Først som pensionist er Kirsten begyndt at frygte verdens fremtid
Kirsten Vang Nielsen har været genetiker og kræftforsker i knap 40 år. Som pensionist er hun medlem af seniorrådet i Skanderborg kommune, frivillig i Ry biograf, medlem af flere bestyrelser og suppleant i brugsforeningen Tryg. © Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Da Kirsten Vang Nielsen var ung, kunne hun købe aftensmad til en hel weekend på en flaskebon. Men tiderne har ændret sig.
Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.
Her ved årsskiftet er det naturligt at tænke over det forgangne år, men når man er pensionist, har man jo også tid til at sætte året i et historisk perspektiv, i hvert fald den historiske tid, man selv har oplevet.
Jeg er født i 1955 og har næsten kun oplevet fremgang i min levetid, både politisk, økonomisk og teknologisk.
I min barndom var frygten den kolde krig stor, men den begrænsede adgang til medier og vores forældre beskyttede os mod at tænke for meget på det.
I min ungdom var der energikrise, men de billøse søndage var bare sjove. Vi teenagere tænkte ikke så meget på økonomiske og politiske kriser.
En weekend på hvidkål og mælk
Det værste jeg har oplevet, var nok den økonomiske krise i 1980’erne, hvor vi som nyuddannede skulle etablere os med en kartoffelkur og lønstop som ledsager.
Der var mange tvangsauktioner og man blev stavnsbundet til det nyindkøbte hus, som årligt faldt i værdi. Det blev svært at søge arbejde i den anden ende af landet, for huset kunne ikke længere sælges uden store tab.
Renterne på kreditlån var 18 procent, og rentefradraget blev nedsat hvert år, så det blev dyrere og dyrere at sidde i huset. Mange havde også optaget studielån til markedsrente, og de skulle nu betales tilbage.
Hverken IT-boblen ved årtusindskiftet eller bankkrisen i 2008 påvirkede hovedparten af min årgangKirsten Vang Nielsen
Bankerne blev rige på den ordning, indtil politikerne blev opmærksomme på, at der var en hel ungdomsårgang, der kom i knibe. De, der havde studielån, havde ikke råd til et hus, men alle unge voksne var lige fattige. Det var før forældrekøb og forældres tilskud til børnenes husholdning. Jeg har faktisk prøvet at købe ind til hele familien til en weekend for flaskepant: Det blev til mælk, kartofler, hvidkål og hakket oksekød!
En ny frygt for fremtiden
Men alle kriser går over, og hverken IT-boblen ved årtusindskiftet eller bankkrisen i 2008 påvirkede hovedparten af min årgang. Vi havde måske også lært ikke at leve over evne. En weekend på hvidkål er en god læremester! Men politikerne var nu ret hurtige til at redde bankerne.
Først nu som pensionist oplever jeg virkelig en frygt for verdens fremtid.
Det, der skræmmer mig mest er nok det stigende antal diktatorer i denne verden. Som post-68er er jeg afhængig af demokrati og antiautoritet.
Når man så lige lægger de mange krige, klimakrise, verdenshave fyldt med plastik, Trump, Putin og Kim Jong-un oveni, så er mit bæger fyldt.
Men det ødelægger nu ikke mit nytårshumør!
