Dannelse og uddannelses­kvalitet
STAFET – OM SPROG OG DANNELSE Under Morten Østergaards periode som uddannelsesminister er det politiske fokus blevet sat på de videregående uddannelsers evne til at tilfredsstille erhvervslivets behov. Mange har hørt det som, at uddannelsespolitik er blevet underlagt beskæftigelsespolitik.
I kommissoriet for regeringens kvalitetsudvalg pointeres:
”Fokus for de videregående uddannelser skal i højere grad flyttes fra sidste eksamen til første job, så (a) flere får job i den private sektor, og (b) alle studerende tilegner sig kompetencer, der kan omsættes i relevant beskæftigelse – uanset på hvilket videregående uddannelsesniveau”.
Den indsnævring af bredden i samfundets uddannelsesideal har fået de danske uddannelsesorganisationer til at forsøge at støtte en debat om dannelsesbegrebet, som har spillet en afgørende rolle i udviklingen af Danmark fra et af Europas mest tilbagestående og reaktionære samfund i 1814 frem til et af de mest velstående og demokratiske.
Dannelsesbegrebet og forestillinger om dannelse har udviklet sig meget over de forløbne 200 år, og i dagens debat bruges det ret bredt om boglig dannelse, professionsdannelse, demokratisk dannelse og opdragelse til at opføre sig som et dannet menneske. Trods forskellighederne i forestillingen om dannelse er det vigtigt at kunne tage en samfundsdebat om uddannelse som andet og mere end et politisk redskab til at opretholde det eksisterende samfund og udfylde øjeblikkelige eller formodede behov på arbejdsmarkedet.
Den offentlige debat og politiske diskurs omkring konkurrencestat og globalisering risikerer at skabe et samfund, der er så fokuseret på at kunne måles i kvantificerbare enheder, at evnen til at tænke og være anderledes går fløjten og erstattes af konformitet.
Det er lidt skræmmende, hvis dagens politikere, der er blandt de bedst uddannede i Danmarkshistorien, træffer et valg om udelukkende at styre uddannelsespolitik efter beskæftigelsesprognoser. Erhvervslivet efterlyser opfindsomme og innovative medarbejdere. Man behøver vel ikke være bekendende kulturpessimist for at tvivle på, at den politiske styringsdiskurs gennem detaljerede kompetencemål fremmer innovation og opfindsomhed.
Tænk, hvis Frederik VI’s regering havde gjort det samme i 1814. Spurgt gårdmændene, hvilken arbejdskraft de havde brug for i en situation, hvor staten lige var gået bankerot. Og havde gjort gårdmændenes erklærede behov til landets uddannelsespolitik. Så havde vi formentlig stået med et betydeligt mindre komplekst samfund i dag.
Heldigvis har Folketingets uddannelsespolitiske ordførere formuleret følgende:
”Kvalitet er, når alle studerende bliver udfordret til at udfolde deres potentiale til det yderste og ansvarsfuldt leverer deres ypperste præstationer gennem hele studiet. Kvalitet handler om almen dannelse og høj faglighed, om tid til fordybelse og god undervisning og om den studerendes evne til at tænke selvstændigt, kritisk reflekterende og tværdisciplinært”.
Så måske er der en forståelse for, at uddannelse er andet og mere end beskæftigelsespolitik.
Stafetten er givet videre Mikkel Høgsbro, lektor på pædagoguddannelse på UCC. Læs Mikkel Høgsbros indlæg torsdag den 10. april.
