Humanister har et naturligt bullshit-filter - brug det!
© Robin Skjoldborg
"Humanister kan bringe fornuften tilbage i organisationer, der ikke er klare over, hvor irrationelt de faktisk handler, men det kræver, at vi tør forblive den vigtige medarbejder med de irriterende spørgsmål", skriver Dennis Nørmark i sit første blogindlæg på akademikerbladet.dk.
”Humanister stiller irriterende spørgsmål”.
Denne observation er gik igen og igen under mit arbejde med min seneste guidebog til humanister i det private erhvervsliv, om end jeg ikke tror, den alene kan begrænses til den private sektor. For humanister stiller irriterende spørgsmål over alt, hvor de kommer, og de moderne arbejdspladser bliver efter min mening dårlige og dårligere til at håndtere dem.
Sociologen Rasmus Willig har vist, at særligt offentlige arbejdspladser reagerer meget unådigt på kritik, og oprørsikonet Svend Brinkmann fik stor succes med sin bog om at ”Stå Fast” ved at gøre op med moderne organisationers ønske om medarbejdere, der ukritisk køber organisationers krav om en evigt positiv indstilling og ja-hat.
Strategisk, hvad?
Forstå mig ret. Den akademiske medarbejder skal ikke være en kværulant, der lunter rundt i virksomheden med kronisk korslagte arme, men som humanist har man et særligt veludviklet bullshit-filter. Vi kan hurtigere end nogen andre høre, når en ledelse forsvarer status quo med selvrefererende nonsens, som når man skal levere tal ind, fordi de er gode at have, men reelt ikke bliver brugt til noget. Eller når ledelsen forklarer store forandringer med ubegrundede floskler som, at det skal ”skabe rum for større strategiske prioriteringer”. En sætning, som de ofte heller ikke selv forstår.
Faktisk har man undersøgt, hvad ordet strategisk betyder, og for ni ud af ti er strategisk blot en ord, der skal fordoble det, som står bagefter. ”Strategisk markedsføring” betyder således bare ”vigtig markedsføring”, ”strategiske beslutninger” betyder ”vigtige beslutninger” og så videre. Det er den slags, de fleste gode humanister hurtigt kan gennemskue, fordi vi er trænet i diskursanalyse og kræver sproglig nøjagtighed af vores omgivelser. Når vi hører folk kaste om sig med forskellige udtryk igen og igen, prøver vi at undersøge, hvad ordet betyder, og om det bruges konsistent. Det kan vi slet ikke lade være med. Det er en arbejdsskade, vi har pådraget os på universitetet. Men for organisationer, der blot kværner nye tiltag, omstruktureringer, målinger, processer og strategier ud for at holde sig selv beskæftiget med et eller andet, er humanistens kritiske spørgsmål giftige og dødhamrende irriterende.
Derfor skal vi blive ved med at stille dem, for både private og offentlige institutioner er ved at sande til i meningsløst arbejde, ligegyldige statusmøder, processer og strukturerer, der laves om hvert halve år og tåbelige registreringer, der skal tilfredsstille et stadigt voksende mellemlederlag, som ingen rigtig ved, hvor kommer fra.
Kræv mening af meningsløst arbejde
Rundt omkring i verden er arbejdsglæden nemlig dramatisk på vej ned. Gallups engagement surveys viser, at folk i tiltagende omfang enten er fuldstændig ligeglade med deres arbejde eller decideret hader det. Noget tyder på, at en del af problemet er en tiltagende meningsløshed i arbejdet. Folk aner simpelthen ikke, hvorfor de skal gøre de ting de skal gøre: Gå til de møder, de skal, registrere det, som de skal eller deltage i ledelsens konstante omstruktureringer og nye ”strategiske prioriteringer”.
Derfor er der mere end nogensinde behov for humanister, der siger ”hvorfor” og sætter deres ledere i ubehagelige situationer, når deres floskuløse svar blot mødes med en grundig semantisk dekonstruktion af indholdet:
”Niels, jeg tænkte på, hvordan adskiller strategisk kommunikation sig egentlig fra den kommunikation, vi har haft hele tiden?”.
