“Det var bare for sjov", men nu har Peter skiftet Finansministeriet ud med eget møbelsnedkeri
Tidligere forhandlede Peter Hjuler offentlige udbud på plads i Finansministeriet. I dag tegner og bygger han møbler i kælderen. Han tjener “en hel del mindre”, men oplever stor arbejdsglæde. © Foto: Jacob Nielsen
Før kørte han store udviklingsprojekter i Digitaliseringsstyrelsen. Nu laver han hylder og knagerækker i sin kælder i Bagsværd. “Jeg sagde op med kroppen, ikke med hovedet,” siger Peter Hjuler om sit karriereskift.
Det, der startede som snedker-syslerier på hobbyplan, endte med at blive et markant karriereskift for 42-årige Peter Hjuler. Da han og familien flyttede fra en lejlighed på Østerbro til et hus i Bagsværd, fik han plads til et ‘for-sjov-værksted.’
“Vi skulle have knagerækker i huset, og jeg sagde: ‘dem laver jeg selv.’ Så havde jeg nemlig et påskud for at købe en rundsav”, fortæller Peter Hjuler, der er uddannet i samfundsvidenskab fra RUC.
Det gik godt med knagerne.
“Så lavede jeg nogle flere. Jeg lavede også hylder og begyndte at sælge. Det var bare for sjov, men det solgte godt, så jeg fik lavet en hjemmeside. Pludselig kom der mange ordrer, og jeg kunne begynde at købe nogle fede maskiner”.
Projektet i kælderen tog fart under corona. Peter Hjuler fik tid til at arbejde med træ, fordi han undgik transporten ind til Digitaliseringsstyrelsen, hvor han lagde strategien for store it-udviklingsprojekter - blandt andet det digitale kørekort.
“Jeg havde et rimeligt krævende job, men havde det også skidesjovt med at lave noget for mig selv. Noget som var kreativt og taktilt. Jeg kunne stadig balancere det nogenlunde mellem job og fritid, uden at det åd mig helt op”, fortæller han.
Jeg fik en fornemmelse af, at mit arbejde begyndte at køre i ring
Opgaver kørte i ring
Peter Hjuler havde arbejdet 12 år i staten. Under skiftende chefer, i forskellige styrelser og på forskellige udviklingsprojekter.
“Jeg var glad for mit job. Det var spændende og udfordrende at skulle bygge noget op og få store offentlige myndigheder til at spille sammen, og jeg havde rare chefer og dygtige kolleger”, siger han.
Men selvom Peter Hjuler havde et fint job, kom en følelse af at stå i stampe snigende.
“Jeg fik en fornemmelse af, at mit arbejde begyndte at køre i ring. Jeg havde jo været der længe og nogle af de løsninger, jeg sendte i udbud for otte år siden, de skulle nu i udbud igen. Tingene gentog sig”.
Denne gang tog jeg en beslutning med kroppen i stedet for med hovedet
Peter Hjuler havde efterhånden en pæn indtægt fra sin sidebeskæftigelse i kælderen. Samtidig skulle han udvikle sin karriere i Finansministeriet og kom på lederkursus og “i hænderne på en coach.”
Da coachen spurgte ham, om han i virkeligheden syntes, det, han lavede hjemme i kælderen, var sjovere, måtte han erkende, at han stod ved en skillevej.
Han valgte den retning, der trak mest i kroppen, men som også havde indbyggede farer.
“Det virker dumt at sige et godt og fast job op, hvor man er sikret fuld løn i seks måneder, hvis man mister det. De 14 dage frem til, at jeg skulle sige op, var virkelig syrede. Det forekom mig ikke superrationelt, men jeg vidste, det måtte ende. Denne gang tog jeg en beslutning med kroppen i stedet for med hovedet”.
Noget man kan røre ved
I dag trives Peter Hjuler med duften af egetræ i sin enmandshær i kælderen. Han arbejder mindre, tjener mindre og står for alting selv.
“Jeg kan godt savne sparring og gode kollegaer, men jeg har det rigtigt godt med at arbejde alene”.
Han har skullet lære meget, blandt andet om brug af maskinerne. Youtube og Facebook-grupper har været en stor hjælp, og så har han nørdet salgs-algoritmer.
“Meget viden er tilgængelig online i dag. Det har gjort det lettere”, siger han.
Han nyder at være kreativ og at lave noget, han kan røre ved.
“I stedet for at skrive analysepapirer tegner jeg en stol og får den bygget. Jeg er også vild med den korte tidshorisont. Folk vil gerne have deres ting, så jeg bliver holdt til ilden”.
Det er så let bare at lade sig drive med i hverdagen, det gjorde jeg selv
Koster kun tid
En sidegevinst ved at have taget springet er, at Peter Hjuler har mere tid til sine to drenge, fordi far arbejder i kælderen.
“Det var ikke derfor, jeg sagde op, men det har givet helt ufatteligt meget at komme tættere på dem”, siger han.
Peter Hjuler opfordrer andre, der har lyst til at finde nye veje i arbejdslivet til at starte med at eksperimentere.
“Man behøver jo ikke sige sit job op. Måske kan man teste noget, man synes er sjovt, ved siden af jobbet. Det koster kun tid. Det er så let bare at lade sig drive med i hverdagen, det gjorde jeg selv. Men jeg endte med at finde noget, der var endnu sjovere”.
Om Peter Hjuler
- 42 år
- Uddannet i samfundsvidenskab fra RUC i 2009
- Arbejdede 12 år i staten, senest Finansministeriet i Digitaliseringsstyrelsen
- Har i dag virksomheden hjulerdesign, hvor han selv tegner og fremstiller møbler