Han troede, han ville brænde ud som 60-årig. Radikalt jobskifte gav ham mod på 10 år mere
55-årige Jakob Lundsteen sprang fra en succesfuld karriere med direktørtitler og høj løn for at blive studerende. ”Hvis jeg havde fortsat i det spor, jeg var i, havde jeg ikke arbejdet længere end til jeg var et par og tres.”
Det var ’forandring med forandring på’, da Jakob Lundsteen for nogle år siden tog en beslutning, der fuldstændig vendte op og ned på hans tilværelse.
Ikke alene valgte han at droppe sin karriere i IT-branchen og starte forfra med at uddanne sig som sygeplejerske.
Han valgte at gøre det på Bornholm, hvilket betød, at lejligheden på det attraktive Christianshavn indledningsvis blev skiftet ud med en feriebolig i det vintertomme Gudhjem.
”Der var da et par aftener, hvor jeg sad der i riv og rusk i min ferielejlighed i Gudhjem og tænkte: Hvad fanden laver jeg her?” fortæller han.
Men beslutningen – både om Bornholm og sygeplejefaget – har han ikke fortrudt et sekund.
”Jeg er simpelthen så glad, når jeg kører på arbejde, og jeg er også glad, når jeg kører hjem. Det er simpelthen så fedt,” fortæller han om sin nye tilværelse.
Jeg er simpelthen så glad, når jeg kører på arbejde, og jeg er også glad, når jeg kører hjem
Med titler som salgsdirektør og vice president i nogle af landet største IT-virksomheder stod Jakob Lundsteen, der er uddannet cand.merc.jur., midt i en imponerende karriere.
Men ved siden af det spændende arbejde med de store millionkontrakter og en høj løn havde han hele vejen en lyst til at arbejde for ”fabrikken Danmark”, som han kalder det. Helt tilbage fra dengang, han havde studenterarbejde som Portør på Frederiksberg Hospital.
”Jeg kunne godt lide det der hospitalsmiljø. Det med at folk kom ind, og man gjorde noget for, at folk fik det bedre. Så skete der det, at min søn blev syg med noget kræft. Jeg syntes, det var et fantastisk forløb med mange dygtige mennesker. Og der fik jeg virkelig tænkt over, hvad der var vigtigt og ikke vigtigt,” siger han.
Menneskelig kontakt og taknemmelighed
Til sidst besluttede han sig for at tage springet og søge ind på sygeplejeuddannelsen.
Men fordi han allerede var kandidat, viste det sig umuligt at komme ind på en skole i Københavnsområdet. Og da hans børn alligevel var flyttet hjemmefra, og han var blevet skilt fra sin kone, besluttede han sig for at tage det helt store spring og flytte til Bornholm, for at tage uddannelsen der.
I dag er han to år henne i sin uddannelse, og ved siden af studiet arbejder han som afløser på sygehuset i Rønne. Og foreløbigt har arbejdet med pleje og omsorg levet fuldstændig op til hans forventninger. Både den menneskelige kontakt og den taknemmelighed, han oplever fra patienternes side, men også det sundhedsfaglige indhold.
”Jeg synes det er helt vildt, den måde kroppen er skruet sammen på, og hvordan tingene griber ind i hinanden. Hvis du har en patient for eksempel på neurologisk afdeling, så kan de jo blive sat en måned tilbage, hvis de får en lungebetændelse. Derfor ser man på helheden er enorm opmærksom på, hvor stor betydning selv små ting har i forhold til, hvordan det kan gå fremad.”
Kontant afregning
Lønnen er selvsagt en helt anden, end han var vant til.
Det samme gælder hans plads i hierarkiet.
Jakob Lundsteen har været vant til at bestemme, hvornår og hvordan, arbejdet skulle udføres. Nu står den på vagtskemaer og en masse praktiske opgaver.
”Du står der kl. 7 omklædt, og så går man i gang. Det er meget anderledes. Men det er også fedt det med, at opgaverne er så håndgribelige. Og jeg kan godt lide det med, at man ser resultater med det samme. Hvis en patient har nogle dårlige tal, så gør du nogle ting, og så ser du, om det ændrer sig. Der er kontakt afregning ved kasse et.”
Selv er han ikke i tvivl om, at karriereskiftet kommer til at gøre hans arbejdsliv meget længere, end hvis han var blevet i IT-branchen.
"Jeg håber, jeg kan arbejde til jeg er 75 år eller sådan noget. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med det her, og jeg vil nærmest sige: jo flere år, jo bedre," siger han.
"Hvis jeg havde fortsat i det spor, jeg var i, havde jeg ikke arbejdet længere end til jeg var et par og tres. Og der er ingen tvivl om, at jeg nu minimum kommer til at arbejde til jeg er 70."
