Annas chef spiller kollegaerne ud mod hinanden: Dårlig ledelse er dagligdag i NGO’er

Stress, dårlig ledelse og mangel på faglig kvalitet. Det er dagligdagen for mange ansatte i landets foreninger og organisationer, der arbejder for at forbedre forholdene for udsatte borgere.

Det viser en arbejdsmiljøundersøgelse fra DM blandt akademikere ansat i forskellige brancher.

Mens 25 procent af akademikerne i NGO og patientforeninger i 2021 angav, at de havde et dårligt arbejdsmiljø, er tallet i 2023 vokset til 30 procent.

”Det, som overrasker mest, er, at det faktisk er gået tilbage, siden sidste gang, vi lavede målingen. Det er altså blevet værre, og det får virkelig alarmklokken til at ringe”, siger Morten Hofmann Rytter, som er formand for DM Civilsamfund, der organiserer akademikere ansat i civilsamfundsorganisationer og foreninger.

I undersøgelsen angiver 47 procent af de ansatte i NGO- og patientforeninger, at de har problemer med stress. Knap hver tredje oplever dårlig ledelseskvalitet, mens knap hver fjerde har dårlige forhold på arbejdspladsen og har problemer med den faglige kvalitet.

Enevældig direktør og indirekte mobning

Anna er en dem, der oplever både stress og dårlige ledelse. Hun er ansat i en interesse- og patientforening og ønsker af hensyn til jobbet at være anonym, men Akademikerbladet kender hendes fulde navn og arbejdsplads.

”Vores direktør agerer med del-og-hersk, og medarbejdere bliver spillet ud mod hinanden. En skamroses i plenum for en opgaveløsning, mens andre kaldes øgenavne. Der er meget indirekte mobning, som sætter en dårlig stemning og gør det meget utrygt at være her. Det kan nok foregå i en organisation der har fjernet alle mellemledere og kun har én leder”, fortæller Anna.

Selvom Annas arbejdsplads får millioner af offentlige støttekroner hvert år, så fortæller hun, at der ikke er nogen reel kontrol med, hvad pengene bruges på - man afleverer en årlig beretning, som ingen reelt kontrollerer.  

”Det er mærkeligt, at en direktør bare kan være enevældig som hos os, uden der fra det offentlige er krav til, hvordan man egentlig driver virksomheden, hvordan arbejdsmiljøet er, og hvordan vi løser vores opgave. Det bliver ikke tjekket, og bestyrelsen tager heller intet ansvar”.

”Jeg ved ikke, hvor man går hen for at få hjælp, for direktøren er vores HR, og vi har ingen tillidsrepræsentant eller andre, der tager sig af arbejdsmiljøet”, siger Anna, som har været sygemeldt med stress.

Midlertidighed skaber problemer

En af udfordringerne er, at mange NGO- og patientforeninger er finansieret af midlertidige bevillinger via fonde og politiske aftaler, siger Morten Hofmann Rytter.

”Mange ansatte i sektoren er virkelig engageret i sit arbejde, men sidder ofte med meget store og svære opgaver, der kan være svære at komme i mål med. Det kan være arbejde med udsatte borgere. Har man ikke rammerne til at løse sine opgaver, kan stress nemt sætte ind, og det er ledelsens ansvar”, siger Morten Hofmann Rytter.

 Han efterspørger, at det politiske niveau sørger for en mere stabil og længerevarende finansiering i finansloven til de sociale organisationer, Danida-midlerne til udviklingsorganisationerne og fra fonde.

”Det vil fjerne en stor usikkerhed i organisationerne og dermed også hos den enkelte medarbejder”, siger Morten Hofmann Rytter.

Ansvaret ligger hos ledelsen

Morten Hofmann Rytter mener dog også, at de enkelte organisationer kan gøre meget selv for at forbedre arbejdsmiljøet.

Hos DM Civilsamfund er det er klar fornemmelse, at ikke er nok fokus på arbejdsmiljøet – hverken i den enkelte organisation eller via uddannelse af de enkelte ledere. Mange steder savner ledelsen værktøjer til at skabe et godt arbejdsmiljø. Det skal de have gennem uddannelse.

Og så handler det om at skabe en anderledes kultur og struktur i de mange foreninger og organisationer, som har mange midlertidige ansættelser, mener han.

”Rigtig mange organisationer har midlertidige ansættelser af kortere varighed, som forlænges igen og igen. Det skaber usikkerhed og dårligt arbejdsmiljø for denne udsatte gruppe, og de risikerer, at folk smutter. Så det er også sektorens eget ansvar at man kigger mere langsigtet på at fastansætte sine ansatte, selvom man har midlertidig finansiering”, siger Morten Hofmann Rytter.

Den udlægning kan Anna genkende fra sin egen arbejdsplads. Hun mener ikke, at hendes direktør er fagligt klædt på til at lede og sikre et ordentligt arbejdsmiljø. Og hun savner også en bestyrelse, der tager ansvar for organisationen.

”Når man rekrutterer en direktør, bør man gøre det på en mere professionel facon, så man sikrer, at man finder en, der har en relevant uddannelse og faglighed. Det har vores leder ikke. Bestyrelsen er heller ikke sit ansvar voksent, da den ikke interesserer sig for, om virksomheden drives ordentligt. Den kommer et par gange om året og får direktørens beretning, og så går den hjem igen”.

For nyligt sagde fire af Annas kolleger op, og nogle gange spørger hun også sig selv, hvorfor hun stadig er på arbejdspladsen.

”Har man det dårligt med at være her, er der ikke andre end direktøren til at tage sig af det. Det betyder, at folk slutter. Men vi laver et godt stykke arbejde, og vi hjælper folk, som har brug for os. Meningsfuldheden i arbejdet og den gode kontakt med folk uden for huset gør, at mange af os bliver, selv om rammerne for arbejdet nok ikke er så sunde som andre steder”.