Nød lærer ikke nøgen kvinde at spinde
Det er en rigtig dårlig idé, når Venstres Ungdom foreslår at skære i de nyuddannedes dagpenge, mener Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening.
Formanden for Venstres Ungdom foreslog i weekenden i Politiken, at de nyuddannedes dagpenge skal sættes ned for derved at give de unge et større incitament til at søge arbejde. Det er en rigtig dårlig idé.
Formålet med dimittendsatsen er at give de nyuddannede mulighed for at komme i gang med voksentilværelsen på et fornuftigt økonomisk grundlag. Som studerende har du mulighed for at tjene penge ved siden af din SU, men når du står som nyuddannet og ledig, er der ikke andre indtægtskilder end dagpengene.
Selvom dagpengene er højere end SU’en er det langt fra lukrativt at være på dagpenge, og forskning tyder på, at det er af afgørende betydning for kreativiteten, at økonomien er i orden.
Faktisk kan et økonomisk pres være kontraproduktivt i forhold til at få folk til at træffe gode, langsigtede beslutninger for deres liv, som forfatterne Mullainathan og Shafir har påpeget i deres bog om knaphed: Scarcity – the true cost of not having enough.
Bogens hovedpointe er, at mangel på eksempelvis penge får mennesker til at træffe forkerte, kortsigtede valg. Nød lærer altså ikke altid nøgen kvinde at spinde. Det kan også få mennesker til at optage dyre lån eller til at slå ind på en livsbane, der gavner på kort sigt, men ikke på lang sigt.
Pointen i bogen er, at når ens tanker konstant er præget af frygt for fremtiden, kan man ikke tage lige så kvalificerede og langsigtede, modige valg. Pres og økonomisk mangel sætter ikke mennesker i stand til at tage de bedste arbejdsmæssige og økonomiske valg for dem selv – og når de ikke træffer de bedste valg, ender regningen hos det store fællesskab i form af færre skatteindbetalinger.
Det er på tide at droppe ræset med at sætte alle ydelser ned. Vi står overfor et valg af vores samfundsmodel. Vi har indtil nu valgt, at der skal være et økonomisk sikkerhedsnet under borgerne, fordi tryghed gør mennesker mere kreative. Men utallige reformer og nedsættelser af ydelser har lavet huller i sikkerhedsnettet. Det giver frygt, uro og politikerlede, og det skaber polarisering mellem grupper i samfundet fremfor sammenhængskraft. Vi har brug for det modsatte.
En forringelse af dimittendsatsen vil have andre negative konsekvenser end de økonomiske for den enkelte dimittend. Bliver dimittendsatsen sat yderligere ned, fjerner vi nemlig incitamentet til at melde sig ind i en a-kasse og betale til den kollektive forsikringsordning, som dagpengesystemet er. Det vil ødelægge vores arbejdsmarkedsmodel, hvor dagpengene – trods udhuling og mangler – spænder et sikkerhedsnet ud under arbejdsmarkedet.
Det eneste, vi opnår ved at skære i dagpengene er, at de nyuddannede bliver fattige og dermed risikerer at træffe de forkerte karrierevalg til skade for dem selv og samfundet.
I stedet for at straffe de unge skal vi huske, at de fleste nyuddannede hurtigt kommer i job og bruger deres uddannelse, og det giver en stor samfundsgevinst, som vi ikke skal sætte over styr.
Formålet med dimittendsatsen er at give de nyuddannede mulighed for at komme i gang med voksentilværelsen på et fornuftigt økonomisk grundlag. Som studerende har du mulighed for at tjene penge ved siden af din SU, men når du står som nyuddannet og ledig, er der ikke andre indtægtskilder end dagpengene.
Selvom dagpengene er højere end SU’en er det langt fra lukrativt at være på dagpenge, og forskning tyder på, at det er af afgørende betydning for kreativiteten, at økonomien er i orden.
Faktisk kan et økonomisk pres være kontraproduktivt i forhold til at få folk til at træffe gode, langsigtede beslutninger for deres liv, som forfatterne Mullainathan og Shafir har påpeget i deres bog om knaphed: Scarcity – the true cost of not having enough.
Bogens hovedpointe er, at mangel på eksempelvis penge får mennesker til at træffe forkerte, kortsigtede valg. Nød lærer altså ikke altid nøgen kvinde at spinde. Det kan også få mennesker til at optage dyre lån eller til at slå ind på en livsbane, der gavner på kort sigt, men ikke på lang sigt.
Pointen i bogen er, at når ens tanker konstant er præget af frygt for fremtiden, kan man ikke tage lige så kvalificerede og langsigtede, modige valg. Pres og økonomisk mangel sætter ikke mennesker i stand til at tage de bedste arbejdsmæssige og økonomiske valg for dem selv – og når de ikke træffer de bedste valg, ender regningen hos det store fællesskab i form af færre skatteindbetalinger.
Det er på tide at droppe ræset med at sætte alle ydelser ned. Vi står overfor et valg af vores samfundsmodel. Vi har indtil nu valgt, at der skal være et økonomisk sikkerhedsnet under borgerne, fordi tryghed gør mennesker mere kreative. Men utallige reformer og nedsættelser af ydelser har lavet huller i sikkerhedsnettet. Det giver frygt, uro og politikerlede, og det skaber polarisering mellem grupper i samfundet fremfor sammenhængskraft. Vi har brug for det modsatte.
En forringelse af dimittendsatsen vil have andre negative konsekvenser end de økonomiske for den enkelte dimittend. Bliver dimittendsatsen sat yderligere ned, fjerner vi nemlig incitamentet til at melde sig ind i en a-kasse og betale til den kollektive forsikringsordning, som dagpengesystemet er. Det vil ødelægge vores arbejdsmarkedsmodel, hvor dagpengene – trods udhuling og mangler – spænder et sikkerhedsnet ud under arbejdsmarkedet.
Det eneste, vi opnår ved at skære i dagpengene er, at de nyuddannede bliver fattige og dermed risikerer at træffe de forkerte karrierevalg til skade for dem selv og samfundet.
I stedet for at straffe de unge skal vi huske, at de fleste nyuddannede hurtigt kommer i job og bruger deres uddannelse, og det giver en stor samfundsgevinst, som vi ikke skal sætte over styr.
