Familiefest, stigmatisering og misforstået empati

I min familie er jeg blevet det ustandselige mål for bekymring og underholdning, når vi mødes til en omgang fælles indtagelse af mad. Vi når sjældent at skåle mere end et par gange inden, at min arbejdsløshed er blevet serveret til offentlig fortæring hen over middagsbordet. Her bliver den så gaflet og gumlet på lige fod med oksestegen og waldorfsalaten.

”Hvorfor tager du ikke til Norge og finder et job, de har jo så mange oliepenge? Du kunne jo også gøre rent oppe på sygehuset indtil videre! Jeg har en nabo, hvis søn er lærer i Sønderjylland! Du er måske blevet for fin til at gøre rent? Har du ringet til din fars grandkusine, hende der er blevet en mand? Der er intet i vejen med at gøre rent, at du ved det!”

Når de først har fået talt sig varme, er det egentligt sagen underordnet, hvad jeg siger og svarer. Så har det mere udviklet sig til en konkurrence om, hvem der kan give mig den mest potente opsang.     

Men det absolutte højdepunkt til sådanne sammenkomster er uden tvivl, når min kære onkel vralter over til mig, stikker en albue i min side og jovialt udbryder: ”Du kan da ikke være alt for klog, når du har taget en uddannelse, man ikke kan bruge til noget!”.

Til hans forsvar skal det nævnes, at den bemærkning ofte falder i kølvandet på, at jeg lige har udraderet ham i en omgang Bezzerwizzer. Men ikke desto mindre så kræver det ofte al min selvbeherskelse ikke at overfalde hele familien med et vandfald af opsparet sarkasme og i stedet på diplomatisk vis påpege deres tendens til at antage, hvad jeg gør og mener uden overhovedet at have spurgt mig først.

For hvis der er en ting, jeg særligt har lagt mærke til, imens jeg har været på dagpenge, så er det, at alle mennesker tilsyneladende har en mening om, hvorfor du ikke har fundet et job endnu. Folk er mere end villige til at dele ud af velmenende råd og egne erfaringer, uden du nødvendigvis har bedt om det på forhånd. Problemet er bare, at de ofte er baseret på deres egne forestillinger og fordomme om, hvad det vil sige at være arbejdsløs dimittend frem for en egentlig dialog.

Men hvorfor er det egentligt blevet acceptabelt for alle, at gøre sig kloge på andre menneskers arbejdsløshed?

Når det gælder andre penible spørgsmål, er vi jo som regel pæne nok til kun at tale om det bag deres ryg. Der må derfor være nogle andre og mere voldsomme mekanismer på spil.

Er det fordi de tror, at de ved bedst? Er det fordi de er bange for, at jeg bliver sat bagud i karrierekapløbet? Eller er det fordi det er steget dem til hovedet, at de finansierer min understøttelse igennem deres skattecheck?

Det er desværre mit indtryk, at denne tendens ikke kun er forbeholdt mig og min familie. Ofte ser jeg den også komme til udtryk i offentlige debatter i medierne. Det er ikke udelukkende i en mild og empatisk tone, at folk udtaler sig om arbejdsløshed.

Ofte antager andre mennesker at man som arbejdsløs er doven, kræsen, utaknemmelig eller det, der er værre. Man vender i høj grad problemet ind mod den arbejdsløse og angriber vedkommendes karakter frem for, at se ud mod samfundet og italesætte de overordnede problemstillinger.

Uheldigvis så tror jeg, at det til en vis grad fungerer som et røgslør for at tale om, hvilke problemer der egentligt er på spil. Hvorfor er arbejdsløshed blandt dimittender stagneret, hvorfor er der ikke nogen der forsøger at afhjælpe den og hvad kommer det på længere sigt til at koste samfundet? Det er i hvert fald nogle emner, jeg vil forsøge at bringe på bordet til næste familiefest og ikke mindst her på bloggen.