Når de andre føles dummere end dig
Akademikere er arrogante. En almindelige antagelse blandt virksomhedsledere, mener blogger Dennis Nørmark. Måske skal akademikere blive bedre til at lade de gode argumenter ligge og nøjes med det utilstrækkelige?
Akademikere er arrogante.
Da jeg i forbindelse med research til min bog, Humanistens guide til det private erhvervsliv, interviewede virksomhedsledere om deres indtryk af humanister, var det en tilbagevendende besked: Akademikere er arrogante.
Nu er det ikke så underligt, at man her i lighedens kongerige opfatter folk, der måske udtrykker sig lidt anderledes, som højrøvede individer med næsen i sky. Den danske kultur er præget af anti-intellektualisme og en tro på, at mange års studier og boglig fordybelse nærmere diskvalificerer end det modsatte.
Af samme årsag er der ingen grund til at flashe din ph.d., hvis du skulle have erhvervet dig en sådan. Faktisk vil jeg undertiden anbefale, at du overhovedet ikke nævner det, hvis du skal ud i det private erhvervsliv.
Men som oftest er der tale om et kultursammenstød mellem den tilgang til opgaver, samtaler og rationalitet, som er humanistens, og den tilgang man har blandt folk uddannet til livet i den private sektor eller hos folk med tekniske uddannelser.
Lær at nøjes med mindre end det optimale
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan man som humanist skal lære at nøjes med mindre end det optimale. Det kan være svært, særligt når man skal sætte sig ned med en gruppe kollegaer eller chefer og blive enige om, hvad der ville være det bedste at gøre.
Her kommer humanisten ofte med en urealistisk idé om, at alle sætter sig ned og på bedste habermasianske facon vender alting logisk og rationelt og ender med ved kølig reduktion at finde frem til, hvad det klogeste og mest gennemtænke argument er. Sådan fungerer det så godt som aldrig i erhvervslivet, og du kommer aldrig til at have den slags velovervejede samtaler igen. For alt mulig andet kommer i vejen.
Halvdelen af dem, der sidder rundt om bordet, er i virkeligheden på to projekter og har ikke noget ud af at sætte alt ind på det her, tre personer i gruppen har nogle andre personlige måltal, som gør, at din kloge prioritering af andre opgaver først gør, at de ikke får bonus i år, dem der sidder fra kommunikationsafdelingen vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at HR (som de hader mere end noget andet i universet) bliver holdt udenfor, skønt det vil ville være optimalt at få dem med, og chefen for det hele vil helst ikke tage en beslutning, der kan komme tilbage og ramme ham selv på et senere tidspunkt, så han prøver at skabe et konsensus om den løsning, der på alle måder er den laveste fællesnævner . På et tidspunkt får du nok og siger, at de har valgt en dum, åndssvag og uigennemtænkt løsning.
Det er nu, at du er arrogant.
Erhvervslivet er ét stort kompromis krydret med dårlige løsninger
I de fleste organisationer, private såvel som offentlige, gælder det om at navigere i et mineret farvand af ambitioner, politik, budgetter, magtkampe og grænseløs uvidenhed. Det sidste er det værste, for det får folk til bare at tale løs og håbe, de kan bluffe sig igennem det forhold, at de ikke har forberedt sig og ikke aner noget om sagen.
Det er altså mere end urealistisk, at man vil nå frem til det klogeste og mest gennemtænkte mere end nogle få gange i løbet af ens ansættelse. Og det kan efterlade enhver humanist frustreret over, at man da ikke bare kan lytte til argumentet, de sirlige og nøjagtige redegørelser, den enorme mængde viden, man har tilegnet sig, og den indlysende konklusion på det hele. Men den frustration har man bedst af at pakke godt ned bagerst i hjernen, mens man sammenbidt nikker, når chefen ender med at konkludere, at de måske bare skal gøre som hidtil.
Erhvervslivet er ét stort langt kompromis, krydret med dårlige løsninger, i et miljø, der hele tiden hævder, at de er kompromisløse og verdensmestre i alt.
Eksempelvis vil du også snart opdage, at din chef med stor sandsynlighed er dummere end du er. I hvert fald vil du nok opfatte ham eller hende som en anelse åndeligt underfrankeret, og når du spørger ham, hvad den sidste bog han læste var, og han svarer, at det var den nye biografi om Jussi Adler-Olsen, skal du huske at gemme foragten og latteren det samme sted i hjernen, som du gemte din frustration efter gårsdagens møde.
Naturligvis er vi arrogante. Det har vi al ret til at være, men det er bedst at dosere det umådeligt forsigtigt og glæde dig over de gennembrud, du undertiden kan få, hvis du sørger for hele tiden at være velorienteret, læse op på tingene og vide lige så meget, og helst mere, end de andre.
Det gælder om at massere dine idéer ind i dem, ikke igennem højrøvet bedrevidenhed, men ved at tale til og forstå alle de interessekonflikter, forfængeligheder og den latente dovenskab, der er i rummet. Du lytter og lytter og lytter og fortæller dem, hvad du ved, og hvad du synes.
