Forår i Hestehaven

Forleden gik jeg en tur i Hestehaven ved Kalø. Her kan man tale om beliggenhed: Skoven skråner jævnt fra Rønde og ned til Kalø Vig med slotsruin og iskiosk. På det sidste stykke ud mod stranden rundes skoven smukt af i et skovbryn – mod øst læner de brede egetræer sig ud mod strandengen, og mod syd og vest står de store bøge- og egetræer og vælter lige så langsomt på den gamle kystskrænt. De lander i et gammelt græsningskrat af slåen, skovæbler og roser på den hævede havbund. Møder man skoven fra vandsiden, kan man med lidt god vilje forestille sig, at man befinder sig i middelalderen, eller endnu tidligere.

Kalø Hestehave er blandt de særligt udvalgte skove, fordi den ligger både i en af Danmarks tre nationalparker og i et Natura2000-område – store dele af skoven er tilmed kortlagt som habitatskov. Og så er skoven statsejet, hvilket jo betyder, at vi alle sammen ejer den, og derfor er velkomne til at gå på opdagelse i den!

Det er svært at være gnaven sådan en dag, hvor solen skinner, humlebierne summer og bøgeløvet springer ud i lysegrønt. Alligevel er der et skår i glæden. For næsten hele Kalø Hestehave bærer produktionsskovens stempel. Sådan en skov, hvor man dyrker stammer til tømmer. Som man gør i næsten alle Danmarks skove. I vejkanten ligger vinterens høst af stammer klar til afhentning.

Den forstlige drift skaber monotoni sammenlignet med en naturlig skov. Prøv selv at sammenligne den naturlige strimmel kystskov ned mod Kalø Vig med resten af skoven næste gang, du kommer forbi. Ensformigheden skyldes, at skovdyrkningen fremelsker tætte bevoksninger, så stammerne bliver lige. Og så skal træerne fældes, inden de bliver voksne og begynder at skrante. Af samme grund planter, tynder og dræner man, indtil skoven får den optimale sammensætning og udseende. Desuden har man forment store græssende dyr adgang til skoven, fordi de ødelægger fremtidens tømmer.

Men skov, som er plantet, tyndet, drænet, hugget og uden græssende dyr, mangler lysninger, moser, sumpe, enge, store gamle træer og dødt ved. De mangler meget af det liv, som hører til i sådan en skov.

Det er ikke uden grund, at skoven hedder Hestehave – ligesom bunkevis af andre danske skove. Det gør den, fordi der engang gik græssende dyr. De skabte variation og artsrige lysninger til sommerfuglene. Det gjorde grundvandet også, før det blev lagt i grøfter.

Hvis man mener noget med, at Kalø Hestehave er nationalpark og Natura 2000-område, så skulle man lukke grøfterne, standse kommerciel forstlig drift og lukke de græssende dyr ind i skoven i en kæmpemæssig indhegning, som inddrager strandengene omkring slotsruinen og Følle Bund. Eftersom staten ejer hele molevitten, så er det vel til at finde ud af?

På den anden side: Så længe der bliver langet godt med is og pølser over disken i kiosken ved P-pladsen, og så længe der er plads til festspil, ridderturneringer, kajakroning og bålmad, så fortsætter vinterens kævler nok med at rulle ud af Kalø Hestehave. Sommerfuglene, svampene og planterne siger nemlig ingenting. De er jo heller ikke en del af folket.