Ældrereformen bør give medarbejderne tid til at hjælpe

Udspillet til en ældrereform er blevet lanceret som et opgør med tidstyranni og detaljedokumentation - og så stiller det høje krav til både ledere og medarbejdere i det offentlige ældreplejesystem, men også til sundhedsvæsenet. Implementeringen af reformen vil vise dens værdi.

Jeg er stærkt opmærksom på kvaliteten, for det vigtigste er, at personalet får tid til at løse opgaverne.

Det skal være de ældre og deres behov, der er i fokus med helhedspleje med faste teams i ældreplejen, mere selvbestemmelse og indflydelse på dagligdagen, uanset om det er i eget hjem eller på plejehjem.

Det er kommunerne, der skal tilbyde behovsbestemte og relevante tilbud til forebyggende hjemmebesøg til alle i alderen 65-81 år. Tilbud, der skal bidrage til at øge tryghed, trivsel og sundhed.

Samtidigt er det et formål at forebygge sygdom, tab af funktionsevne og afhængighed af hjælp. Det er godt for den ældre, men også for kommunerne, der kan sætte ind der, hvor behovet er størst.

Kommunernes tilsyn bliver erstattet af et tværgående tilsyn på alle plejehjem. Det er formentlig en forbedring – vel at mærke, hvis det varetages af tværfaglig ekspertise.

Det er for os også vigtigt, at tilsynene foretages af fagligt kompetente personer, som har tilsyn som deres faglige opgave. En fornuftig allokering af ressourcer skal gå hånd i hånd med solid faglighed blandt de tilsynsførende.

For det er en uomtvistelig kendsgerning, at vi bliver flere ældre, flere kronisk syge og multisyge ældre. Samtidigt øges regionernes udgifter til sundhedsvæsenet betragteligt, som følge af den demografiske udvikling, den accelererende teknologiske og digitale udvikling i udstyr, anlægsudgifter m.v. og ikke mindst arbejdsmiljø- og rekrutteringsudfordringer til sundhedsvæsenet.

Det vil sige, det bliver også dyrere for såvel kommuner som regioner at leve op til det på en kvalificeret måde. Det er derfor bekymrende, om de gode intentioner kan leve op til de høje faglige kvalitetsstandarder og ambitioner om at være ”verdens bedste” ældrepleje og sundhedssystem.

Kvalitet er ikke, at alle skal have det samme, bare fordi "det har jeg ret til”, for med ret følger også pligt i juridisk og etisk forstand.

Det er, frit citeret efter K.E. Løgstrup, en etisk fordring at tage vare på hinanden. Det er i min optik et samspil mellem den enkelte, indbyrdes og i samspil med samfundet. Det skal sikres, at der er let adgang til dialog og klage i såvel det kommunale klagesystem som patienterstatningen for at sikre gensidig forståelse, smidighed og læring.

Men også for at være buffer og spare udgifter til retssystemet, med sager, der bedst varetages i dialog og fælles forståelse for at gøre det godt og bedre.

Det er også afgørende, at der er et godt arbejdsmiljø for de ansatte, og hvor der er klarhed over, hvornår opgaven er gjort godt nok – det bliver særligt vigtigt, når mange af opgaverne nu bliver til forhandling på stedet.