Processen er ikke effektiv, men den kræver anerkendelse for det, som den er. Manglen på anerkendelse af, at det er sådan vi arbejder her, besværligt, ineffektivt, ukvalificeret og så videre, er det, som bliver opfattet som arrogance.
Da jeg i forbindelse med research til min bog, Humanistens guide til det private erhvervsliv, interviewede virksomhedsledere om deres indtryk af humanister, var det en tilbagevendende besked: Akademikere er arrogante.
Nu er det ikke så underligt, at man her i lighedens kongerige opfatter folk, der måske udtrykker sig lidt anderledes, som højrøvede individer med næsen i sky. Den danske kultur er præget af anti-intellektualisme og en tro på, at mange års studier og boglig fordybelse nærmere diskvalificerer end det modsatte.
Af samme årsag er der ingen grund til at flashe din ph.d., hvis du skulle have erhvervet dig en sådan. Faktisk vil jeg undertiden anbefale, at du overhovedet ikke nævner det, hvis du skal ud i det private erhvervsliv.
Men som oftest er der tale om et kultursammenstød mellem den tilgang til opgaver, samtaler og rationalitet, som er humanistens, og den tilgang man har blandt folk uddannet til livet i den private sektor eller hos folk med tekniske uddannelser.
Lær at nøjes med mindre end det optimale
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan man som humanist skal lære at nøjes med mindre end det optimale. Det kan være svært, særligt når man skal sætte sig ned med en gruppe kollegaer eller chefer og blive enige om, hvad der ville være det bedste at gøre.
Her kommer humanisten ofte med en urealistisk idé om, at alle sætter sig ned og på bedste habermasianske facon vender alting logisk og rationelt og ender med ved kølig reduktion at finde frem til, hvad det klogeste og mest gennemtænke argument er. Sådan fungerer det så godt som aldrig i erhvervslivet, og du kommer aldrig til at have den slags velovervejede samtaler igen. For alt mulig andet kommer i vejen.
Halvdelen af dem, der sidder rundt om bordet, er i virkeligheden på to projekter og har ikke noget ud af at sætte alt ind på det her, tre personer i gruppen har nogle andre personlige måltal, som gør, at din kloge prioritering af andre opgaver først gør, at de ikke får bonus i år, dem der sidder fra kommunikationsafdelingen vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at HR (som de hader mere end noget andet i universet) bliver holdt udenfor, skønt det vil ville være optimalt at få dem med, og chefen for det hele vil helst ikke tage en beslutning, der kan komme tilbage og ramme ham selv på et senere tidspunkt, så han prøver at skabe et konsensus om den løsning, der på alle måder er den laveste fællesnævner . På et tidspunkt får du nok og siger, at de har valgt en dum, åndssvag og uigennemtænkt løsning.
Det er nu, at du er arrogant.
Erhvervslivet er ét stort kompromis krydret med dårlige løsninger
I de fleste organisationer, private såvel som offentlige, gælder det om at navigere i et mineret farvand af ambitioner, politik, budgetter, magtkampe og grænseløs uvidenhed. Det sidste er det værste, for det får folk til bare at tale løs og håbe, de kan bluffe sig igennem det forhold, at de ikke har forberedt sig og ikke aner noget om sagen.
Det er altså mere end urealistisk, at man vil nå frem til det klogeste og mest gennemtænkte mere end nogle få gange i løbet af ens ansættelse. Og det kan efterlade enhver humanist frustreret over, at man da ikke bare kan lytte til argumentet, de sirlige og nøjagtige redegørelser, den enorme mængde viden, man har tilegnet sig, og den indlysende konklusion på det hele. Men den frustration har man bedst af at pakke godt ned bagerst i hjernen, mens man sammenbidt nikker, når chefen ender med at konkludere, at de måske bare skal gøre som hidtil.
Erhvervslivet er ét stort langt kompromis, krydret med dårlige løsninger, i et miljø, der hele tiden hævder, at de er kompromisløse og verdensmestre i alt.
Eksempelvis vil du også snart opdage, at din chef med stor sandsynlighed er dummere end du er. I hvert fald vil du nok opfatte ham eller hende som en anelse åndeligt underfrankeret, og når du spørger ham, hvad den sidste bog han læste var, og han svarer, at det var den nye biografi om Jussi Adler-Olsen, skal du huske at gemme foragten og latteren det samme sted i hjernen, som du gemte din frustration efter gårsdagens møde.
Naturligvis er vi arrogante. Det har vi al ret til at være, men det er bedst at dosere det umådeligt forsigtigt og glæde dig over de gennembrud, du undertiden kan få, hvis du sørger for hele tiden at være velorienteret, læse op på tingene og vide lige så meget, og helst mere, end de andre.
Det gælder om at massere dine idéer ind i dem, ikke igennem højrøvet bedrevidenhed, men ved at tale til og forstå alle de interessekonflikter, forfængeligheder og den latente dovenskab, der er i rummet. Du lytter og lytter og lytter og fortæller dem, hvad du ved, og hvad du synes.
Processen er ikke effektiv, men den kræver anerkendelse for det, som den er. Manglen på anerkendelse af, at det er sådan vi arbejder her, besværligt, ineffektivt, ukvalificeret og så videre, er det, som bliver opfattet som arrogance.
