Spring menu over
Dansk Magisterforening

Vildt forslag: Giv nyfødte en million kroner fra folkepensionen

Helen Kobæk, tidligere topchef i PenSam

Vi har brug for nogle pauser i vores arbejdsliv - pensionen kan betale, mener Helen Kobæk. © Foto: Søren Rud

Fremtidens arbejdsliv
Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Helen Kobæk er tidligere topchef i en pensionskasse. Hun vil vende folkepensionen på hovedet, så vi kan bruge af den undervejs i livet til at holde pauser. Det fortæller hun om i et nyt afsnit af podcasten ’Karriere på hovedet’.

Vi bruger hele arbejdslivet på at betale ind til folkepensionen i form af skat. Først når vi er gamle, får vi glæde af pengene.

Men hvorfor er det egentlig sådan?

Hvorfor ikke bruge af folkepensionen undervejs og tage nogle pauser fra arbejdslivet, som kan gavne os på den lange bane?

Sådan spørger den tidligere pensionskassedirektør Helen Kobæk, der medvirker i et nyt afsnit af Akademikerbladets podcast ’Karriere på hovedet’.

”Hvis en pensionsordning skal give mening hele livet, så skal det være noget, man kan bruge hele livet. Ikke noget, hvor man skal vente til man bliver 70 eller 80 år, men noget, som man kan bruge til at tage nogle spring i livet og gøre nogle andre ting,” siger hun.

I sin bog ’Job Stop Go’ foreslår hun en helt anden måde at bruge folkepensionen på. I stedet for at gemme den til man bliver gammel, skal det være muligt at bruge en del af pensionen til at holde nogle pauser i arbejdslivet. Tage et pusterum, hvor man bliver forsørget af sine pensionspenge.

Hvis en pensionsordning skal give mening hele livet, så skal det være noget, man kan bruge hele livet

Helen Kobæk, tidligere pensionskassedirektør

”Det kan være, man skal have et jobskifte. Måske har man drømt at om at tage en overbygning på sin uddannelse, måske vil man rejse 4 måneder med sine børn, inden de flyver fra reden. Min påstand er, at hvis du har de der pauser gennem livet, får du mere selvindsigt og muligheden for at lave din egen vej, og det giver større tilfredshed.”

Det er vigtigt, at alle får muligheder for at tage den slags pauser, siger Helen Kobæk. Og derfor er det folkepensionen, som vi alle har ret til, som skal finansiere det. Men det er ikke kun et spørgsmål om at have råd. For mange er det at tage en arbejdspause et voldsomt stort spring.

”Jeg hører mange, der går og har en drøm om at gøre noget andet, men som simpelt hen ikke tør. Mange har det der tryghedsbehov – de ved, hvad de har, og så lader de drømmen være. Men hvis man kunne skabe en kultur om det at tage en pause, så ville det give en anden tilgang.”

Kunne godt have brugt en pause

Helen Kobæk var direktør i pensionskassen PenSam i mere end 30 år. Og i den arbejdskultur, hun var en del af, var der absolut ingen, der hoppede af hamsterhjulet.

”Den finansielle sektor fra midt-80'erne og til jeg stoppede i 2016 var en mandeverden Og det ville være blevet opfattet som et svaghedstegn i den der mandekultur, hvis jeg havde sagt: Jeg tager lige et halvt års pause for at dykke ned i tingene. Men jeg kunne godt have brugt en pause til at reflektere over, om jeg var på den rette vej,” siger hun.

Det, Helen Kobæk vil gøre for at finansiere de arbejdspauser, hun taler om, er simpelt hen at vende hele pensions-modellen på hovedet.

I stedet for at vi sparer op, og får pengene til sidst, skal vi have pengene på forskud, når vi bliver født.

”Vi investerer i et nyfødt barn, så at sige. Vi investerer en million kroner ind på en pausekonto, og så sætter vi nogle betingelser for, hvordan den million må bruges. Jeg foreslår faktisk, at man kan hæve den første portion, allerede fra man er 15 år. Så fortæller man formålet: Jeg vil gerne seks måneder hen til det sted, eller jeg vil tage en overbygning på min uddannelse, og så godkender systemet, og man får pengene udbetalt i rater som en løn.”

Med denne omvendte pensionsopsparing vil der faktisk stadig være penge tilbage til selve pensionen, selv om man bruger nogle af pengene undervejs. En million, der forrentes over 70 år, bliver nemlig til rigtig mange penge.

Det vil dog kræve enorm offentlig investering.

”Jeg har talt med politikere, der synes, at jeg har fat i noget rigtigt. Men når vi taler om at sætte en million ind på en konto til hver nyfødt, bliver de ligesom fjerne i blikket,” fortæller hun.

I første omgang håber Helen Kobæk da også mest på at kunne sparke gang i en debat om pensionsformen og det at tage pauser i livet.

Helen Kobæk medvirker i 7. afsnit af Akademikerbladets podcast 'Karriere på hovedet'. Du kan se de øvrige afsnit på Akademikerbladet.dk/podcast eller finde og tilmelde dig podcasten på din podcast-app.