De nye akademiske daglejere

De seneste par år er vi i stigende grad begyndt at tale om det fænomen, at flere løse ansættelser, vikariater og freelancekontrakter har resulteret i et mere usikkert arbejdsliv for mange danskere. Ingen kan tilsyneladende helgardere sig mod udviklingen, da alt fra universitetsuddannede til ufaglærte risikerer at ende i en tilværelse, hvor den månedlige indkomst ikke er garanteret. Den nye gruppe af løstansatte er blevet døbt prekariatet, og tendensen truer med at udfordre de arbejdsmarkedsrettigheder, danskerne har været vant til i årtier.

Nyere undersøgelser tyder på, at næsten en fjerdedel af alle akademikere arbejder i den type midlertidige job, 13 procent af alle akademikere er i tidsbegrænsede stillinger og ufrivillige deltidsstillinger, mens 10 procent sidder i korte HK-ansættelser eller er arbejdsløse i løntilskud og lignende ordninger. Af dem tjener 70 procent under medianindkomsten for akademikere. For særligt de yngre akademikere er det i stigende grad svært at få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det er ikke nyt i sig selv, at akademikere arbejder i kortvarige ansættelser. Det har længe været almindeligt brugt i for eksempel universitetsverdenen.

Det nye er, at det er under helt andre og meget hårdere vilkår end tidligere – og at tilbagevendende ledighed er blevet en permanent del af arbejdslivet for mange akademikere. Vejen til fast ansættelse omfatter i stigende grad elementer af gratis arbejde, løs tilknytning, kortere og gentagne vikaransættelser og først til allersidst en reel ansættelseskontrakt, hvis man er heldig. Det skaber en arbejdssituation med dårligere pensionsvilkår, færre eller ingen betalte sygedage, ingen barnets første sygedag, færre muligheder for at undgå fyring og manglen på en lang række af de overenskomstbestemte fordele, som et fast job giver. Men konsekvenserne er også et langt dårligere arbejdsmiljø. Fordi man konstant er afhængig af at få forlænget sin ansættelse eller at få en god anbefaling, er det sværere for de midlertidigt ansatte at kritisere eller ændre forhold på deres arbejdsplads, end det er for de fastansatte.

Udviklingen ses også på det offentlige arbejdsmarked, hvor midlertidige ansættelser er blevet langt mere almindelige. For ligesom på det private arbejdsmarked har de seneste mange års stramme økonomiske situation gjort det næsten normalt at have ansatte, som kan hyres og fyres med korte varsler efter behov.

I Københavns Kommune er fænomenet heller ikke ukendt, vi har som tillidsfolk med bekymring kunnet observere en stigende tendens til, at flere og flere faste akademiske stillinger nedlægges i massive besparelsesrunder. Men samtidig synes der at være en stigning i antallet af midlertidige stillinger og projektstillinger. De samme arbejdsopgaver, som officielt er sparet væk som effektiviseringer, løses fortsat i stor stil, men nu bare af folk, der netop ansættes i korte midlertidige stillinger, på løntilskud, som projektansatte eller i studiejob.

Københavns Kommune har på forbilledlig vis taget kampen op imod social dumping. Nu er der brug for, at politikerne går skridtet videre og begynder at diskutere, hvordan vi i Københavns Kommune kan sikre alle ansatte et ordentligt arbejdsliv og en løn, man kan leve af.