Spring menu over
Dansk Magisterforening

Sådan vil AI-agenter revolutionere livet som akademiker i 2025

"Vi har fortsat vores sunde fornuft i behold modsat maskinerne, og fornuftens stemme skal hjælpe os med at vurdere, hvor og hvornår en AI-agent giver mening at bruge", skriver serie-iværksætter Jonathan Løw.

Debat
Af Jonathan Løw
Del artikel:

Inden længe kan du få kunstig intelligens til at planlægge dine møder, sortere din data og renskrive dit arbejde, helt uden hjælp. Lyder det skræmmende? Serieiværksætter Jonathan Løw kommer her med sit bud på, hvordan de såkaldte AI-agenter kan blive din ven i arbejdslivet.

Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.

Der er ikke så meget tvivl om, hvad der bliver det helt store i 2025 indenfor AI – de såkaldte agenter.

Allerede i foråret forventes OpenAI, der står bag ChatGPT, at lancere deres agent ”Operator”. Den bliver den første af mange agenter, som vil kunne styre computere og udføre opgaver for os uden menneskelig indblanding.

Hvor ChatGPT og andre af de nuværende AI-værktøjer primært leverer svar i form af tekster, billeder, video osv., så vil agenter som Operator kunne bruge din computer til at udføre arbejde uden, at du skal involveres i det løbende. Den vil kunne navigere på hjemmesider, bruge applikationer, planlægge møder, foretage køb og udføre komplekse opgaver i flere trin etc.

Som akademiker vil det i den grad påvirke dit arbejdsliv i 2025. Her er fem konkrete eksempler:

  1. Personlig forskningsassistent
    En AI-agent kan automatisk gennemgå videnskabelige databaser, identificere relevante artikler og sammenfatte dem, hvilket sparer os for timer med litteratursøgning.
  2. Automatiseret dataanalyse
    AI-agenter kan behandle store datamængder hurtigt og præcist, identificere mønstre og generere rapporter, hvilket understøtter arbejdet i for eksempel forskningsprojekter.
  3. Automatiseret peer review
    En AI-agent kan foretage en indledende vurdering af videnskabelige artikler, identificere styrker og svagheder og dermed lette peer review-processen.
  4. Personlig læringsassistent
    AI-agenter kan hjælpe dig og dine kolleger med at forstå komplekse emner ved at levere skræddersyede forklaringer og ressourcer baseret på vores individuelle behov.
  5. Intelligent tidsstyring
    En AI-agent kan optimere vores tidsplaner ved at prioritere opgaver, foreslå optimale mødetidspunkter og minde os om deadlines.

Sådan vurderer du, hvornår en AI agent giver mening at bruge

Hvor ovenstående var science fiction for blot nogle år siden, bliver det virkeligheden i 2025. Men ligesom med al anden AI skal vi tænke os godt om.

Vi har fortsat vores sunde fornuft i behold modsat maskinerne, og fornuftens stemme skal hjælpe os med at vurdere, hvor og hvornår en AI-agent giver mening at bruge.

Som serie-iværksætter og foredragsholder om AI er mit fokus altid det jordnære og handlingsorienterede.

Derfor er jeg heller ikke interesseret i al hypen om agenterne, men har valgt at fokusere benhårdt på, hvornår de enten kan gøre ting smartere eller bedre, samt hvornår de må forventes at være tidsinvesteringen værd i starten.

Jonathan Løw

Serie-iværksætter og foredragsholder om AI og innovation. Han har startet 5 virksomheder og er tidligere kåret som Årets Iværksætter. Derudover har han udgivet syv bøger om innovation, entreprenant tænkning og kunstig intelligens.

Jonathan Løw hjælper til daglig både virksomheder og kommuner med at gøre AI jordnært og handlingsorierteret. Derudover er han skaber af og vært på podcasten Extraordinary, der har gæster som Svend Brinkmann, Mads Nipper, Lea Korsgaard, Niels Overgaard, Pernille Blume m.fl.

Han har tidligere bl.a. været næstformand i Dansk Iværksætter Forening og bestyrelsesmedlem i Depressionsforeningen.

På den baggrund har jeg opstillet to scenarier og typer af agenter, som rent faktisk giver mening i hverdagen. Forhåbentlig kan de inspirere dig, når I skal vurdere, hvornår AI-agenter kan skabe værdi hos jer:

1. Den simple agent 

Spørgsmålet, du stiller dig sig i forhold til brugen af de simple agenter, er: Hvad kan de hjælpe mig med af simple ting i hverdagen?
Nu er det jo op til den enkelte, hvad der vurderes som simpelt, men et godt eksempel er mange af de ting, som vi er begyndt at bruge fx ChatGPT eller Copilot til. De opgaver kan vi nu automatisere igennem agenter.

Det kunne være at lave mødereferater; forkorte lange tekster; søge efter værktøjer til en given opgave; indhente informationer om konkurrenter etc.

Alle de opgaver kan du fortsat løse igennem fx ChatGPT, men med agenten kan du sætte det mere automatiseret op, så den gør det for dig løbende.

Simple agenter sætter du altså til at gøre ellers tidskrævende ting enklere for dig.

2. Simplexity agenten

Simplexity er et begreb, jeg opfandt for en række år siden for at forklare, hvorfor Google fuldstændig udkonkurrerede datidens store søgemaskine AltaVista tilbage ved årtusindskiftet.

Inden Googles indtog brugte de fleste af os AltaVista, selvom den nærmest krævede en videregående uddannelse i søgning for at få glæde af den. Lidt ligesom Aula gør det (til dem af jer der har skolebørn).

Hverken AltaVista eller Aula har evnet at gøre kompleksitet simpelt, mens Google formåede at gøre det komplekse simpelt trods kompleks bagvedliggende teknologi.

Simplexity agenter er på samme måde dem, der gør det komplekse simpelt for dig. Det kunne være AI-agenter, der finder mønstre i jeres kundefeedback for at identificere nye innovations- og produktmuligheder, eller det kunne være en agent, der sorterer alle dine indkommende e-mails og prioriterer dem efter vigtighed.

Simplexity agenter sætter du altså til at gøre ellers komplekse ting simple for dig.