Akademikere er usynlige og har mistet prestige: "Tid til at ranke ryggen"

Min oldefar, Jens Ingver Aldahl, blev i 1892 cand.mag. i dansk og latin fra Københavns Universitet – dengang det eneste af slagsen i kongeriget.

Stoltheden og selvfølelsen har givetvis været enorm, da han i 1892 fik overrakt sit diplom. Han var bondesøn, ud af træskomagerslægt fra Aldalen i Rold Skov og den første akademiker i familien Jørgensen. Ordet mønsterbryder var lige så ikke-eksisterende som MUS-samtale og mikro-management. Ét ord blev dog ændret: bondenavnet Jørgensen blev selvbevidst ændret til det mere markante Aldahl.

Jens Ingver blev senere skoleleder og overlærer ved Holstebro Mellem- og Realskole 1907-1934 med stiv flip og butterfly. Altså samtidig - men nok ikke helt ulig - med den fiktive overlærer Andersen fra Matador – selvhøjtidelig og mødt med en vis ærbødighed af almuen, der bukkede og lettede på kasketten.

Det er længe siden, at akademikere blev mødt med ærbødighed. Mindre kan også gøre det. Men bundlinjen er, at vi har været vidne til et tab af prestige og anseelse for akademikerstanden – vi antager, at der findes en sådan - der bare er faldet og faldet over årene. Det er der mange grunde til.

De fem sedler

Lad mig her hive en række fuldstændig udokumenterede og tilfældige sedler op af hatten. Hver af dem fortjener at blive udfoldet som en hel artikel, men det er der desværre ikke plads til i denne ombæring.

Så hånden i hatten:  

Seddel nr. 1: Fra unik til normal. Siden oldefar blev cand.mag., er produktionen af kandidater mange-mangedoblet. Selvfølgelig, for det er et helt andet samfund i dag med vidensarbejde i centrum. Derfor er du ikke en sjælen fugl på savannen – eller på gågaden i Holstebro. Det er jeg heller ikke.

Seddel nr. 2: Løn. Med den store produktion af kandidater fra universitetet kan et afgangsdiplom ikke længere automatisk veksles til et job med god, sikker indtægt. Og med høj løn følger også prestigen. At vi som samfund tillader et akademisk prekariat (lavtlønnede akademikere uden fast ansættelse og pension), er også et lille, men ubehageligt bidrag til akademikerstandens prestigetab.  Ud over at det er en skandale.

Seddel nr. 3. Forsvarsposition. Vi har fået en masse nye uddannelser, som er svære at forklare til familiefrokost hjemme i produktions-Danmark. Jeg forklarede min far et par gange, at jeg læste TekSam på RUC, men han blev ved med at glemme det, så på et tidspunkt resignerede jeg vist. Læge, jurist og ingeniør er korte, kendte og konkrete titler. Dem kan man huske. Og så behøver man ikke engang at forklare og forsvare anvendeligheden – eller udglattende at ironisere over sin egen uddannelse – når man har fået skeptiske onkel Svend til bords ved familiefrokosten.

”Forsvare sin akademiske uddannelse”. Dér har vi måske noget. Hvorfor dette behov for at forklare og argumentere for sit valg?

Seddel nr. 4: Usynligheden. Under corona-pandemien blev sygeplejerskerne fremhævet og hyldet i medierne for deres store og vigtige indsats. Fuldt fortjent, ingen tvivl om det. Men en væsentlig årsag til den relativt succesrige håndtering af den ny og skræmmende sygdom, er de usynlige akademikere, som under stort tidspres knoklede med at organisere og med at skaffe og håndtere data, som politikerne kunne handle på. Der bliver ikke rejst en statue for Den Usynlige Akademiker nede på torvet – hvem skulle være fortaler for det?

Seddel nr. 5: Sproget. Når noget bliver stort, kommer der også et ord for det. Vi skal tale om et ikke-længere-så-nyt ord i det danske sprog: Djøfisering – et journalist-ord, som beskriver en knopskydende verden af dumme regler og procedurer, som dog alle er vedtaget af folkevalgte politikere. Vi har ikke tilsvarende ord som ”VVS-isering” for at komme notorisk for sent eller for at blive brænde en kunde af til endnu en aftale.

Det gode studiemiljø og fagligheden

Oldefars elitære tid hverken bør eller kan vi ikke vende tilbage til. Prestigetabet kan ikke forsvinde ved at svinge tryllestaven og sige den magiske formular. Men der er noget, vi kan gøre:

Vi kan insistere på, at de opgaver, vi laver på vores job, skal give mening. For det er eksempler på meningsløst arbejde, som udhuler og devaluerer akademisk arbejde i offentlighedens øjne.

Og så skal vi ranke ryggen. Bliv god til det, du laver – og stolt af det. Faglighed. Status skal ikke ligge i titlen, men i det, du véd og kan.

Det er så her, man rutinemæssigt pleje at runde ethvert debatindlæg af med at kræve flere ressourcer til området – i dette tilfælde til de videregående uddannelser. Den tager vi lige en anden gang.

Men penge i sig selv giver ikke faglighed. Det hele står og falder med et godt studiemiljø. Uden det er det umuligt at holde engagement og motivation nogenlunde i flyvehøjde i studieårene. 

Har man haft det som en fisk i vandet i et godt studiemiljø, vil man resten af livet tale med glæde og stolthed om den uddannelse, man valgte at tage. Og den faglighed, man fik.

PS: Prognoserne siger, vi får kritisk mangel på elektrikere, pædagoger og tjenere. Så det er helt fint, at flere unge vælger den vej – bare ikke lige vores egne børn. De skal i gymnasiet og have en akademisk uddannelse. Men det er en anden snak.