Den prisværdige kvinde

I det moderne Danmark er der opstået en tendens til at skabe en kvindelig parallelkultur ikke kun i kravet om bedre “kønsbalance”, hvad angår hovedroller, lederstillinger, kunstindkøb og støttemidler inden for kultur og videnskab, men også ved skabelsen af en separat kvindelig prisstruktur.

Kvinder skal altså ikke kun kunne tildeles priser i åben konkurrence, men også i en særlig beskyttet kvindekategori. Man er ved at indstifte en form for kønsopdeling, hvor der er priser for musik, og så er der priser for kvinder i musik. Minder det ikke om golfsportens handicap, hvor kvinder ikke behøver at konkurrere på lige fod med mænd for at kunne “vinde“?

I Danmark er der i særlig grad iværksætterånd på feltet for nye kvindepriser, der skyder op som paddehatte. Måske burde Danmark få en International Pris for Flest Kvindepriser? Vi har Årets Kvindelige Kok, Årets Kvindelige Kunstner, Årets Businesskvinde, Årets it-kvinde, Årets Kvindelige tv-vært, Årets Kvindelige Virksomhedsejer, Årets Kvindelige Kunstner, Årets Kvindelige Leder og nu også den nystiftede pris som Årets Kvindelige Bestyrelsesmedlem.

Og så er der en mere snedig pris: Agnes og Betzy-prisen til en prisværdig ingeniør. Både kvinder og mænd kan i princippet få prisen, men hvor kvinder får den for at være rollemodeller, har den ene mand, der har opnået denne pris, modtaget den, fordi han har gjort noget for kvindernes “ligestilling”.

Hvis man er ved at løbe tør for idéer til kvindepriser, er der heldigvis uendelig mange muligheder ud fra fx geografi, alder eller genrer såsom Årets Nordjyske Erhvervskvinde, Årets Kvindelige Seniorspiller i FC GOG, Årets Kvindelige Sportsvært, Årets Kvindelige Vokal, Årets Kvindelige TV-Skuespiller, Årets Kvindelige Forbillede i Ejendomsbranchen og Dansk Atletik Forbund, Årets Kvindelige Leder. Eller man kan sætte to “undertrykte” kategorier sammen som i Q-iværksætter-prisen til årets kvindelige iværksætter med anden etnisk baggrund.

Der er også Alt for Damernes Kvindepris, der i 2012 blev givet til Lisbeth Zornig Andersen. Og der er en pris, der helt enkelt hedder Kvindeprisen, der i 2012 blev givet til journalist Simi Jan. Kunne man forestille sig en mandepris, som kun mænd kunne kvalificere sig til? Kan mænd tillade sig at være så sammengroede med deres eget køn, at de forbyder personer af det andet køn at få prisen? Kvindeprisen gives for “en særlig indsats for at hjælpe andre kvinder”. Den er på 15.000 kr. plus et smykke og er indstiftet af Zonta Danmark, der er led i Zonta International, en “verdensomspændende, upolitisk kontakt- og serviceorganisation for kvinder med selvstændig virksomhed eller i stillinger med eget ansvarsområde såvel inden for den private som den offentlige sektor” og med 24 klubber i Danmark. Æresmedlem og uddeler af prisen er grevinde Alexandra.

Problemet for kvinderne er især, når de opgiver at deltage i den åbne klasse, hvor alle kan stille op, og i stedet opererer i deres egen lille kvinde-niche. Dermed unddrager de sig den konkurrence, der virkelig kunne gøre dem bedre. Nogle gange er der både kvinde- og mandepriser, som ved filmpriser, men andre gange er varianten, hvor kvinder både kan deltage i den åbne klasse og i konkurrencen om en særlig kvindepris. Her kan man virkelig både blæse og have mel i munden. Som fx ved uddelingen af iværksætterpriser i 2011, hvor kvinder løb med både priser for Årets Væksteventyrer, Årets Idealist og Årets Kvindelige Iværksætter. Ved hjælp af den særlige kvindepris kunne kvinder altså sætte sig på 3/5 af priserne.

At kvinderne i dette eksempel fylder så meget ved prisuddeling på et felt som iværksætteri, hvor mænd traditionelt i langt højere grad målbart markerer sig, er måske et sigende tegn på, at der udvælges kvinder i den politiske korrektheds navn. En særlig afart af kvinderepræsentation er muligheden for at etablere sig som “første kvindelige …”. Hvis der blandt kvinder var lige så mange, der gik til ekstremer og bankede mure ned som blandt mænd, var der vel ikke nogen grund til at fremhæve, hver gang en kvinde for første gang opnår noget? Idéen om at fremhæve den første kvinde, der gør det ene eller det andet, bygger vel egentlig på en forestilling om, at kvinder præsterer i anden række? Man tager for givet, at kvinder ikke kan komme først og ikke kan konkurrere med mænd.

Ærlig snak, men hvorfor gælder det så ikke, når vi snakker mindre målbare områder såsom priser og støtte inden for filmproduktion, rytmisk musik og kønsprofilen på klassiske komponister, som i princippet begge køn kan opnå? Her må man jo ikke tage for givet, at kvinder i reglen ikke når toppen først, men det anses tværtimod som et udslag af diskrimination, når de ikke gør det. Hvorfor er det et tabu her at sige, at de ekstreme mænd rydder store dele af bordet og efterlader rigtig mange kvinder såvel som mænd i kølvandet?

Alt i alt ser vi nu konturerne til udviklingen af en parallelkultur i kulturlivet, der sikrer, at hver gang der er ledelsesposter, priser eller støtteordninger inden for et givet område, skal der samtidig etableres en særstøtte til kvinder enten gennem en andel af de stillinger, også mænd kan søge, eller ved eksklusive priser kun for kvinder. Dette parallelsystem bygger på, at kvinder ved fair og åben konkurrence ikke kan klare sig på linje med den mandlige elite, hvorfor udviklingen af en særlig kvindestruktur bydes velkommen.

Med kravet om kvindelige rollemodeller og oprettelse af kvindepriser kan der nu registreres en stærk kulturel strømning, der kvier sig ved at lade kvinden indtræde i rollen som statsborger og i stedet aktivt arbejder på at indstifte kvinden, som, ja, “det andet køn”. Dermed opstår en sideeffekt for mændene, for så bliver manden (stats)borgeren, mens kvinden bliver kønnet, altså den, der ikke skal deltage på lige fod og under de samme konkurrencebetingelser som de mandlige borgere i det moderne samfund.

Mod forventning ser det altså ud til, at det ikke er udefrakommende kræfter, der tvinger kvinderne ind i rollen som den store Anden. Simone de Beauvoir har ellers fremstillet det, som om “mandssamfundet” positionerer kvinder som Det andet køn – titlen på hendes hovedværk.