De vovelystne mænd

I frustration over langsommeligheden i den forventede udligning mellem kønnene konfronteres vi gang på gang med forslag om planøkonomiske redskaber til at nærme os det eftertragtede fifty fifty-ideal i form af lige mange af begge køn som topforskere, stjernekokke, komponister, Cavlingpris-modtagere, dirigenter, jagerpiloter, virksomhedsledere, bestyrelsesmedlemmer og præmierede topkunstnere.

Men der er en anden mulig forklaring end kvindeundertrykkelse på kvinders lavere frekvens inden for samfundets topfelter. Det er fortsat mest af alt et lille ekstrem del af den mandlige population, der fristes til at løbe en risiko og gøre forsøget på at bryde gennem lydmuren.

Den 14. oktober 2012 sprang østrigeren Felix Baumgartner ud i faldskærm fra stratosfæren i rekordafstanden 29 kilometer fra Jordens overflade. Springet blev fulgt live af over seks millioner mennesker på Facebook. Og feltet for mandlig ekstremadfærd strækker sig lige fra den cool poker til den flamboyante cliff diving, hvor der springes fra klipper til vandoverflade.

Der er tale om en mindre gruppe mænd, der går til vaflerne med en monoman optagethed af projekter, stunts og karrierer. Når det går godt, vækker det i øvrigt beundring og begejstring, også hos kvinder.

På deres vej mod toppen støder kvinder altså ikke mod et glasloft – det er ellers den gængse fortælling. De konkurrerer derimod med ekstremt højt gearede mænd, der ikke ligner gennemsnitsmanden. Disse mænd er for længst spurtet fra næsten alle kvinderne - og også fra langt de fleste mænd.

Der er næppe væsentlige forskelle i de to køns gennemsnitlige talent og evne til at lære. Som den amerikanske professor i psykologi Roy Baumeister har påpeget, ligger der derimod en stor forskel i de to køns motivation. Tilsyneladende har mange kvinder fortsat en stærkere drift mod et liv, hvor der opereres mere inden for tilværelsens normalfelt.

Men bare rolig, de almindelige mænd ligner heller ikke de ekstreme mænd og kan ikke lune sig ved de ekstreme mænds bedrifter. Personligt kan jeg ikke sole mig specielt i Neil Armstrongs første skridt på månen, fordi jeg er en mand. Der er lige langt til månen af den grund.

Når vi måler på de to køn, viser det sig, at den gennemsnitlige kvinde og mand ligner hinanden på en lang række felter. I mange år kunne kvindeforskningen lune sig ved denne gennemgående lighed, for hvis de to køn er så målbart ens, hvorfor er der da så ofte en væsentlig forskel på kvinders og mænds karriereforløb? Det kunne kun skyldes undertrykkelse.

I de senere år er det imidlertid blevet mere og mere tydeligt, at godt nok ligner de to køn hinanden, når vi taler om den gennemsnitlige mand og kvinde, men populært sagt ligner mændene ikke hinanden. Blandt dem kan der måles langt stærkere udsving lige fra legemshøjde, over indkomstniveau, til karakterer i gymnasiet. En del af mændene klarer sig socialt og økonomisk langt dårligere end kvinderne, mens en anden lille del klarer sig væsentligt bedre.

Jeg har ingen grund til at mene, at mandlig ekstremadfærd skulle være vigtigere for samfundet end en kvindelig tendens til større engagement i de nære relationer. Den mandlige hang til ekstremadfærd skal absolut heller ikke romantiseres. Mænd fylder også blandt massemordere, psykopater, krigsforbrydere, retarderede, kriminelle og svindlere. Hvad, jeg taler om, er, at uanset hvordan og på hvilke felter, vi måler, slår mænd i begge ender af spektret nogle gevaldige sving med halen.

Der står mænd bag 90 procent af iværksættelsen inden for virksomheder med vækstpotentiale. Forskningschef i tænketanken Danmarks Erhvervsforsknings Akademi, Martin Junge, der har lavet en undersøgelse om kvindelige iværksættere, siger, at ”kvinderne er mindre risikovillige end mændene … Kvinderne tør ikke satse på samme måde som mændene, og de holder heller ikke ved”.

Ofte hævdes det, at kvinder jo får børn og derfor bliver trukket væk fra at dedikere sig til et liv i overhalingsbanen. Men danske kvinder får jo børn senere og senere. De kunne derfor sagtens vise ekstremadfærd, mens de er i 20’erne, inden de fik børn. Det gør mange af de ekstreme mænd. Se fx det norske skakgeni Magnus Carlsen, der overraskede sine forældre ved at lægge avancerede puslespil som 2-årig, og 20 år senere, sidste år, blev verdensmester i skak.

Hvorfor er der i øvrigt kønsadskillelse i skak og ved de andre discipliner ved OL i Tankesport? Skyldes det ikke netop en erfaring med, at kvinder i langt mindre grad går til yderligheder og sætter alt på et bræt i disse kognitive discipliner?

Forestillingen om det ekstreme køn kan opfattes som et forsøg på at låse kønnene fast i biologiske kasser. Det er ikke min hensigt. Jeg konstaterer blot, at når vi undersøger de to køns adfærd i dag, kan vi se en større tendens til, at nogle mænd nærmer sig yderpunkterne. Men der er også enkelte kvinder, der bevæger sig langt uden for normalområdet – fx fysikeren Lene Hau og piloten og kunstmaleren Simone Aaberg Kærn. Alle generaliseringer af konkrete kvinder ud fra statistiske gennemsnit er derfor fuldstændig ubeføjede. Ethvert individ bør behandles, ja netop, individuelt.

Måske vil kvinder i fremtiden i højere grad gå til ekstremer? Det ville give vores samfundssystem en saltvandsindsprøjtning af kvindelig innovation og virkelyst. Uanset om det sker eller ej: Mon ikke kulturen også fortsat har brug for et konstruktivt hanegal?