Blog: Mettes SMS-problem: Her er årsagen

Som du måske har bemærket, har statsministeren pådraget sig et problem omkring slettede SMS’er. Det er faktisk ikke så sært. Det fremstår som helt utvetydigt dumt, at hun har haft sin telefon indstillet til automatisk sletning.

Men måske er det lige så dumt med automatisk opbevaring af SMS’er til evig tid? Og måske er det hele slet ikke så vigtigt, som det fremstår?

Lidt om sagen

Altså – statsministeren har af såkaldte sikkerhedshensyn haft telefonens automatiske slettefunktion slået til, hvilket betyder, at man nu enten ikke eller kun temmelig besværligt kan få indblik i statsministerens sms-korrespondancer med sine nærmeste medarbejdere, som også har haft funktionen slået til.

Er det substantielt alvorligt? – Næh… eller jo, lidt.

Ville det modsatte være alvorligt? – Ja, formentligt.

Hvordan en bagatel bliver til en sag

For mig at se, var SMS-sletningen fra start en bagatel. Den er blevet til en sag på grund af en kombination af uskønne politisk strategiske træk, og den kunne have været begravet i ærlighed. I hvert fald, hvis min analyse af situationen holder.

Når sagen om en teknisk fodfejl ved den omfattende minkaflivning fik så stor politisk kraft, skyldtes det først og fremmest, at det var svært at være opposition i en tid, hvor regeringen faktisk håndterede en krisesituation ret professionelt. Derfor var det nødvendigt for oppositionen at puste fodfejlen op og kritisere den uforholdsmæssigt voldsomt.

Når SMS-sagen så dukker op i kølvandet på minksagen, er det naturligt for oppositionen at forsøge at bruge den til at miskreditere statsministeren yderligere.

Det må jo antages at give nogle vælgere mindre lyst til at stemme på statsministerens parti ved en senere lejlighed. At den slags ikkesubstantiel mudderkastning så samtidig giver øget politikerlede, har man valgt at se stort på, når blot skaden på modstanderen er større end skaden på professionen.

Så selvom SMS-sagen er en bagatel, er der altså politisk interesse i at fremstille den som en intentionel sløring af minksagen, der trods alt rent faktisk har lidt politisk og juridisk substans.

Hvorfor sagen blev til et problem

Når sagen ikke ville dø hen, skyldes det dels, at oppositionen har en stor interesse i at vedligeholde den, men det skyldes også, at statsministeren, i sin selvfremstilling som det perfekte væsen, nægtede at stå ved den menneskelighed, der – efter min analyse – ligger bag beslutningen om at slette SMS’er automatisk.

Hun forsøgte sig med ”sikkerhedshensyn”, som enhver kunne gennemskue, ikke var eksisterende.

Hun forsøgte at lade som om, hun havde modtaget sikkerhedsmæssig rådgivning fra ”Statsministeriet”, underforstået dette ministeriums sikkerhedseksperter, som man jo må formode findes.

I virkeligheden er jeg ret sikker på, at sletningen er sat i værk på grund af en særlig tolkning af SMS'er som kommunikationsmiddel.

Hvad er en sms?

For hvad er en SMS egentlig, sådan rent kommunikativt?

For mange af os har SMS’en som medie erstattet den hurtige telefonsamtale. Den kan altså med rette opfattes som en slags hybrid mellem skriftlighed og mundtlighed.

Det er indlysende, at den rummer skriftlighed, da den jo netop skrives. Men samtidig har SMS’en som medie ofte et sprog, som ligger langt fra almindeligt skriftsprog, og en funktion, som man tidligere har løst med mundtlighed. Og jeg er overbevist om, at både Mette Frederiksen og hendes nære folk har opfattet SMS’er som sådan en slags forlængelse af mundtligheden. For sådan har de forholdt sig til dem.

Hvis SMS’er opfattes på lige fod med mundtlig kommunikation, giver det supergod mening ikke at gemme dem. Vi går heller ikke og gemmer på lydoptagelser af vores almindelige dagligdags mundtlige kommunikation med hinanden.

Den mundtlige kommunikation bruger vi i en kortsigtet afklaringsproces, og de ting, som er væsentlige at gemme – dem skriver vi ned.

