”Som nyuddannet humanist vil jeg ikke bruge AI og bære brænde til mit eget bål”

Som jobsøgende har jeg de sidste par måneder fået mange gode råd og tilbud om hjælpende værktøjer til jobsøgningen. Og selvom jeg generelt er rigtig glad for meget af den hjælp, jeg er blevet tilbud af min a-kasse og fagforening, fik deres nye interaktive AI-karriererådgiver mig alligevel til at spærre øjnene lidt ekstra op. 

Min nye ”dedikerede karriererådgiver”, som jeg blev præsenteret for før sommeren, lovede at ”støtte og guide mig på rejsen efter min akademiske uddannelse”. Og selvom det lød lidt for godt til at være sandt med sådan en personlig rådgiver, der var tilgængelig døgnet rundt, besluttede jeg mig alligevel for at afprøve den. 

AI-hjælperen fungerede på den måde, at jeg skulle udfylde et spørgeark om uddannelse, speciale, jobmæssige interessefelt og geografiske område. Dernæst blev jeg præsenteret for en liste over både private firmaer og offentlige organisationer inden for mit faglige område, samt en liste over, hvad AI-rådgiveren tænkte, at mine kompetencer var. 

Den kom op med nogle fine bud på, hvad en cand.mag. i Moderne Kultur som mig kunne arbejde med, men det var umiddelbart ikke idéer, som jeg eller min karriererådgiver af kød og blod ikke allerede har snakket om. 

Det overraskede mig egentlig ikke. Til gengæld er jeg forundret over, at jeg som nyuddannet akademiker ret ofte bliver tilskyndet til at bruge AI-værktøjer. 

”Du kan bare bruge Google Translate..”

Selvom min a-kasse understreger, at AI-karriererådgiveren skal være et supplement til den personlige rådgivning og ikke erstatte den, og at den ikke bruges til træning af kunstig intelligens, er jeg som bruger af AI-værktøjer med til at støtte en udvikling, hvor chatbots får mere magt og fylder mere. 

Og selvom det i første omgang ikke betyder, at de menneskelige karriererådgivere forsvinder, er det jo sådan, udviklingen går mange andre steder, hvor du kan chatte med en robot i kundeservice, men aldrig fange et rigtigt menneske. På lang sigt er jeg oprigtigt bange for, at teknologien også snupper jobs for næsen af en humanistisk akademiker som mig. 

At teknologien åndede mig i nakken, oplevede jeg allerede under min studietid. Da jeg studerede italiensk på universitetet, blev jeg ofte spurgt, hvorfor jeg ville bruge tid på et forholdsvis lille sprogområde, når jeg ”alligevel bare kunne bruge Google Translate”.

Selvom det at studere sprog for mig aldrig har handlet om hurtige eller lette oversættelser, kunne det alligevel være svært at argumentere imod, at Google Translate kan oversætte tekster hurtigt, og at der findes situationer, hvor det kan være brugbart (selvom resultatet dog ofte er svingende i kvalitet).

Men hvad mange glemmer er, at Google Translate bygger på enorme mængder af data bestående af millioner af sætninger, der tidligere er blevet oversat af mennesker, både i ordbøger, opslagsværker og i private beskeder. 

Google Translate kunne aldrig være blevet til noget uden oversættelser og menneskeligt fodarbejde lavet af tosprogede sprogkyndige, der kunne øve algoritmen. Og ej heller kan sådanne oversættelsesværktøjer udvikle sig i fremtiden uden hjælp fra mennesker med sproglig viden, for sproget er jo ikke en konstant, men i evig udvikling sammen med os.

Menneskets bidrag tones ned

Også ChatGPT bruger en menneskelig feedback-mekanisme, som gør, at de indspark, vi fodrer den med, udvikler den. Men dette pågående menneskelige arbejde nedtones ofte som en del af AI-firmaers strategi. Sådan kan teknologien virke nærmest magisk. Men teknologi er ikke magi, og ofte kan der være meget skadelige bias indlejret i teknologien, som bliver sværere at kritisere, når vi tror, at den er hævet over os almindelige dødelige. 

Over sommeren kørte der en historie i flere danske medier om at færre kvinder end mænd bruger ChatGPT i deres arbejde, hvilket blev fremlagt som et problem for kvinderne. Personligt kunne jeg ikke lade være med at tænke, at nogle af os måske er blevet kloge af skade og ikke bare blindt stoler på ny teknologi. Sidst vi gjorde det, med sociale medier, førte det til en mental sundhedskrise og enormt meget sexistisk digital vold som online hadtale og ulovlig billeddeling, der oftest rammer kvinder. 

Det er blandt andet derfor, jeg heller ikke har lyst til bare at følge teknologisk trop og stole på, at min AI-karriererådgiver vil mig det bedste. Jeg har før oplevet, hvordan smart teknologi pludselig vender sig imod en.

Kampen er ikke tabt

Som nyuddannet humanistisk akademiker vil jeg heller ikke bære brænde til mit eget bål og bidrage til udliciteringen af mit humanistiske arbejde til en algoritmisk maskine. Kald mig bare maskinstormer, for jeg tror ikke på, at vores verden bliver bedre af endnu mere hovedløs teknologisering, hvor det fortsat er uigennemskueligt, hvem der egentlig er produktet, hvem der tjener pengene, og hvem der kan stilles til ansvar, når det går galt, og teknologien forvolder skade. 

Kampen er dog ikke helt tabt. Det bekræftes jeg i gang på gang, når algoritmen læser mig forkert og giver mig dårlige råd, eller når min AI-karriererådgiver kommer med upræcis vejledning. For mig er det netop fejlene i algoritmer og kunstig intelligens, som er beviset på, at det er skabt af andre mennesker. Og sådan nogle kan man tale med, præge og arbejde sammen med. 

På den måde er der stadig håb – både for alle os nyuddannede humanister og for vores samfund i al almindelighed.