Katrine har lavet Trapholts mest ambitiøse udstilling nogensinde: Sådan gør du hende kunsten efter

Kunst og følelser. 

Det er omdrejningspunktet for udstillingen Feel Me, der er aktuel på kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding.

”Udstillingen er endt med at blive den mest ambitiøse kunstudstilling på Trapholt nogensinde. Vi er blevet et provinsmuseum, som opererer på internationalt niveau,” fortæller Katrine Stenum Poulsen.

Hun er uddannet kunsthistoriker og ansat som museumsinspektør og kurator på Trapholt, hvor hun står bag særudstillingen Feel Me, der med 27 danske og internationale kunstnere er museets største til dato.

I rollen som kurator ser Katrine Stenum Poulsen sig selv som et bindeled mellem kunstneren og museet. 

Hun skal sørge for at hjælpe kunstnernes vision på vej, men også fastholde museets interesser og de institutionelle hensyn, der forekommer, som økonomi eller fysiske rammer. 

Hun udvælger værkerne og vejleder hele projektet, så det bliver til en udstilling: Hun forfatter teksterne til hvert enkelt værk, udarbejder udstillingskatalog og hjælper med at formulere pressemeddelelser og taler med medierne. Og hun søger fondsmidler til, at udstillingerne faktisk kan realiseres. Det hele foregår i tæt samarbejde med de andre afdelinger på museet. 

”På Trapholt arbejder nogen af de dygtigste i branchen inden for de forskellige fagområder. At lytte til deres stemmer og råd er afgørende i et projekt som Feel Me. For os handler det om at spille hinanden bedre hele vejen rundt i organisationen,” uddyber Katrine Stenum Poulsen.

Men hvorfor lave en udstilling om følelser? Og hvordan arbejder Katrine og museet med at gå fra en løs idé til at åbne en stor og ambitiøs udstilling? 

Vi har talt med hende for at få nogle gode tips og tricks. 

Sådan håndterer hun udstillingen fra start til slut

Hvordan skemalægger du som kurator dit arbejde med jeres udstillinger, så det giver bedst muligt arbejdsmiljø på museet?

"For at imødekomme et stort arbejdspres har vi for en del år siden indført et årshjul for vores udstillinger, og det er en kæmpe gave - ikke kun for os tre kuratorer, men for hele huset. Vi åbner altid særudstillinger i januar og september. Derudover har vi åbninger i november/december og nogle gange omkring påske/pinse. I alt 4-5 udstillinger hvert år, hvor jeg selv står bag 1-2 af dem. På grund af årshjulet ved jeg og mine kolleger flere år ud i fremtiden, hvornår udstillingerne ligger, og hvornår de skal være færdige."

Hvorfor ville du lave en udstilling om følelser?    

"For flere år siden læste jeg bogen Permission to Feel af Mark Brackett, en amerikansk psykolog og forsker. Jeg var skeptisk med den titel, men læste den og var ret solgt.

Jeg tænkte, okay, han har virkelig fat i noget i tiden i forhold til, hvordan nulevende og kommende generationer vokser op, og det fokus, der er kommet på emotionel intelligens og følelsesregulering i samfundet. 

Så allerede i 2019 pitchede jeg idéen om at lave en udstilling om følelser ind til museet og vores direktør. Det tog så lige en håndfuld år, en corona-epidemi, og udstillingen Connect Me, som handlede om, hvordan man forbinder sig til verden efter corona, før vi var klar til at tage beslutningen.

En stor del af det at være kurator handler også om at være observatør. Altså hele tiden at holde blik på, hvad der foregår i både kunsten og samfundet.

Vores kultur og sprog har ændret sig, så vi nu siger ’jeg føler’, hvor vi for 5-10 år siden havde sagt ’jeg tror’ eller ’jeg tænker’. Og går du ned i en boghandel, er der bøger om følelser over det hele."

Politik er blevet fyldt med følelser, og medierne sætter følelser ind i overskrifter, fordi det giver flere kliks. 

