Færdiguddannet i syv år og stadig projektansat: "Det tærer på ens energi altid at være omgivet af nye mennesker, nye opgaver, nye it-systemer"

"Undskyld".

Sådan slutter en samtale med en bekendt, om noget så uskyldigt som ferieplaner. Hun havde ikke hørt, at endnu en af mine projektstillinger var løbet ud. Fordi ingen funding og dårlig økonomi. Så jeg var ledig igen.

Den korte ordveksling illustrer virkelig godt, den komplekse tilværelse som prekær. Ikke nok med den uforudsigelighed, der ligger i at være ansat 1-2 år ad gangen, hvis man er heldig at det er så længe. Oven i ligger stigmatiseringen i at være ledig - hvilket man potentielt kan nå at være rigtig mange gange imellem sine projektansættelser.

Min korteste ansættelsesperiode er på fem måneder. Min længste er på to år. Jeg har været færdig med mit studie i syv år, og det har været min virkelighed lige siden. 

Nogle tilvælger denne ansættelsesform og kan se fordele og frihed i det, men for langt de fleste af os, er det et onde vi må leve med - for hvis vi vil have et job, er det det præmissen.

Ud af 12 relevante stillinger, jeg har fundet i løbet af den sidste måned, er én en fastansættelse. Den korteste ansættelse er på seks måneder (med mulighed for forlængelse hvis man selv lykkedes med at funde til den), den længste er på tre år. De fleste ligger mellem halvandet og to år. Det drejer sig især om ansættelser i NGO'er, men også kommunale stillinger. 

Nyt job! Yes! Eller...

Hvis du på noget tidpunkt har startet nyt job, har du måske haft samme oplevelse som mig. Man lægger alle sine kræfter i det, vil gerne gøre et godt indtryk på sine nye kolleger og chef og påtager sig måske også nogle ekstra opgaver for at vise, hvor fantastisk og overskudsagtig man er og på den måde opbygge goodwill.

Det tærer på ens energi altid at være omgivet af nye mennesker, nye opgaver, nye it-systemer, ny tidsregistrering og bare det at orientere sig i virksomhedskulturen. Men du er glad, for i det mindste er du i arbejde. Efter et års tid sidder de fleste opgaver på rygraden, og du begynder at kunne gå til arbejdet med en smule rutine. Det er dejligt. Det frigiver energi til at du ikke bare dratter om, når du kommer hjem, men måske igen kan ses med venner på en hverdag, dyrke dine interesser eller bare få gjort lidt rent.

Men hov. Din stilling udløber om et halvt år!

Du prøver at få nogle svar om mulig forlængelse, men det er svært for dem helt at danne sig et overblik over økonomien, og kommer den der funding nu i hus? Fordi du prøver at være proaktiv - smart, som du jo er - begynder du så småt at holde øje med stillinger, der bliver slået op.

Du distancerer dig måske også lidt fra dine opgaver, for det er svært at bruge tid og energi på både at kigge efter job, måske endda søge et par stykker og så være 100 procent til stede på jobbet. Men det må heller ikke være for tydeligt, for det gode indtryk er stadig vigtigt at give, ellers hiver de bare den næste i køen ind på din plads.

Overskuddet til vennerne, fritidsinteresserne og den almene velfærd daler igen.

Hvis du er rigtig heldig, bliver du måske forlænget med et år eller to mere. Det ved du oftest, et par måneder inden din kontrakt udløber. Det kan også være, at du finder dig en ny (korttids)ansættelse og kan starte mønsteret forfra.

Vennerne prøver med opmuntringer som ‘du har jo et virkeligt godt CV og en masse erfaring’ for at overbevise dig om, at du kan holde fast i dit job, eller i det mindste hurtigt kan finde et nyt, hvis det ikke går. Ja, ja, men det har alle de andre jo også. Og lige her gemmer essensen sig.

Det her handler ikke om vores individuelle kompetencer. Det gør det altså ikke. Det handler om en struktur, der tillader projektansættelser i massevis - i det offentlige, såvel som i det private - i en grad der skaber en stadigt voksende gruppe af usikkert ansatte.

Prekariatet. Vi er her, vi vokser, og vi gør, hvad vi kan, for at overleve i det. Men det er ikke fedt, og det stiller os en usikker fremtid i møde.

Du begynder så småt at omstille dig til et dagpengesystem med ansøgning efter ansøgning, afvisning efter afvisning, og krav som 'søg uopfordret', om det så giver mening eller ej.

Og du indstiller dig på ellers uskyldige samtaler om sommerferiens forestående eskapader, der ender med din bekendtes flakkende blik og et "undskyld".