Den offentligt ansatte er en truet dyreart
Antallet af offentlige ansatte vil nok ikke falde drastisk i fremtiden, så det er ikke derfor jeg kalder dem en truet dyreart. De er truet, fordi deres værdier og samvittighed i disse tider bliver sat på en meget hård prøve. De sidste ti år har vi set en stigende detailstyring fra politisk side, samtidig med at borgerne kræver mere og bedre service, og desuden er ”effektivisering” blevet et mantra inden for den offentlige sektor.
Under finanskrisen har der været en del fyringsrunder i den offentlige sektor. Kommunerne har også i år meldt ud, at der skal fyres personale, for at deres budgetter kan overholdes. Siden 2010 er den offentlige beskæftigelse dog kun faldet med 20.000 medarbejdere eller cirka 3 %, og der er faktisk flere offentligt ansatte end i 2008. Mens nogle arbejdsopgaver forsvinder, opstår der nye arbejdsopgaver, som de offentlige institutioner og deres personale skal tage sig af. Når vi ser på antallet, er de offentligt ansatte altså ikke en truet dyreart.
Men man oplever, at mange politikere har en form for mistillid til de offentlige ansatte. Det har vi set med folkeskolereformen, hvor politikerne ret langt ned i detaljen har bestemt, hvordan lærernes arbejdstid skal bruges. Lærerne skal undervise i flere timer end hidtil, og de skal opholde sig det meste af arbejdstiden på skolen.
De offentligt ansatte har fået en spændetrøje på, som er sammensat af detaljerede love og regler, og på den måde er det offentlige system ikke tilstrækkelig fleksibelt. En borger i Tønder får den samme offentlige service, som en borger i København, selvom de ikke har samme behov og forudsætninger.
Ydermere har politikerne ”solgt” deres kamp mod de offentligt ansatte til borgerne, først og fremmest ved at definere såkaldte ”krav”, som borgerne kan forlange at få. Et enkelt eksempel er reglen om 6 ugers selvvalgt uddannelse for ledige. Hvis en ledig valgte ikke at tage et ”gratis” kursus, så kendte den ledige ikke sin egen besøgstid. Jeg selv har som nyuddannet kandidat fået 15 ugers kursus i selve dagpengeperioden. Før dette har jeg altså lige været i uddannelsessystemet i over 20 år. I klogskabens lys ville jeg nok have bedre mulighed for at få job, hvis jeg havde fået mere aktiv hjælp til at få foden indenfor i en virksomhed.
Man kan få den fornemmelse, at mange borgere mere eller mindre bevidst tænker noget i retning af: Når jeg nu betaler X % i skat og afgifter, så er det kun rimeligt at jeg får noget igen. Med andre ord: Folk kræver mere og mere af den offentlige sektor og dens ansatte. Tænk, der var en gang, hvor folk mere eller mindre frivilligt offentliggjorde, hvor mange kroner og ører de betalte til det offentlige system! Jeg personlig ville være glad for at have betalt mere til det offentlige system, end jeg har fået. Det ville nemlig være et tegn på, at jeg have haft et godt liv med succesfuld karriere og et godt helbred.
Ordet ”effektivisering” er endnu et tegn på politikernes mistillid til de offentligt ansatte. Det er smart at bruge dette ord i stedet for ordet ”besparelser”, som der i virkeligheden ofte er tale om. Ofte står de offentlige ledere i den situation, at de skal vælge, hvilke arbejdsopgaver der ikke skal udføres mere. F.eks. skal jobcentrene spare 550 mio. kr. årligt ifølge budgetaftalen mellem staten og kommunerne for år 2015, og vækstpakken fra 2014 kan kun gennemføres ved at effektivisere den offentlige sektor - ifølge politikerne.
Den offentligt ansatte tilhører en truet dyreart, fordi vedkommende ikke mere kan følge sine værdier og samvittighed. Den ansatte vil hele tiden skulle følge regler og love der er meget detaljerede, og der er ikke rum for fleksibilitet og selvstændige beslutninger, der rent faktisk kunne komme samfundet og borgerne til gavn.
