Historiker: Angrebet på offentligt ansattes faglighed begyndte med Stillehavskrigen

Af og til bliver historiens cirkler så urkomiske, at det næste ikke er til at bære. De seneste måneder har medierne flydt over med forargede militærpersoner, som er rasende over, at forsvarschef Trine Bramsen har kaldt forsvarschefen for en styrelseschef.

Der bliver talt meget om krigere og at dø for fædrelandet og så videre, men i den sidste ende, så er kernen i udsagnene, at militæret er sure over, at deres særlige faglighed og deres højere kald ikke bliver anerkendt, og at det er nederen at blive behandlet som en hvilken som helst embedsmand.

Faktisk kan jeg godt forstå dem.

Der er blevet ført krig mod kaldsidentiteter igennem de sidste mange år. Der var ikke mange militærpersoner, som brokkede sig, da det var lærerne, gymnasielærerne eller lægerne, det gik ud over. Først da boomerangen ramte dem selv, bredte ophidselsen sig, men derfor har de faktisk stadig ret - når man fjerner kaldet og målet for arbejdet, så bliver det sværere at motivere og fastholde medarbejdernes arbejdsglæde og arbejdsiver.

Og der er faktisk tale om en boomerang.

Det, som rammer forsvaret i dag, startede faktisk i Stillehavet under Anden Verdenskrig - og arkitekterne bag var militærfolk. Da japanerne angreb Pearl Harbor, var det ret hurtigt klart, at krigen ikke ville blive vundet med fædrelandskærlighed og heroisk mod - der var amerikanerne bagud fra starten. I stedet var det produktion og effektivitet, der skulle til.

Det betød en militærmaskine, som var bygget på hierarki og effektiviseringer - og det virkede.

Amerikanerne vandt krigen, og de mange officerer og menige, som havde oplevet denne måde at lede på, tog den med hjem. Og da veteraner i USA tilbydes uddannelse, så var det i meget høj grad disse unge, som kom til at dominere efterkrigstidens USA.

Da økonomien i den offentlige sektor i 1960'erne og 1970'erne blev udfordret - bl.a. af Vietnamkrigen og oliekrisen - så var det løsningerne fra Stillehavskrigen, som blev fundet frem af de unge mænd, som nu var blevet voksne. Forandringerne kaldte man New Public Management (NPM).

Militærhierarki eller pladderhumanisme

Grundideen var, at hvis man sørgede for effektivitet og hierarki, så kunne den offentlige sektor fungere som en privat virksomhed. Det offentlige udbød offentlige ydelser i udbud, og de selvejende virksomheder skulle konkurrere på pris og kvalitet. For at sikre omstillingsparatheden og styrbarheden, indførte man stærke ledere, som var officerer, som gav ordrer til medarbejdere, som ikke behøvede at forstå meningen med det hele - de skulle bare gøre, hvad de fik besked på. Effektivt, simpelt og meget, meget billigt.

I Danmark gav styreformen dog lidt problemer.

Her havde man en velfærdsstat, hvor offentligt ansatte selv definerede deres mål, og det var pløkumuligt at få dem til at fungere inden for en effektiviserings- og markedslogik. De blev ved med at tale om kald og højere mening, demokrati og medborgerskab og alt muligt andet irrelevant pladderhumanisme.

Så finansminister efter finansminister tog fra slutningen af 1980'erne fløjlshandskerne af og videreudviklede på NPM. For at få styrbarheden indført bekæmpede man kaldet, den højere mening og den fagprofessionelle identitet. Det passer bare ikke rigtigt med NPM, hvor det offentlige i princippet skulle blande sig uden om, hvordan opgaverne blev løst.

Derfor gav man systemet navnet New Public Governance, og man lavede endda en uddannelse i et samarbejde mellem Statskundskab, CBS og Finansministeriet med navnet “Master of Public Governance” - en slags West Point for offentlige ledere, hvor man kunne lære moderne offentlig ledelse (på den militære måde).

Først røg skolelærernes fagprofessionelle identitet og så i bidder resten af den offentlige sektors.

Nu er tiden så kommet til soldaterne, som skal have bortskåret deres faglighed, og de har ret. Det er svært at se, hvorfor man skulle dø for en styrelseschef, eller hvorfor man skal arbejde sig i hegnet for en teamleder.

Men lidt ironisk er det altså!