggende konstant fyret. Du kender ofte sidste salgsdato på dit nuværende projekt. Derfor er det klogt at have adskillige projekter til at ligge og summe i venteposition, hvor de er velforberedte og næsten klar til at sætte i værk, hvis der skulle opstå huller i kalenderen. Hvis det er muligt, kan du have projekter i ”flere størrelser” liggende, så du har noget at supplere en eventuel længerevarende deltidsstilling med.
Et porteføljeeksempel med panikstrategier
Jeg har selv været ret heldig med min portefølje fra 2016-2018, og den illustrerer ret godt, hvordan det er lykkedes mig at opretholde et atypisk arbejdsliv i mere end 25 år. I 2016 var min deltidsansættelse i Thisted Kommune stadig midlertidig. Ved siden af havde jeg halvpart i Tekstspot, jeg kørte fundraising for en velgørende organisation, jeg var layouter på et kirkeblad, og jeg løste småopgaver på timebasis. Min panikstrategi var på det tidspunkt, at jeg selv kunne overtage nogle af freelanceopgaverne i Tekstspot, hvis alle andre projekter skulle løbe ud. Min samlede arbejdstid var en smule over, hvad lønmodtagere kalder ”fuld tid”.
I 2017 fortsatte jeg i Thisted Kommune, og overtog hele ejerskabet af Tekstspot. Småopgaverne fortsatte også, så min arbejdstid steg. Sideløbende lavede jeg projektudvikling på et kunst/videnskabsprojekt i regi af Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm (det var egentlig ikke min tanke, at jeg selv skulle have et job her), jeg søgte efter en ny partner til Tekstspot, og jeg blev involveret i et app-udviklingsprojekt. Panikstrategien var den samme som i ’16.
Her i starten af 2018 lykkedes det at få en ny partner ind i Tekstspot, hvilket åbnede mulighed for, at jeg selv kunne søge projektlederstillingen (på deltid) i mit projekt på fyret, hvis finansiering i mellemtiden var faldet på plads. Fundraisingopgaven har jeg afviklet. Mine småprojekter kan jeg nu outsource til freelancere, og app-projektet (som ellers har det største økonomiske potentiale) bliver jeg nok nødt til at trække mig næsten helt fra. Min nye panikstrategi er at insource de outsourcede aktiviteter og evt. øge min aktivitet i Tekstspot. Desuden holder jeg mig åben for nye muligheder, og min erfaring siger mig, at de helt sikkert kommer tilflydende i et omfang, så jeg skal sortere mellem dem. Desuden overvejer jeg at melde mig ind i a-kassen igen, nu hvor jeg har mere end 100% af fuld tid som lønmodtager, og hvor de bedre dagpengeregler for kombinatører snart træder i kraft.
Mit arbejdsliv er en portefølje
Jeg betragter altså mit atypiske arbejdsliv som en portefølje af projekter. Jeg skelner ikke så meget mellem, hvordan de enkelte projekter er organiseret – om det er lønarbejde, selvstændig virksomhed, freelancetilknytning, løs ansættelse eller andre muligheder. Det er blot tekniske detaljer, som giver fordele og ulemper i de enkelte projekter. Jeg sigter heller ikke efter at have en fast arbejdstid. Tvært imod passer det mig fint at veksle mellem travle og stille perioder.
Jeg betragter min projektportefølje som inddelt i igangværende, planlagte og potentielle projekter. Dertil kommer en række ideer, som ligger i skuffen og måske på et tidspunkt kan modnes og udvikles til et egentligt projekt. Nåja – så har jeg faktisk også nogle dvale-projekter, herunder tre igangværende bogudgivelsesprojekter, men hvem har ikke det?
Jeg tager med jævne mellemrum (et par gange om året) min igangværende del af porteføljen op til overvejelse for at vurdere, om den giver mit liv fylde – både økonomisk og mentalt. Hvis en opgave har udviklet sig til en sur pligt, vurderer jeg, om jeg kan ændre på dette, eller om jeg skal forsøge at give den videre. Ved den lejlighed vurderer jeg også, om jeg har planlagte og potentielle projekter nok til en økonomisk bæredygtig panikstrategi. Jeg er meget bevidst om at afsætte tid til denne ”atypiske MUS-samtale” med mig selv.
