Dannelse er død og begravet i dansk uddannelsespolitik

På dansk skelner vi mellem dannelse og uddannelse. Det er faktisk uheldigt, fordi man dermed let forledes til at tro, at ”uddannelse” kan klares af teknikere, altså økonomer og systemteoretikere, og at man så efterfølgende kan strø lidt dannelsesdrys ud over det hele med nogle oneliners fra en filosof eller en teolog eller supplere med nogle ”værdier”. Et omvendt problem har vi i den engelsksprogede verden. Her hedder det hele blot ”education”, hvilket kan have den fordel, at der er dannelse inde i det hele, men også den ulempe, at dannelse kan gå hen og falde helt ud, hvilket er tilfældet for tiden.

Et tredje problem er, at vi herhjemme er så forbistret forbundet med gammelmarxistiske kategorier, at blot man siger ”dannelse”, så bliver der lavet en hurtig klasseanalyse, der ofte munder ud i, at dannelse er et særligt borgerligt begreb, og hvad så med de socialt dårligt stillede, masserne eller indvandrerne, som om det var sådan en særlig slags mennesker? Vi får endda at vide, at vi bør ændre både gymnasium og universitet, så vi kan fastholde disse stakkels ”masser”, et synspunkt jeg selv opfatter som dybt nedladende, og som har den stensikre effekt, at alt fra børnehave til universitet skal skæres over samme nedadcirkulerende kompetencespiral for at øge fremdrift og effektivitet. Der er masser af den slags tankegods i nærheden af centrum-venstre for tiden. Ja, professor Per Fibæk, som er aktiv i Antorinis Ny Nordisk Skoleprojekt, siger endda at vi skal droppe dannelsesbegrebet, fordi det hører hjemme i Dansk Folkeparti.

Det ene med det andet. ”Dannelse” er død og begravet i dansk uddannelsespolitik. Kistelåget er sømmets godt fast af hele spektret af uddannelsesreformer. Der er ingen tegn på åndelighed, hverken i skolereform, læreruddannelsesreform, universitetsudspil eller inden for børnehaveområdet. Tværtimod domineres det hele af operative måltal, arbejdsmarkedstænkning, Pisa-lister og mekaniske læringsbegreber, der gør alt lig alt. Det er kommet så vidt, at jeg er begyndt at kalde vores land for KL Danmark. I stedet burde man satse på de forskellige pædagogiske institutionernes yderste forskel, essens og specificitet. Så vil vi se udvikling – men selvfølgelig ikke en udvikling, der kan styres af et regneark.

Instrumentaliseringen, som er udbredt på alle policy-niveauer, forstærkes på det teoretiske plan af en altdominerende systemteori, som i vores hjemlige aftapning er en efterladenskab fra 1970’ernes strukturmarxisme, og af en helt illusionsløs postmodernisme. Både systemteori og postmodernisme har underlagt sig postulatet om ”konkurrencestaten”, som selv har rod i strukturmarxismen, og hele dette grimme sammensurium af antihumanisme fører direkte til et opgør med dannelse, filosofi, virkelighed og folkelighed – uanset hvilken socialklasse vi taler om, og uanset på hvilke administrative, pædagogiske eller politiske niveauer i uddannelsessystemet vi befinder os på. For at tage et eksempel: Danskfaget i folkeskolen reduceres i den nye skolelovs overordnede papirer næsten konsekvent til ”læsning”, og en sådan reduktion er jo hverken borgerlig eller socialistisk, den er blot dum. Og går man ind i de nye fagbeskrivelser for samme fag, handler det hele om informationsbearbejdningskompetencer, mens kulturen og litteraturen kun har plads i underlige bisætninger. Det handler faktisk ikke om at lære ”noget”. Mantraet er i stedet ”lære at lære”, og med det udgangspunkt kan vi jo hurtigt få tømt vores fælles liv for ting og sager fra både gemmer og omverden, som ellers er fuld af både kendte og overraskende fortællinger. Jeg plejer at sige, at pædagogikken er kæntret.

Nogen mener vist, at dette ”lære at lære”-synspunkt er moderne, mens dannelse er noget ”gammeldags”? Det hører man i al fald tit. Men hvordan kan man som uddannelsesmenneske hævde, at hele landets og Europas grundlag og strømning, altså alt det, vores sætninger er lavet af, er ”gammeldags”, mens at glemme alt dette skulle være moderne? Sådan taler man kun i en andedam. På det europæiske plan spiller kristendom, oplysningstid og antikken sammen med de to verdenskrige i sidste århundrede på kryds og tværs inden i alle mulige politiske, videnskabelige og kunstneriske frembringelser, og det er disse vekselvirkninger, som en europæisk og dansk uddannelse må fordybe sig i. Ser vi på det nationale niveau, har vi overleveret verdens ældste politiske og sproglige fællesskab med en sådan guldgrube af fortællinger, opdagelser, filosofi, rytmer og sange fra alle tider, at det nærmer sig en forbrydelse mod den kommende generation at reducere det til ”gammeldags”. Tværtimod, denne danske og europæiske samhørighed bør klemme børnenes, ungdommens og lærernes kroppe og sind, så de kan møde verden i myldrende og opmærksom åbenhjertighed, og så de kan stå selv med en ordentlig nej-hat, når Kommunernes Landsforening, Moderniseringsstyrelsen og diverse amerikanske konsulenthuse vil normalisere dem til den rene og skære performativitetsindikator-tristesse.

Dannelse er den proces, hvori mennesket bliver til i en kultur, som selv bliver til. Det er menneskets og kulturens forbundethed og stridbare genskabelse. Det er altså meget mere end - ja, det modsatte af - blot organisation, tilpasning og målstyring. Dannelse er ikke blot et supplement, men det, som alt det andet er lavet af, og hvis dannelseselementet reduceres til en ”tilføjelse” eller ligefrem helt går tabt, så degenererer det hele til et teknisk kompetencesprog, som jeg har givet nogle eksempler på.

Alting er dannelse. Der findes ingen læsning uden en bog, der ikke selv er skabt i en sammenhæng, der findes intet produkt i sløjd uden en håndværkstradition, og der findes ingen videnskabelig artikel uden en omfattende diskuterende åndelighed inde i hver eneste sætning. Der findes kort sagt ikke uddannelse adskilt fra dannelse. Vi bør ekskludere økonomi og systemtænkningen fra vores uddannelsessystem eller i al fald reducerer disse tilgange til det, de er, nemlig små assistenter til den fælles husholdning. I stedet kan andre tage over – nemlig dem, der ikke blot vil, at elever og studerende skal ”lære at lære”, så de kan ”optimere performativiteten”, men at de skal lære ”noget”, så de kan gå ind i en besværlig forbindelse med det, som er, så de derved bliver i stand til at komme til syne som selvstændige mennesker og som en ny generation med karakter og dybde i et offentligt liv fremfor at leve som globaliserede og fleksible kompetenceatomer, der er tæmmet af en livsfattig konkurrencestats nedskrivning af dannelse til at være en metode til økonomisk vækst og statslig detailstyring.

Stafetten er givet videre til Thue Kjærhus, forstander for Rønshoved Højskole.

Første indlæg i stafetten Det danske sprog styrtbløder

Andet indlæg i stafetten Dannelse og uddannelseskvalitet

Tredje indlæg i stafetten Dannelse og æstetiske udtryk