Dimensionering

Men hvad er så problemet? Problemet er, at det slet ikke har noget med ”arbejde til folk” at gøre. Men hvad er det så?

Problemet er, at det er en del af en ideologi, en helt overordnet og gennemtrængende tankemæssig skævvridning, der vender vores samfund på hovedet, tømmer alle institutioner for deres indre liv og spytter dem ud igen som ukendelige teknokratier med lidt humanistiske one-liners beregnet til det højre hjørne af hjemmesiden eller til en reklame-streamer på bussen.

Men skriver skiftende ministre ikke om ”dannelse”, når de skriver kronikker i Politiken? Jo, men det betyder ikke noget. Det er rent staffage.

Hvordan kan jeg være så sikker på det? Her er nogle argumenter fra realismens bane:

1. Alle relevante kommissioner og udvalg er sammensat uden seriøs humanistisk eller samfundsvidenskabelig repræsentation.
2. Ingen regeringspapirer nævner noget som helst om, hvad et universitets normative og videnskabelige pligter er i et moderne samfund.
3. Jobs knyttes altid til det tekniske ”arbejdsmarked” og aldrig til det kulturelle ”arbejdet”.
4. Argumentationen for andre reformer, f.eks ”fremdriftsreformen”, er helt den samme, altså kun ”arbejdsmarkedet”.
5. De dominerende tænketanke, især DEA, har helt samme perspektiv.
6. Samme ensidighed i perspektiv præger skolereformen og allerede nu de indledende overvejelser i forbindelse med den kommende gymnasiereform.

Konsekvensen bliver ikke et ”bedre arbejdsmarked”, men at ”arbejdsmarkedslogikker” fortrænger de pædagogiske og videnskabelige logikker inde i de systemer, som var sat til at varetage pædagogisk og videnskabelig genskabelse. Dermed kan samfundet ikke komme i kontakt med dets objekter.

Universitetet defineres som ”arbejdsmarked”, og det kan da umuligt være godt for arbejdsmarkedet eller samfundslivet.

Hvad hedder ideologien? Ja, den hedder ”konkurrencestaten”. Konkurrencestaten er betegnelsen for regeringens officielle ideologi, herunder Thorning, Corydon, Østergaard og alle dem, som blot er kommet i forkert selskab, og som nu spræller i det nye sprogspils dybdestruktur.

De nye politiske profeter tror, at konkurrencestaten blot er en forbedret velfærdsstat, men det har de helt misforstået. Så snart konkurrencestatsbegrebet breder sig fra sine afgrænsede forskningscirkler ind over de videnskabelige og pædagogiske forhold, så omdannes det hele til statslig styring og alting reduceres til ”arbejdsmarkedet” og ”jobs”. Det ligger i selve teorien, hvor humanitet, dannelse og solidaritet omdannes til metoder for økonomisk vækst. Derved får vi to modstridende ”dannelsesidealer”, hvis man kan kaldet det sådan, nemlig ”opportunisten” og ”soldaten”, som simpelthen udgør den officielle konkurrencestats-pædagogik. Sådan arbejder begreberne, og det er derfor at "dannelse" i de ministerielle kronikker intet betyder. Spring det over eller streg det ud, når I læser.

Konkurrencestaten, som oprindelig var et lille afgrænset bidrag til den politisk-økonomiske forskning, bliver nu til en omfattende politisk ideologi, der underordner de værdier, som landets institutioner møjsommeligt har opbygget, og gør dem til midler til indfrielse af statens økonomiske prætentioner. Når det begreb, der udelukker normativitet, så bliver operativt og normativt, så omdannes alting til den rene nihilisme. Det er jo logik. Simpelthen: logik.

Ideologien støttes godt og grundigt op af landets avisredaktioner, ikke mindst af Politiken. Man kan faktisk iagttage skredet helt ind i den måde journalisterne spørger på.

Resultatet er en nivellering af alle forskelle og en langsom udelukkelses af videnskabelig og folkelig erindring og virkelyst.

Resultatet er ”fremdrift” og ”dimensionering” og ”normalisering” og intet andet.

Det er derfor, alle bør løbe skrigende bort fra regeringens forslag, som ikke er andet end reaktionær finanskrisedamp.

Når tingene er rettet op, kan vi se på sagerne igen.

PS Fra Politiken, d. 27.september 2014:
Lars Goldschmidt, som er socialdemokratisk folketingskandidat, formand for Ny Nordisk Skoles Akademiråd og medskribent på mange af Antorinis bøger, siger:

"Jeg tror ikke, der er særlig mange, der tager en uddannelse, alene fordi den har en værdi i sig selv, og som ikke ønsker at få et arbejde, når de er færdige. Og jeg kan faktisk ikke se, at det er noget, vi som samfund skal bakke op om. Åndsvidenskaberne har det med at blive meget indadvendte og ende som et onaniprojekt - altså systematisk selvtilfredsstillelse uden relevans for samfundet".

Med andre ord: Åndsvidenskab er "onani", med mindre den bidrager til produktiviteten. Det kan man da kalde for en "dimensionering", der vil noget. Og det er altså en af skolereformens "filosoffer", der udtaler sig.

Disse reformer har intet med humaniora eller arbejde at gøre. Det har noget at gøre med en regering og en elite, som mener, at åndsvidenskab er onani, og som tror at videnskab er en form for praktiseret policy.