Alle nedslidte skal hjælpes
Indfører politikerne differentieret pension, vil det kunne ramme vores helt unikke pensionssystem. Tiltroen til de kollektive arbejdsmarkedspensioner vil risikere at lide betydelig skade, skriver Egon Kristensen, bestyrelsesformand, MP Pension.
Der raser for tiden en voldsom politisk debat om, hvorvidt folkepensionsalderen skal differentieres, så enkelte faggrupper, der eksempelvis har været 40 år på arbejdsmarkedet, skal have ret til at gå tidligere på pension end andre. Pointen skulle være, at visse typer af job fører til større fysisk nedslidning end andre, så derfor vil det være rimeligt, at folkepensionsalderen bliver gjort afhængig af det.
Ideen er sympatisk. Men det kan bekymre mig, om der kan udvikles et rimeligt og retfærdigt system, der ikke ødelægger mere, end det gavner. En maler, der arbejder uafbrudt med malerrullen i 40 år, kan naturligvis være slidt ned og i den grad klar til at gå på pension. Men hvad med den maler, der kun arbejder i perioder? Eller hvad med den maler, der er ved at gå ned med stress, fordi han ingen ordrer har i bogen eller har for mange? Og hvad med den akademiker, der har rodet i jorden som et led i forskningsprojekter, og nu kan kroppen ikke mere? Eller hvad med den magister, der har undervist hver dag gennem et langt arbejdsliv, og nu siger psyken stop?
Måske skulle politikerne i stedet finde et bedre system eller forbedre det, der allerede er. Et system, der kunne tage ordentlig vare på dem, der bliver både fysisk og psykisk nedslidt – uanset hvilket erhverv de har. At udvikle et generelt system for hele arbejdsmarkedet, der tilgodeser enkelte faggrupper eller den samlede tid på arbejdsmarkedet, vil nok være ret umuligt. Risikoen er et uretfærdigt system, hvor nogle faggrupper kommer til at betale for andre. Det vil medføre ørkesløse diskussioner om særrettigheder og gå ud over sammenhængskraften i vores velfærdssamfund.
I stedet for diskussionen om differentieret folkepension vil det være relevant, om politikere, fagbevægelse og arbejdsgivere havde et langt større fokus på arbejdsmiljø, både det fysiske og det psykiske. Intensiveringen af arbejdet – inden for både det private og det offentlige – har været markant i de senere år. Det rammer alle faggrupper.
Samfundet skal tage sig af de svage og syge. Men alder er jo ikke i sig selv en sygdom. Bliver en maler eller magister slidt ned før den formelle pensionsalder, skal der være gode ordninger – uden langvarige ressource- og arbejdsprøvningsforløb – til at samle den enkelte op.
Indfører politikerne differentieret pension, vil det samtidig kunne ramme vores helt unikke pensionssystem. Tiltroen til de kollektive arbejdsmarkedspensioner vil risikere at lide betydelig skade. Hvis nogle faggrupper skal have ret til at gå tidligt på pension, bliver det nemlig alle de andre, der kommer til at betale. Vi har ikke brug for firkantede regler (som bliver vanskelige at administrere) i forhold til specielle faggrupper, men en fast folkepensionsalder og dertil et fleksibelt pensionssystem, som tilgodeser den enkeltes behov.
Ideen er sympatisk. Men det kan bekymre mig, om der kan udvikles et rimeligt og retfærdigt system, der ikke ødelægger mere, end det gavner. En maler, der arbejder uafbrudt med malerrullen i 40 år, kan naturligvis være slidt ned og i den grad klar til at gå på pension. Men hvad med den maler, der kun arbejder i perioder? Eller hvad med den maler, der er ved at gå ned med stress, fordi han ingen ordrer har i bogen eller har for mange? Og hvad med den akademiker, der har rodet i jorden som et led i forskningsprojekter, og nu kan kroppen ikke mere? Eller hvad med den magister, der har undervist hver dag gennem et langt arbejdsliv, og nu siger psyken stop?
Måske skulle politikerne i stedet finde et bedre system eller forbedre det, der allerede er. Et system, der kunne tage ordentlig vare på dem, der bliver både fysisk og psykisk nedslidt – uanset hvilket erhverv de har. At udvikle et generelt system for hele arbejdsmarkedet, der tilgodeser enkelte faggrupper eller den samlede tid på arbejdsmarkedet, vil nok være ret umuligt. Risikoen er et uretfærdigt system, hvor nogle faggrupper kommer til at betale for andre. Det vil medføre ørkesløse diskussioner om særrettigheder og gå ud over sammenhængskraften i vores velfærdssamfund.
I stedet for diskussionen om differentieret folkepension vil det være relevant, om politikere, fagbevægelse og arbejdsgivere havde et langt større fokus på arbejdsmiljø, både det fysiske og det psykiske. Intensiveringen af arbejdet – inden for både det private og det offentlige – har været markant i de senere år. Det rammer alle faggrupper.
Samfundet skal tage sig af de svage og syge. Men alder er jo ikke i sig selv en sygdom. Bliver en maler eller magister slidt ned før den formelle pensionsalder, skal der være gode ordninger – uden langvarige ressource- og arbejdsprøvningsforløb – til at samle den enkelte op.
Indfører politikerne differentieret pension, vil det samtidig kunne ramme vores helt unikke pensionssystem. Tiltroen til de kollektive arbejdsmarkedspensioner vil risikere at lide betydelig skade. Hvis nogle faggrupper skal have ret til at gå tidligt på pension, bliver det nemlig alle de andre, der kommer til at betale. Vi har ikke brug for firkantede regler (som bliver vanskelige at administrere) i forhold til specielle faggrupper, men en fast folkepensionsalder og dertil et fleksibelt pensionssystem, som tilgodeser den enkeltes behov.