Humanister kan bringe fornuften tilbage i organisationer, der ikke er klare over, hvor irrationelt de faktisk handler, men det kræver, at vi tør forblive den vigtige medarbejder med de irriterende spørgsmål.
Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!
Denne observation er gik igen og igen under mit arbejde med min seneste guidebog til humanister i det private erhvervsliv, om end jeg ikke tror, den alene kan begrænses til den private sektor. For humanister stiller irriterende spørgsmål over alt, hvor de kommer, og de moderne arbejdspladser bliver efter min mening dårlige og dårligere til at håndtere dem.
Sociologen Rasmus Willig har vist, at særligt offentlige arbejdspladser reagerer meget unådigt på kritik, og oprørsikonet Svend Brinkmann fik stor succes med sin bog om at ”Stå Fast” ved at gøre op med moderne organisationers ønske om medarbejdere, der ukritisk køber organisationers krav om en evigt positiv indstilling og ja-hat.
Strategisk, hvad?
Forstå mig ret. Den akademiske medarbejder skal ikke være en kværulant, der lunter rundt i virksomheden med kronisk korslagte arme, men som humanist har man et særligt veludviklet bullshit-filter. Vi kan hurtigere end nogen andre høre, når en ledelse forsvarer status quo med selvrefererende nonsens, som når man skal levere tal ind, fordi de er gode at have, men reelt ikke bliver brugt til noget. Eller når ledelsen forklarer store forandringer med ubegrundede floskler som, at det skal ”skabe rum for større strategiske prioriteringer”. En sætning, som de ofte heller ikke selv forstår.
Faktisk har man undersøgt, hvad ordet strategisk betyder, og for ni ud af ti er strategisk blot en ord, der skal fordoble det, som står bagefter. ”Strategisk markedsføring” betyder således bare ”vigtig markedsføring”, ”strategiske beslutninger” betyder ”vigtige beslutninger” og så videre. Det er den slags, de fleste gode humanister hurtigt kan gennemskue, fordi vi er trænet i diskursanalyse og kræver sproglig nøjagtighed af vores omgivelser. Når vi hører folk kaste om sig med forskellige udtryk igen og igen, prøver vi at undersøge, hvad ordet betyder, og om det bruges konsistent. Det kan vi slet ikke lade være med. Det er en arbejdsskade, vi har pådraget os på universitetet. Men for organisationer, der blot kværner nye tiltag, omstruktureringer, målinger, processer og strategier ud for at holde sig selv beskæftiget med et eller andet, er humanistens kritiske spørgsmål giftige og dødhamrende irriterende.
Derfor skal vi blive ved med at stille dem, for både private og offentlige institutioner er ved at sande til i meningsløst arbejde, ligegyldige statusmøder, processer og strukturerer, der laves om hvert halve år og tåbelige registreringer, der skal tilfredsstille et stadigt voksende mellemlederlag, som ingen rigtig ved, hvor kommer fra.
Kræv mening af meningsløst arbejde
Rundt omkring i verden er arbejdsglæden nemlig dramatisk på vej ned. Gallups engagement surveys viser, at folk i tiltagende omfang enten er fuldstændig ligeglade med deres arbejde eller decideret hader det. Noget tyder på, at en del af problemet er en tiltagende meningsløshed i arbejdet. Folk aner simpelthen ikke, hvorfor de skal gøre de ting de skal gøre: Gå til de møder, de skal, registrere det, som de skal eller deltage i ledelsens konstante omstruktureringer og nye ”strategiske prioriteringer”.
Derfor er der mere end nogensinde behov for humanister, der siger ”hvorfor” og sætter deres ledere i ubehagelige situationer, når deres floskuløse svar blot mødes med en grundig semantisk dekonstruktion af indholdet:
”Niels, jeg tænkte på, hvordan adskiller strategisk kommunikation sig egentlig fra den kommunikation, vi har haft hele tiden?”.
Humanister kan bringe fornuften tilbage i organisationer, der ikke er klare over, hvor irrationelt de faktisk handler, men det kræver, at vi tør forblive den vigtige medarbejder med de irriterende spørgsmål.
Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!
