Til trods for nyt job: "Jeg er stadig prekær"

"Tillykke med din ansættelse! Nu du ikke er prekær længere, kan du jo kaste din energi på noget andet, og droppe din blog!"

Jeg kunne se lettelsen i min vens øjne og i det let antydede smil. Nu behøvede hverken han eller jeg længere at forholde os til min belastende arbejdsmæssige usikkerhed.

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forholde mig til den kommentar - for er prekær kun noget, der defineres af en dato på en ansættelseskontrakt? Eller er prekær mere end det. En tilstand? En væren?

Usikkerheden i kroppen er i hvert fald ikke blevet mindre som følge af min underskrift på et stykke papir. Til gengæld er min pensionsopsparing nu blevet større, da dagpengetiden desværre ikke bidrager til min alderdom på den måde. Selvom præmatur aldring kan siges at finde sted som konsekvens af at befinde mig i dét system!

På trods af mit nye job - projektmedarbejder i Dansk Almennyttigt Boligselskab - er jeg stadig præget af arbejdsmarkedets brug-og-smid væk-kultur. Præget af den alt for høje andel af dygtige dygtige mennesker jeg kender, der må hoppe fra tue til tue med bekymringen om hvorvidt næste års indtægt er sikret eller ej.

Så fordi jeg nu ‘klarede den’, kom over på ‘den anden side’ af fastansættelsesmuren, så kan jeg godt droppe denne blog. Droppe snakken om alt det dér prekærthed. Nu kan jeg heldigvis læne mig tilbage, og lade hoben af de andre prekære sejle deres egen sørgelige sø. I made it! Eller gjorde jeg? Forståelsen af en fultids-og fastansættelse som målet er en diskussion for sig.

Men handler det at være prekær om en dato på et stykke papir? Måske er jeg bare overgangsprekær? Eller nærmere undergangsprekær. Ej, det bliver måske lige dommedagsagtigt nok alligevel.

Det at være prekær er blevet min tro følgesvend. Det er en tilstand, en måde jeg oplever og går til verden på.

Jeg har været prekær så længe nu - siden jeg blev færdig på mit studie i ’12 - at følelsen ikke stopper ved ‘et godt fast job’. Måske stopper den først efter 10 år i fast arbejde. Så er vi også ved at nå en tidsmæssig balance mellem prekært vs. fast ansat. Jeg tror dog ikke på en fremtid med 10 år af uafbrudte fastansættelser, hvor det er mig, der bestemmer, hvornår et job ophører.

Og det er måske netop det, der er det centrale spørgsmål. Dét, der definerer om man er prekær eller ej. Nemlig i højere grad følelsen af utryghed og mistillid til et stabilt arbejdsmarked, hvor jeg selv sætter rammen om mit (arbejds)liv. Og i mindre grad om en dato på en kontrakt.

Dertil skal det siges, at datoen på min kontrakt fortsat siger tidsbegrænset, og at min vens lettede blik beroede på en misforståelse. Jeg er stadig prekær - både på papiret og i følelsen.