Det er (og bliver) ikke en dans på roser at være ledig dimittend

Inden jeg påbegyndte min specialeskrivning i starten af 2023, havde jeg flere gange i løbet af min studietid tænkt, at et par måneder på dagpenge efter afslutningen af kandidatuddannelsen ville være fint nok efter at have gået i skole og været under uddannelse praktisk talt hele mit liv - fra jeg var 5 år og til nu som 27-årig.

Jeg havde da fortjent en pause og et pusterum! Jeg havde da fortjent bare at slappe af og lave ingenting, inden arbejdslivet for alvor behøvede at gå i gang.

Samtidig havde jeg gennem hele min studietid på universitetet frygtet, at jeg ikke ville kunne få et job efter denne velfortjente ’slap-af-ferie’ på dagpenge, og at jeg ville blive én af dem, som måtte ’nøjes’ med et job i Netto.

Så under min studietid gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at få så meget på mit CV som overhovedet muligt - og alligevel var jeg hele vejen igennem i tvivl om, hvorvidt det var nok til at lande i et job.

I slutningen af maj 2023 afleverede jeg mit speciale i pædagogisk psykologi og afsluttede dermed min studietid på universitetet.

Mange har kaldt det for paradoksalt, at mit speciale med titlen ”Man hører virkelig for at være humanist!” udgør en undersøgelse af ledige humanioradimittenders overgang mellem kandidatstudie og arbejdsliv og oplevelsen af denne.

Paradoksalt fordi jeg i slutspurten af specialeskrivningen med hastige skridt selv nærmede mig samme dobbeltkategori: ledig og humanioradimittend. Det troede jeg i hvert fald.

Paradoksalt syntes jeg også selv, at det var - for jo mere jeg nærmede mig deadline for specialet, des mere nervøs blev jeg. Ikke for specialets kvalitet som sådan, men for min egen skæbne, om man vil. For det, som min undersøgelse i specialet viste - det, som mine informanter fortalte - var, at det at være ledig dimittend ikke just er en dans på roser.

Trivialitet, tvivl og uvished

I mit speciale fandt og konkluderede jeg, at overgangen mellem kandidatstudie og arbejdsliv som ledig humanioradimittend opleves på forskellig vis, men at oplevelsen ofte er karakteriseret af trivialitet, tvivl og uvished.

Samtidig eksisterer et paradoks, for overgangen er også karakteriseret af håb for fremtiden samt lettelse og stolthed over at have færdiggjort en lang uddannelse..

Jeg fandt, at særligt uvisheden om, hvornår ens ledighed ophører, og hvornår man lander et job, har stor påvirkning. Det kan også være svært at sætte ord på sine generalistkompetencer, og at man som ledig og ’på ydelse’ kan føle sig som en byrde for samfundet. Dette fandt jeg hænger sammen med konstituerede antagelser og diskurser om, at man som ledig (dimittend) er doven, kræsen og ikke gider at arbejde, at man er selvforskyldt i sin ledighed, og at der er masser af jobs, som man jo ’bare’ kan tage.

Derfor gjorde mine fund, at jeg følte jeg mig ekstremt lettet over, at jeg kort før specialeafleveringen kunne takke ja til en stilling som jobkonsulent. Mine egne skuldre kunne sænkes.

Du kan ikke bare få et job i Netto

Selvom alle de ledige dimittender, der indgik i mit speciale, kun ville bare én ting - nemlig at komme i arbejde - så holder skrønen om, at ’man jo altid bare kan tage et job i Netto’ altså ikke længere. For souscheferne i Netto ved godt, at man som højtuddannet akademiker hurtigt smutter igen, lige så snart der er et bare lidt mere relevant job i sigte. Så derfor ansætter de en person, som rent faktisk gerne vil have jobbet i Netto, og som er motiveret for at være der.

Kigger man på nylige ændringer fra politisk hold, kan et mastodontisk symbol og bevis på, at antagelserne om ledige dimittender er helt reelle, spottes i form af nye dagpengeregler.

Med de nye dagpengeregler, som trådte i kraft den 1. maj 2023, er der knap nok chance for en nyuddannet dimittend at få noget erfaring på CV’et gennem en virksomhedspraktik eller løntilskud, før man skal begynde at overveje, hvorvidt man er berettiget til kontanthjælp, fordi ens dagpengeperiode er sat ned fra to til ét år.

Og det er på trods af mantraet om, at det er erfaring, der vægter tungest på CV-skalaen, stadig er fuldt gyldigt. Måske især for humanister.

Og nå ja, så falder dimittendsatsen også fra 14.106 kr. til 9.700 kr. efter tre måneders ledighed. Altså før skat. I dag synes det helt uvirkeligt at tænke på, at lediges dagpengeperiode i 1993 gik fra at være ubegrænset til at være ’begrænset’ til 7 år.

Farvel til pusterummet

Så hvad er det, der skal til, for at gøre overgangen mellem studie og arbejdsliv mere smertefri? Bør der være mere fokus på vigtigheden af tilegnelse af relevant erfaring under studietiden og på optimering af CV, ansøgningsmateriale og jobsøgningsstrategier allerede på 1. semester på studiet?

Måske en obligatorisk karrierevejlednings-jobsøgnings-workshop? Jeg ved ikke, hvad der skal til, og selvfølgelig kan man heller ikke skære alle dimittender og fagligheder over én kam.

Omvendt er det heller ikke kun dimittender med en humanistisk baggrund, som er ledige i kortere eller længere tid efter endt uddannelse. Det er også ingeniører, socialrådgivere, cand.scient.er og biologer - og alle mulige andre fagligheder. Uanset hvad er det ikke en fest at være dimittend og ledig, og det bliver det slet ikke for dem, som er omfattet af de nye dagpengeregler. Det er ikke afslappende og rart og dejligt. Det er ikke et pusterum.

En manglende anerkendelse

I dag føler jeg mig lettet over, at jeg i mit arbejde som jobkonsulent sidder på den side af bordet, som jeg gør - for det kunne lige så godt have været mig, der sad som nyuddannet og ledig med ondt i maven og en følelse af tvivl og uvished om fremtiden.

Som samfund, som endda har en meget lav ledighed på kun 2,8 procent, bør vi anerkende, at det at være jobsøgende (og dimittend) er hårdt arbejde - faktisk et af de hårdeste, der findes.

Vi skal ikke underkende, hvad det vil sige at være på dagpenge (eller kontanthjælp…) som ledig dimittend i dagens Danmark - for selvom det er et kæmpe privilegie overhovedet at kunne være det og kunne få hjælp og sparring fra flere sider, så er det hårdt og opslidende, og det påvirker selvtillid og selvværd.

Det er dét, der skal anerkendes - sammen med en tiltrængt omgang forståelse og anerkendelse af ledige dimittender og deres oplevelser, følelser og udfordringer i deres overgang mellem studie og arbejdsliv.