Gennem kunsten, kan vi som museum tilbyde en anden og mere sanselig erfaring af et emne, der optager den brede befolkning. Vi vil gerne være til stede i samtiden, som et inviterende og relevant mødested, hvor sansning og læring går hånd i hånd.

Med museumsreformen bliver antal publikum på et år et af de højest tællende parametre for at få incitamentstilskud, så også på den baggrund er det oplagt for os at lave en udstilling om et emne, som fylder meget, og interesserer mange.

Hvordan tilgår du bedst researchprocessen til en udstilling, så du både sikrer struktur og fremgang, men samtidig bevarer en åbenhed for nye indfald, veje og muligheder?

"Jeg starter med en ret omfattende researchfase, hvor jeg tit har en praktikant eller studerende til at hjælpe mig et par måneder. Vores research foregår i to spor parallelt.

Det ene handler at lave en ret stor litteratursøgning over, hvad der findes på området. Hvem skriver om det, hvem forsker i det, og så henter vi bøger og artikler hjem og bygger vores eget bibliotek. I dette tilfælde et følelsesbibliotek.

Det andet spor handler om, at vi selvfølgelig skal have nogle kunstværker til udstillingen, som ikke kan lade sig gøre, hvis der ikke er nogle relevante kunstnere til den valgte tematik.

Så vi laver en stor søgning over kunstnere og kunstværker på området med en bagkant tilbage til år 1900. Først med det helt store perspektiv, hvor man må ikke have sin nejhat på. På Feel Me startede vi med at udvælge omkring 300 kunstværker. Det hele sættes ind i et Excel-ark."

Hvordan strukturerer du så den kreative proces med at udvælge værkerne videre derfra og på den måde skabe og samle udstillingen? 

"Parallelt med at jeg læser mig ind på emnet i forskningsartikler, bøger og i dagspressen, arbejder jeg mig gennem værklisten flere gange, hvor jeg markerer de værker, som bedst vil kunne udfolde de spørgsmål og underemner, jeg er interesseret i skal være i udstillingen.

Langsomt ændres værklisten, hvor nogle værker udelukkes undervejs. 
Det kan for eksempel være, fordi vi ikke kan realisere værket. Det kan være af økonomiske årsager, eller fordi vores bygning ikke opfylder nogle bestemte krav. Det kan også være fordi nogle værker minder for meget om hinanden."

"Jeg er som kurator meget optaget af at udvælge nogle kunstnere, som på forskellig vis stiller nogle spørgsmål og ikke er lukkede fortællinger.

De gæster, der kommer på museet, skal kunne sætte deres egne kompetencer i spil i, og gennem udstillingen få nye erkendelser, få lyst til selv at stille spørgsmål eller måske  lære noget, de ikke vidste i forvejen. 

Når jeg arbejder med værklisten og udvælger værker, er det vigtigt for mig at bevare en åbenhed omkring udstillingen så længe som muligt.

Nogle gange ændrer værkerne status undervejs som følge af indskærpelse af udstillingens fokus og emner, nogle gange må et værk udgå sent i processen, og nogle gange sker det omvendte – så lykkes vi pludselig med forhandlingen af et værk, som vi ikke troede ville lykkes.

Der er det vigtigt at holde hovedet koldt og omfavne den levende proces, det er at lave en udstilling."

Hvad er succeskriteriet for en udstilling som denne?

"Vi skal alle sammen tro på, at en udstilling har en aktualitet og relevans for befolkningen. Det er alle vores udstillinger båret af. Vi skal have nogle værker, som kan skabe en buzz, for vi opererer også i en markedsvirkelighed, som ændrer sig med museumsreformen. 

Vi bliver fremover især belønnet for at lave en god forretning ved at have mange gæster, og det er vi også nødt til at forholde os til i de værker, der udvælges. Der skal være blockbuster-effekt med meget medieomtale, og det har vi fået med Feel Me.  

Men det ultimative for os er, når vores gæster giver os god feedback i vores undersøgelser, og de anbefaler udstillingen til andre. Så ved, at vi er lykkedes i forhold til vores publikum."