Faser i ”hestespillet”
Når du ”spiller på flere heste” i dit arbejdsliv, undgår du ikke at indgå i samarbejder med andre. I langt de fleste tilfælde er 100% ærlighed og åbenhed om dine motiver og prioriteringer en forudsætning for at opretholde din integritet og din troværdighed. Der er dog en enkelt undtagelse. Hvis du er i gang med at søge et opslået job eller et job, der er konkurrence om, er du simpelt hen nødt til at lade som om, at du er 100% dedikeret til at gå ind i dette. Du får jo ikke jobbet, hvis du skriver eller siger: ”Jeg vil gerne løse denne opgave, hvis mine to andre potentielle projekter skulle vise sig at glippe.” Heller ikke selvom det rent faktisk er sådan, det forholder sig. Denne uærlighed i job- og opgavesøgning er en del af spillet, som opgaveudbyderne udmærket godt kender. En arbejdsgiver ved godt, at der ligger et implicit ”hvis” i en dybt engageret ansøgning, så i den indledende fase af et arbejdsmæssigt samarbejde med asymmetrisk magtforhold, er det skjulte ”hvis” helt legitimt.
I alle andre sammenhænge bør du være helt ærlig. Når du har sikret dig opgaven, er det vigtigt, at du orienterer din nye arbejdsgiver om, hvad du laver ved siden af, så han ikke bliver nervøs over, om du prioriterer forkert eller laver konkurrerende virksomhed. Dette gælder især, når du påtager dig en opgave som lønmodtager. Sørg for at have klare skriftlige aftaler om, hvad du ”må” ved siden af din lønnede opgave – også selvom din arbejdsgiver jo ikke har nogen bestemmelse over din fritid.
Vær også gerne åben omkring, hvilke projekter du tumler med at udvikle. Det er min erfaring, at mange finder udviklingsprojekter interessante og er parate til at bidrage med erfaringer og netværk – også selvom de ikke selv direkte får noget konkret ud af det. Min tidligere medejer i Tekstspot, Eric, var helt åben om, at han ønskede at prioritere et andet projekt, og vi var fælles om at finde frem til den løsning, at jeg købte hans anparter. Min nye makker har selvfølgelig også fra start vidst, at jeg var i gang med mit kunst- og videnskabsprojekt, og at det kommer til at tage noget af min tid.
Hvis du har ligeværdige samarbejdspartnere i dine potentielle projekter, bør du også holde dem orienterede om, hvor det enkelte projekt ligger i din portefølje. Du risikerer ubehagelige konflikter, hvis du har en makker, der tror, du lægger al din energi i et projekt, som du i virkeligheden kører på vågeblus.
Når du afslutter eller forlader et projekt, kræver det også stor omhyggelighed. Jeg forlader helst ikke et projekt uden at have afsluttet det, og hvis det alligevel er nødvendigt (eller måske ufrivilligt), så sørger jeg for, at der er taget hånd om, hvordan projektet kan køre videre uden mig. Hvis jeg bryder denne ”regel”, undergraver jeg min troværdighed, og som atypisk på arbejdsmarkedet, er jeg afhængig af at have en god troværdighed i mit netværk.
Bagsiderne
Selvom det langt hen ad vejen kan lykkes stort set kun at arbejde med sjove og interessante ting, er der selvfølgelig også bagsider af organisere sit arbejdsliv som en projektportefølje – også ud over de, der handler om sikkerhed i ansættelsen og alt det der.
For det første kommer man i berøring med langt flere projekter, end man kan realisere. Jeg har gennem årene brugt en del energi, engagement og tid på projekter, som er blevet uaktuelle, mens de har ligget i skuffen og summet. Gode, spændende og vigtige projekter, som alle var baseret på mine kompetencer og erfaringer, men som aldrig har fået pustet liv i sig. Det er frustrerende. Jeg savner stadig løsningen på dette. Jeg har også holdt masser af ufrugtbare møder med mulige samarbejdspartnere, men hvor samarbejdet af den ene eller anden grund aldrig blev til noget.
For det andet kan man jo ikke trække økonomi ud af den tid, man bruger på at udvikle eller forfølge nye projekter. Så hvis man vil have en fornuftig levefod, må man altså sikre, at de projekter, man realiserer, giver overskud nok til også at dække den tid, man bruger på udvikling af ufrugtbare projekter. I en periode, hvor jeg lavede megen fundraising for andres projekter, arbejdede jeg struktureret med risikovurdering i min portefølje. Jeg tog ikke et risikabelt projekt ind, hvis ikke jeg havde ”sikre” projekter nok i porteføljen. Og jeg tog langt højere provision i de risikable projekter end i de sikre. Og der er jo altid en risiko for, at man løber tør for potentiale i de potentielle projekter.
Jeg er så heldigt stillet, at jeg indtil nu har kunnet fylde mit arbejdsliv med interessante projekter, og at min samlede portefølje har kunnet give et fornuftigt afkast. Jeg påstår på ingen måde, at enhver kan gøre mig kunsten efter. Men hvis man vil forsøge, er det i hvert fald vigtigt at være opmærksom på at spille på flere heste, at styre sin projektportefølje fremsynet og at man gør det af lyst og ikke af nød.