Og hvis man opfatter SMS’er på denne måde, giver det også mening, at man ikke journaliserer dem.

Som embedsmand har jeg lavet masser af telefonnotater, som jeg har journaliseret. Jeg kan ikke huske, at jeg har journaliseret en eneste SMS, men jeg kan sagtens have journaliseres et notat, som opsummerer en beslutning, som jeg har fået bekræftet på SMS – uden at selve SMS’en er journaliseret.

Jeg synes, det kunne være spændende at lave en undersøgelse blandt embedsfolk, hvor man afdækkede hvor mange procent af dem, der havde prøvet at journalisere en SMS. Mit gæt er, at det er ganske få. Og min vurdering er, at det ikke er noget problem – netop fordi SMS’en er surrogat for mundtlig samtale.

Hvad så med sikkerhedsperspektivet

Jeg tror ikke et sekund på, at Mette Frederiksen har fået en egentlig sikkerhedsmæssig rådgivning, som indebar, at hun burde slå den automatiske sletning til. Jeg tror, at hun og hendes rådgiver tilfældigt er kommet til at snakke om netop denne funktion på telefonen, og så er de blevet enige om, at det faktisk er ganske sjældent, man har brug for at tjekke en sms, som er mere en 30 dage gammel.

Hvis SMS’ens indhold er vigtigt nok, vil dette indhold være blevet gjort skriftligt. Og hvis det er relevant i en sagsbehandling, vil den skriftlige version endda være journaliseret. Set i det lys er den automatiske slettefunktion faktisk smart.

Tidligere statsminister Lars Løkke var i pressen og demonstrere, at han på sin telefon kunne finde SMS’er helt tilbage fra sin tid som statsminister. Det skulle tjene det formål at vise, at det ikke var en statsministeriel sikkerhedsprocedure i hans tid at slette SMS’er.

Men hov. Hvis SMS’er virkelig er så vigtige dokumenter, at de bør journaliseres i statens systemer, er det så rimeligt, at et menigt medlem af folketinget går rundt med denne information på sin telefon?

SMS’er bør da slettes

Disse SMS’er kan jo indeholde hvad som helst. Der kan jo meget let i disse SMS’er være opbevaret personoplysninger, som hører under GDPR-reglerne. For eksempel om personers partimedlemskaber, alder, helbred osv. ”Tillykke med de 50, din ægte venstremand – hvordan går det med nyrestenene?”

Hvis en afgået statsminister går rundt med den slags oplysninger på sin telefon, bør der jo være en procedure for, hvordan de slettes. Det kunne fx være automatisk efter 30 dage. Det lyder faktisk meget rimeligt i mine ører.

Så hvis Lars Løkkes manglende sletning af SMS’er er interessant, hvorfor har ingen så interesseret sig for, om der har været en korrekt procedure for journalisering og sletning af dem?

Mit gæt er, at det har der ikke. Af samme grund, som Mette Frederiksens beslutning om at indføre automatisk sletning. Man har ganske enkelt ikke betragtet SMS’er som ægte fuldgyldig skriftlighed.

Spild af spalter

Så hvis ikke dagens danske politiske klima havde været båret af en idé om at svine hinanden til i stedet for at samarbejde konstruktivt for ordentlige løsninger, og hvis Mette Frederiksen samtidig havde stået ved, at hun – præcis som de fleste andre – ikke betragter SMS’er som andet end almindelig snak, så kunne vi have sparet tusindvis af spaltemillimeter og brugt vore tid og fokus på at drøfte noget med politisk substans.

Det ville klæde vores politikere at fokusere på substantiel politik frem for at puste andres småfejl op. Og det ville klæde vores politikere at være ærlige om, når de begår helt menneskelige fodfejl baseret på mulige misforståelser.

Når vi når dertil, vil vi have en ægte, ædel politisk debat, som ovenikøbet både vil være interessant og få os til at respektere de mennesker, vi vælger til landets magtfulde embeder.

Nå, men nu er coronasmitten heldigvis steget så meget, at vi snart kan begynde at diskutere magtfuldkommenhed i stedet for – det er da trods alt mere interessant end SMS’er.